Jeg samler på indberetninger, rejseberetninger, fotos, gode turistartikler og flinke venner fra hele Europa.

 

 

 

 

 Annoncører:

klik på logo for flere campingmuligheder

 

Vilkår og priser for annoncering her.

Campisternes Rejseportal på Facebook

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

 

 

 

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

 

 

 

 

Hvem står bag ?

 

 

Info og rejseinspiration over 45 lande

Startside Regioner (indgangsside til alle campingpladser)

 

 


             TIL TURENS FORDELINGSSIDE

ALPERNE RUNDT

21.del - i "Cinque Terre"

klik på billederne for at se dem større

Byen Corniglia.

Kortet giver en fornemmelse af, hvad vi i de følgende dage skal begive os ud på. Nationalparken og naturreservatet "Cinque Terre" ligge kun lidt vest for den store havneby La Spezia. Oversat til dansk skulle det lyde "De Fem Jorder", idet det drejer sig om den jord, der hører til de fem småbyer, der klynger sig til klipperne ud mod Middelhavet. For ikke så forfærdelig mange år siden kunne byerne kun besøges med adgang fra havet. Siden 1937 også med jernbane, der for det meste er den underjordisk, men dukker op til den dybblå middelhavsluft ved alle småbyerne.

Monterosso al Mare.

De fem første billeder vil så præsentere disse 5 byer: Monterosso al Mare, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore. Nævnt i den rækkefølge, som man møder dem, når man kommer fra vest. Og det gør vi. Efter gårsdagens anstrengelser vil vi nøjes med de 53 Km fra Lavagna til Monterosso. Det første bilkort viser, at der skulle være en campingplads i Monterossa, så vi begiver os gladelig af sted og forlader A12 ved Carrodano, faktisk lige før A12 og Via Amelia krydser hinanden. Det var den rene svir at køre ad motorvejen og det kostede kun 3 Euro. Oven i købet var det en meget smuk strækning med flot udsigt, d.v.s. på de korte strækninger, der ikke gik gennem tunneller.
 

Vernazza.

Den lille vej P 566 skal så føre os resten af vejen. Det er godt nok noget af en omvæltning! Fra fire spor til en vej, der knap nok er på 2 spor. Efter få kilometer endda igennem en tunnel i et landskab, der nu er mere end stærkt kuperet. Da vi kommer ud af tunnellen, er vejen yderligere skrumpet ind i bredden og en stejl stigning fører os op til en bjerglandsby ved navn Montale. Vi kører selvfølgelig meget langsomt og vil også begge nyde landskabet. Det er simpelthen åndeløs smukt. Store skove, afvekslende med små marker, hvoriblandt nogle er bevokset med vinstokke.
 

Manarola.

 

Efter Montale går det nedad, vejen falder med mere end 14%, men ankommer dog snart til kystbyen Levanto, som vi dog ikke kører ind i. I vejkrydset står der at der er campingplads både til højre og til venstre og "Frk.Jensen" viser os til venstre, ganske rigtigt til Monterosso, som vi jo ønsker. Undervejs støder vi på en anden campingplads, men vi kører kækt forbi, der skulle jo også være en i Monterosso. I et vejkryds lige før Monterosso står der et skilt, at vejen forude er forbudt for autocampere. Jeg var på nippet til at køre forbi, da vi jo ikke kører i autocamper og har hørt om at autocampere ikke er velsete i strandbyerne her langs den italienske riviera.

Riomaggiore.

 

Klog af skade stopper vi dog op for at se efter mennesker, vi kan spørge til råds. De sidder i en have bag hækken og hygger sig, så jeg sniger mig ind til dem og spørger om forholdene på engelsk. En nydelig herre rejser sig og kommer os venligt i møde. Han bedyrer at vi ikke kan komme ned til byen, der er for stejlt. Jo, men vi har da god trækkraft og det er lige bevist med den lange og stejle stigning op til vejkrydset. "Ja, ja", siger han, I kan godt komme ned, men i kommer ikke op igen! Der er simpelthen så smalt mellem husene i byen, at i vil kile jer fast".

Vejen fra campingpladsen til Monterosso - bemærk, at det er samme stykke vej vi ser.

