|
Vis stort kort
- tilpas kortet med musen (hånden) og med plus og minustegn i kortet.
Startpunkt fra syd:
60.985432, 9.227314
Startpunkt fra nord:
61.849509, 9.003811
Fricamping - der er opstillet
affaldscontainere de fleste steder, men ingen toiletter. 
FLERE BILLEDER INDGÅR I FILMEN OM NORGE |
Ruten:
Fra Gol:
Turen fra Gol til Fagernes også er en beskrivelse værd. Vej 51 har
nogle krasse hårnålesving lige efter Gol, men er derefter ret
begivenhedsløs. Mest præget af småbakket højland med en masse hytter og
hoteller, der virker ret døde om sommeren. Triste og mennesketomme huse, der
nok summer af liv om vinteren. På en søndag eftermiddag om sommeren er
stederne ikke nogen stor oplevelse. Vej 51 støder så på E16 kort før
Fagernes. Følg derefter E16 ind til Fagernes og følg så samme vejledning
som om du kommer fra Oslo:
Du kommer til
Fagernes via E16. Kør igennem Fagernes og i udkanten af byen følges vej
51 til højre. E16 og RV 51 har altså samme forløb fra Leira til
Fagernes, hvor 51´eren drejer af til højre.
Fagernes en typisk norsk
provinsby, med en del træhuse og vil man proviantere, så er det her det
skal ske. Man skal også sørge for at få fyldt vandtanken op, være
forsynet med gas, have tømt sin spildevandstank, inden man kører
videre. Det gør da heller ikke noget at man bruger lidt tid på byens
seværdigheder. For som min bedre halvdel siger, det er godt med natur,
men kultur skader ikke.
Op på fjeldet.
Det første stykke vej
fra Fagernes til Beitostølen ligner mange andre landskaber i Norge. Der
er nemt at køre, men man skal ikke holde stille ret længe oppe i det
berømte vintersportssted før man opdager, at der kører en lind strøm af
campingvogne og især autocampere op af vejen. Så hvis man vil overnatte
oppe på højfjeldet skal man nok ikke være for sent på dagen, før man
skal skrue benene ned. Så kan man også bedre bruge resten af dagen til at se
sig om i landskabet.
Allerede kort efter
Beitostølen kommer man til et markant punkt i landskabet:
fjeldet Bitihorn. Det
hæver sig op til 1607 m.o.h. næsten lodret op over vejen, men skal
altså ikke selv op i de højder. Selvom man kan
ane, at selve vejen ligger godt op i højden, for selv i juli måned
ligger der sædvanligvis enkelte klatter af sne. Fra Bitihorn helt frem
til Gjendesheim er der mange små rastepladser, de fleste udstyret med en
affaldscontainer og et enkelt bord med bænke. Men uden mulighed for at
skille sig af med affaldsvand og toiletindhold. Fra alle rastepladser er
der storslåede udsigter , først over søen Vinstri og ved landsbyen
Bygdin også mod vest til søen af samme navn. Herfra kan der anbefales at
tage en sejltur med den gamle rutebåd, der sejler over til Tyin (kun
sommer). Vej 51
er i øvrigt lukket fra Beitostølen og et godt stykke nordpå om vinteren,
så man skal ikke følge denne ruteanvisning mellem november og maj
måneder.
Vejen snor sig ellers i
storladne sving over højdedragene og man får gang på gang en flot udsigt
ned over sølandskabet, men også mod venstre hvor Jotunheimens
gletjermassiv troner med snehvide bræer, der synes at gå helt op i
himlen. Kommet hertil er man er nu oppe på det øverste af Valdresflya, ja faktisk
passeres et pas i næsten 1400 m´s højde. Selv når man når til
Gjendesheim kigger man ned på en lille sidevej, hvor en klynge røde
hytter synes at danne en bebyggelse. Vender man sig om, har man stadig
det mægtige Jotunfjeld i ryggen og her ses den enorme Glittertind på
næsten 2500 m´s højde. Toppen skinner hvidt i evig sne og is, hvis da
ikke skyerne hænger lidt længere nede og det sker faktisk ret tit. Også
Galhøpiggen kan ses i det fjerne. Dens top har samme højde.
Dyrelivet synes
sparsomt her oppe, men giver man sig tid kan man sagtens få øje på ørn,
harer og rensdyr.
Nord for passet går det
i bløde buer nedad, speederen skal knapt bruges. De første huse dukker
op og også campingpladser ses her (bl.a.Randsverk Camping), men man vil knap se campingturister
køre ind her. Stederne synes at blive brugt af vinterens fastliggere og
ser ret trøstesløse ud om sommeren.
Nede igen.
Man skal ikke køre ret
meget længere før landskabet antager sin “normale” grønne farve igen.
Det bare fjeld afløses af grønne marker og tætte granskove. Nedkørslen
bliver lidt stejlere det sidste stykke ned mod Ottadalen, et par gange
må man ty til 1.gear for ikke at få for meget fart på.
Her kan man frit vælge:
til venstre kan man fortsætte over Skjårkfjeldet mod Geiranger,
Trollstigen eller
Brikdalsbræen på Jotunheimens vestside.
Til højre går det via
Vågåmo til E6, hvorfra det går videre mod Nordkap eller via Dombås til
Romsdalen, Dovre, Trollveggen og Atlanterhavsvejen.
Der er en fin
lille stavkirke i Vågamo.
Denne beretning er en del af
"Norge på langs", og den
indgår som en del af videofilmen af samme navn. På videofilmen er der
dog langt flere billeder, end her gengivet. |
sætter man
pris på danskere her:
