Rejseberetning Østrig-Ungarn

Denne side er opdateret 2011efter fornyede ture til en del af det beskrevne område.

Viechtach/Regensburg

Jeg vil begynde denne beretning i det sydlige Tyskland. Vi har fulgt motorvejen A3 til Nürnberg og forlader den nu øst for byen og fortsætter ad landevej B85 gennem de skønne landskaber i Bayrischer Wald. I nærheden af den lille by Viechtach (Knaus Camping) finder vi en campingplads for overnatning. CVens baglygte er smadret, så den ordner jeg, mens middagsmaden bliver lavet. Næste morgen fortsætter vi kl.9 og kommer ved middagstid til den flotte by Passau, som er grænseby til Østrig og her møder vi Donau første gang. Vi kører imidlertid ikke ind i byen, selvom det er fristende. Men vi har en aftale i Wien, så vi skal videre. Vi har en fæstning og domkirkens spir på højre side og også andre smukke tårne glider forbi. Vi finder nemt vejen, der går på nordsiden (den tyske) af Donau. Lidt øst for Passau skal der være et færgested, hvor vi vil sætte over til Østrig. Færgen er imidlertid ude af drift. Middagspause!

Ved færgen over Donau øst for Passau.

Tørke i Wien

Ja,ja - vi bemærker at vi nærmer os sydlig mentalitet, men at lukke en færge til fordel for madpakken, synes vi nok er lidt i overkanten. Så tager vi fat på vor egen middagsmad i CVen, mens vi venter, for vi er kun nr.2 i rækken. Kl.13,30 dukker "kaptajnen" op, præcis på minuttet og vi bliver sat over den rivende flod, som synes meget dyb. Østrigsk landevej nr.130 følges først østpå og før Linz tager vi en mindre vej mod motorvej A1, som vi følger resten af vejen til Wien - d.v.s vi kører syd om byen, hvor vores datter skal afhentes efter 1 år som Au Pair pige i en lille landsby ved navn Trautmannsdorf, nær Neusiedler Sø. Bortset fra en enkelt fartbøde gennem en landsby her på de små veje, var det en begivenhedsløs tur uden nogen særlige højdepunkter. Vi har parkeret campingvognen i gården på en firlænget bondegård, og vi måtte bugsere vognen her ind med håndkraft og således tilbringer vi nogle dage i selskab med køer, høns og duften af nyslået hø. Og selvfølgelig også med en rar familie. Og så camperer vi jo ganske gratis.

Taget på Stefansdom i Wien

Hundertwasser Haus i Wien

Selvom vi har været i Wien i foråret for at besøge datteren, så skal vi naturligvis igen besøge en af verdens smukkeste byer, nemlig Wien. Som før, er vi utrolig fascinerede af de mange smukke bygninger i centrum. Her er det Stefansdom, der lægger motiv til. I modsætning til foråret er der også tid til at se mere af de slotte, som ligger lidt i periferien, især Schönbrunn, hvor vi var næsten var en hel dag. Det er bagende varmt, så det er behageligt både at beskue de smukke sale i slottet og vandre rundt i den smukke park. Det bliver til mange smukke billeder. Også aftenen med et besøg i operetteteatret og i de romantiske kroer i Grinzing med dejlig musik, en lun luft og den friske vin "Heurigen", vil vi aldrig glemme. Ikke at forglemme besøget på konditori Demel og i forlystelsesparken Prater, som vi nu syntes var temmelig skuffende. På den baggrund kunne vi godt se at vores eget Tivoli er så berømt som det er.

Schönbrunn Slot i Wien

Jeg vil ikke trætte læseren med beskrivelser og fotos af alle seværdigheder. De findes jo i enhver turistbrochure og i stedet for vil vi hellere fortsætte vor færden, som nu skal gå til Ungarn. Vi følger vej nr.50 næsten langs kysten af Neusiedler Sø. På højre side har vi de smukke højdedrag af Lettnagebirge. Ad en mindre sidevej laver vi så en afstikker til byen Rust. Det var middagspause, da vi kommer til byen som har mange romantiske gader med gamle huse og i øvrigt er berømt for sin gode og velsmagende hvidvin. Vi fik nu ikke købt noget vin og godt det samme, for på vejen hjem hører vi om vin-skandalen hvor der er tilsat kølervæske til vinen og denne skandale brød ud netop her i Rust. Men kønt var der og vi fik også et kig over søen, som i gennemsnit kun er 70 cm dyb og hvis sumpede bredder danner udgangspunkt for et godt storkeliv.