Vi siger venligt tak og undskylder ulejligheden. Vejkrydset er stort nok til, at vi kan vende om og sagtmodig lusker ned ad bjerget igen. Se foto ved siden af, så kan I selv bedømme stigningen. Der er kun 2-3 km tilbage til campingpladsen San Michele, hvor en grusvej fører os ned til pladsen. Vi spørger om en plads og får anvist et område oppe af en skråning, som vi inspicerer til fods. Klokken er kun lige 2 om eftermiddagen, så der er masser af plads. Der er bare en hage ved det, at vi skal op af en stejl vej, hvis belægning er kørt helt i smadder. Vi vurderer at det kun vil føre til en masse hjulspind, vi har jo ikke firhjulstræk!

Trang plads på "hylden", men nok til en dejlig svalende udsigt.

Lige ved receptionen er en lille hylde, hvor der også er en strøm-kasse. Vi spørger forsigtigt, hvorfor den er der, når der kun parkerer biler på "hylden". Mammamia, siger lejrchefinden, selvfølgelig skal den ikke bruges til P-plads. Teltcampisterne har bare flyttet skiltet med P-forbud og hun har altså ikke håndhævet dette, før vi spørger om pladsen. Hun griber mikrofonen og i løbet af et øjeblik er hylden ryddet, bortset fra en enkelt tysk Cooper. Den bliver troligt stående. Efter at vi har ventet en times tid uden resultat, bestemmer vi os til at kante campingvognen ind på en ledige plads ved siden af den parkerede bil. Det er højest 20 cm imellem. Klik på et lille billede og se det!

Smalle gade i byerne.

Men mellem campingvogn, bil og gelænder er der rigeligt plads til vores bord og campingstole. Herfra kan vi nyde udsigten over en lille dal i skoven og kan også kigge op til flere bittesmå landsbyer mellem bjergene. I øvrigt kvidrer fuglene overalt i skoven, til trods for den voldsomme hede, dagen er igen oppe på 35 gr. Her i skyggen føles det dog svalt, især når havbrisen slår op gennem slugten og får bladene til at rasle. Udstyrsmæssigt er pladsen ikke noget at råbe hurra for, men ved at udvalget er lille her ved porten til nationalparken, tager vi til takke med det.

Kig på denne plan og se hvordan vejen slynger sig ned til Monterosso.

Det er jo heller ikke meningen, at vi vil tilbringe vores dage her. Der er fem vidunderlige byer i nærheden, der lokker os. Vi skal på opdagelse! Men hver aften nyder vi den dejlige svale plads - kiosken med det lille spartanske cafeteria, kan tilbyde meget godt. Først og fremmest dejlig hjemmelavet kage og vin fra gården. Begge dele nydes med velbehag.

Nej vi skal køre "solo" og se så meget af byerne, vi kan nå. Afstanden til nærmeste by fra campingpladsen er mindre end 10 km, alligevel tager det mere end en halv time at nå derned - første gang endda over en time, men det skyldes at vi flere gange stoppede undervejs. Uden campingvogn på krogen, var der små vigepladser, hvorfra vi både kunne beundre udsigten og tage videofilm og fotos.

Tætpakkede strande.

Det er svært at sige, hvilken by der er mest besøgt. Vi syntes, der var trængsel alle vegne. Monterossa forekom os at være mest mondænt. I week-enden var parkeringspladsen på havnen stopfyldt. Det er indbyggere fra Genova og La Spezia, der søger hertil. Naturligvis også turister. Hele byen var oversået med små (hyggelige) hoteller og oven i købet kommer jo at jernbanen har station i alle byer, hvorfra der vrimler med unge mennesker, der vil slikke solskin. Monterossa har langt den største strand og den er tæt pakket med parasoller. Hotellerne har naturligvis sat sig på stranden, så det koster afgift for os almindelige turister, hvis man vil have et bad.

Her skulle vi have været igennem, hvis vi var fortsat til byen med campingvogn.