Fra vinbyen Rust

Kigger man på billedet ved siden af skulle man tro, at byen har fået navn af den fremherskende farve - men OK, det er en lidt mørk dag, til tider med lidt finregn, der gør at alle farver bliver lidt kedelige på filmen. Da alt ser forladt ud i middagspausen, spiser vi vor mad i campingvognen, som står parkeret på torvet. Derefter kører vi videre mod den nærliggende grænseovergang til Sopron i Ungarn. Vi skal have visum, de nødvendige fotos tog vi i en automat i Wien og så må vi ellers vente til det passer d´herrer grænsebetjente. Vi må tænke på, at alt dette sker 7 år før muren faldt. Det tager såmænd bare 3 timer! Men solen er kommet frem igen, så vi tager solbad mens vi venter - d.v.s. det gør pigerne, jeg må pænt holde min plads i køen.

Hunnerborgen (?)

undervejs til Balaton

Så det er ved at være aften, mens vi kører gennem det vestlige Ungarn i retning mod Balatonsøen, hvor vi finder en campingplads ved et kurbadested på søens vestlige bred. Det er underligt at køre her bag jerntæppet, selv om vi finder tegn på, at dette tæppe ikke er så uigennemtrængelig som før i tiden. Den ensomme borg på bakken foran os, ser mere ud som et levn fra hunnernes tid - de endte vist nok også deres dage her i Ungarn. Nå, men flot ser denne borg ud i aftenlysets skær. Byggestilen er også helt anderledes end i "vesten" og det er nok derfor at vi føler sat os tilbage i tiden, til hunnernes tid. Campingpladsen er meget landlig og ikke af særlig stor standard,

Balatons tvivlsomme fornøjelser.

men vi får en rimelig plads lige op ad et hegn, der grænser op ad en stor græsmark med millioner af blomster. Her bor næsten ingen vesterlændinge, mest ungarerne selv. Den tilstødende badestrand bar præg af at egnens indbyggere frekventerede stedet, måske fordi det var mest nærliggende. Det var bestemt ikke noget at råbe hurra for, hvis vi sammenligner med vore dejlige friske østersøstrand herhjemme. Men det var ulideligt varmt, så også vi tager os sammen og vader gennem de lumre strandsøer ind i den store sø Balatons algefyldte grønne vand. Bvadrrrr - sikke en ulækker oplevelse! Bunden er slimet og mudret og vederkvægelsen ved at stige i vandet er meget lille og kan kun forsvares med, at der 35 gr.C i skyggen. Så hellere brusebadet på campingpladsen, selv om det heller ikke ser særlig tilforladelig ud. Men hedebølgen gør, at vi trods alt bliver et par dage for at slappe af efter lange og kvælende byvandringer i Wien.

Det grimme hotel på Fiskernes Bastion.

Den pragtfulde

Parlamentsbygning

i Buda, set fra

Fishermans Bastion.