Så kan man synes om den tætpakkede strand eller lade være. Monterosso har mere at byde på, som den "største" af byerne er der en del gyder og stræder, som er meget stille og hyggelige at færdes i. Man kommer heller ikke at lide af tørst og sult. Endelig har byen en lang strandpromenade, der går fra p-pladsen til stationsområdet. Her kan man komme op på en gammel fæstning, der nærmest ligner en sørøverborg, hvad den måske også har været. Den ligger jo vel beskyttet i bugten og var utilnærmelig fra landsiden. Oplevelserne er mange og man kan hele tiden gå på opdagelse af noget nyt - ikke mindst mondæne butikker, plus naturligvis det sædvanlige turistsortiment af alskens tingeltangel.
 

Det dejligste vand overalt ved Cinque Terre.

 

De andre byer forekommer mig endnu mere pittoreske. Først og fremmest synes det oprindelige fiskermiljø bedre bevaret. Dette gælder især Vernazza, som vi har været meget grundige med at udforske. Hovedgaden er en forholdsvis bred gågade med skyggefulde steder, hvor man kan nyde lidt mad, en caffe latte eller en drink. Der er ikke nogen egentlig strand. Man bader til gengæld fra molen, der også er turistbådenes anløbsplads. Vel, der er flest af de unge mennesker, men på intet tidspunkt så vi offentlig "uciviliseret" optræden, ingen druk eller larm. Tværtimod, der lå en egen hygge og stilhed over byerne. Her kunne virkelig alle få ro i sjælen.

Udsigten over Middelhavet fra bjergtoppen (vejen) over Monterossa.

Parkering er lidt af et problem og ingen slipper for en vandretur. Ved Vernazza er der en parkeringsplads, vagten sagde der var 800 m til byen. Jeg mener nu, at det må være til byens udkant. Det forekom os meget længere. Parkering er ligesom i/ved de andre byer afgiftspligtig, men det ligger i størrelsesordenen 20 kr. for den første time, lidt mindre for de følgende. Men det kan sagtens løbe op for en hel dag og det er nok derfor, at så mange af de unge mennesker kommer med toget. Det er helt sikkert langt hurtigere end i egen bil. Kører man fra den ene by til den anden, er det besværlige veje med utrolig mange serpentinsving og krasse stigninger. Udsigterne fra de små veje er der ikke noget i vejen med, ofte er man 3-400 m lige over havet. Betagende, spændende og dramatisk på samme tid.

Oversigt over "stranden" i Vernazza.

Dagenes fakta:

Ikke under 33 gr. om dagen - op til 29 gr. om natten, mest dog 24 gr. Sol med lette skyer, let brise fra havet.

Vernazza er sat under beskyttelse af Verdens Kulturarv "World Heritage" (UNESCO), sammen med hele den liguriske kyst m.v.

klik her for nærmere info

Links og adresser:

Camping St.Michele, Udenfor Levanto i retning mod Monterossa. Adresser og GPS på link. I naturområde.

Camping Aqua Dolce, I centrum af Levanto, lige overfor p-pladsen for autocampere i byområde. Adresse og GPS på link.

Camping Cinque Terre, nær centrum af Levanto, i byområde.

Alle campingpladser er 1-stjernede pladser nær hav og strand. Andre camping, lidt længere væk fra Cinque Terre, findes på adressen: klik her. (Område La Spezia)

Info: Hele naturparken er udlagt med vidtstrakte vandrestier og der er desuden andre gode aktivitetstilbud, som klatring, vandsport, ridning. Svømmepøle findes i ferielands-campingpladserne ved La Spezia eller længere mod vest i retning mod Genova. I så tilfælde skal man beregne noget køretid til Cinque Terre, som også kan tilkøres fra øst (La Spezia). Se kort foroven.

Ekstra billedkavalkade fra det smukke Cinque Terre.

Alle billeder forstørres ved klik på foto.

Karakterisk klippe i Monterossa

Badenymfe i Varnazza

Udsigt fra San Michele

Træt vandringsmand

fra Varnazza

Sørøverborg?

Nedkørsel til Monterossa.

Reception San Michele

Aftenhygge med hjemmebag

tilbage til del 1   -   frem til del 22

tilbage til Alpeturens fordelingsside

 

Gode Campingpladser:

 

 

I sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

TIPS:

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto bestilles her.