Domkirken i Budapest

Fiskernes bastion

Udsigten fra Gellerhøjen

Så må vi videre. Asfalten kalder og vejen nord om søen er meget smuk. Nu er det Budapest der kalder og allerede kort efter middag indtræffer vi på Camping Erd, (nu hedder den Camping Blue Flamingo). Erd er en forstad til hovedstaden. Vi får en meget venlig modtagelse, en fin plads og får en drink i baren, inden vi slapper af resten af eftermiddagen. Først om aftenen vover vi en tur ind i byen. Det var nemt, faktisk bare lige ud hele tiden, så var vi i centrum, hvor vi nyder stemningen ved Donau. Det var en rolig by, vi kom til - og en meget smuk by. Næste dag er vi tidlig på stikkerne. Til fods. Nu var det mandag og betydelig mere larm, men dog ikke nær så meget som i andre storbyer. Vi traver rundt i byen og kigger på det hele. Igen vil vi undlade at opremse alle turistseværdigheder for vore læsere, blot nævne at udsynet fra Fiskernes Bastion på Pest-siden over mod Parlamentsbygningen er ganske betagende og oppe på bastionen finder vi mange smukke motiver. Blot forstår vi ikke hvorfor Hiltonhottelet skulle plastres midt ind i de gamle herligheder! Nå, med penge kan man jo købe alt og ungarerne kan vist godt bruge de gode dollars. Vi bemærker også, at der stadig er mange skudhuller i husene her omkring. Man forklarer os, at de er fra opstanden i 1956. Om aftenen tager vi på busrundtur "Budapest by Night". Det blev en flot oplevelse, hvor vi ikke bare så byen ved nattelys, men også fik en tur i omegnen og bl.a. fra et højdedrag så byen fra oven med alle de smukke lys. Og sluttede af med et besøg på natklub med opvisning og dans fra piger i bedste pariserstil. Servicen på campingpladsen må stå for endnu en prøve - for da vi kommer tilbage ved 2-tiden (om natten), er de svære jernporte låst og lukket. Vi kunne skimte et svagt lys i portnerrummet, men gentagne fløjt hjalp ikke og det var umuligt at forcere de høje mure. Men omsider lykkedes det da at vække "portneren" og uden sure miner - men med et muntert, om end søvnigt smil , slap han de lettere beduggede buspassagerer ind. Næste dag tog vi endnu et smut til byen for at gå lidt i dybden med nogle udstillinger og bygninger, vi ikke fik set før. Eftermiddagen gik med lidt afslapning og solbadning på campingpladsen. Man skal jo tage hensyn til tøserne!

Så kommer vi endelig hen til den del af turen, som i hvert fald jeg havde set hen til med stor forventning. Turen over de store vidder , til Puszta´en.......

Heltenes Plads i Budapest

Uendelige solsikkemarker

på vej til Pusztaen

Campingpladsen i

Hortobágy,

Puszta Camping.

Opvisning i Pustaen.

......vi lister os ud af Budapest, får hjælp af en venlig betjent, da vi kører forkert og finder endelig vejen mod øst. (Anm.: Det var før GPS´ernes tid) Vi skal næsten over til Debrecen, mod øst. Der er langt! Efter nogle lave højdedrag øst for hovedstaden kommer vi til de store sletters land. Og der er utallige floder, der skal passeres. Det er ikke alle store floder, knap nok på kortet, men dog alle større end vores hjemlige Gudenå. Vi er midt inde i et stort afvandingsområde, som tilfører Donau umådelige mængder af vand. I urtiden var dette et hav eller en slette, gennemtrukket af helt enorme floder. Undergrunden af pusztaen er da også mest ral og temmelig ufrugtbar. Vi kører gennem ualmindelig store marker, næsten alle med solsikker på og alle vender de hovederne samme vej. Et utroligt syn. En enkel gang målte vi afstanden gennem en sådan mark til 10 km !!! Kommer vi gennem en landsby - der er langt imellem - så har storkene befolket både skorstene, telefonmaster, elmaster - eller kort sagt: alt hvad der bare rager mere end 4 m op over jorden. Og ingen drømmer om at jage dem bort. Om aftenen når vi til den lille by Hortobágy, midt inde i pusztaen og er kommet et godt stykke mod øst i dette flade landskab. Vi stoppede nu mest her, fordi der ikke var så mange campingpladser og her kunne vi finde én. Puszta Camping hedder den, en efter vore forhold beskeden plads. Vi er ved at køre tør for levnedsmidler og beslutter at aflægge det lokale "supermarked" et besøg. Det er en større butik, som er tilknyttet kollektivlandbruget, som næsten hele byen består af. Og ærlig talt, vi fik alt hvad vi ønskede at købe (året er 1986) og det var utrolig billigt. Men der var jo heller ikke mange vestlige turister, der havde vovet sig så langt mod øst. De fleste stopper jo ved Balatonsøen eller senest i Budapest.

Hestekræfter !!

På tur over Pusztaen.

Så det med valutagevinsten, havde de ikke opdaget her endnu. Nå, men priserne var jo også beregnet for de lokale folk. Hvad jeg særligt husker, var den dejlige vin af tokayerdruen, som der dyrkes meget af ikke så langt herfra. Det er meget varmt og fugtig luft herude, som det ses af billedet fra campingpladsen, så er det også meget diset. Det er det også, da vi kommer ud på pusztaen. Vi har nemlig besluttet at besøge vidderne med hestevogn, idet der går en arrangeret tur fra campingpladsen, hvor man har lovet os at vi kommer til at se det gamle, traditionelle liv for hyrder med storhornet kvæg, geder og får og hesteopdrættere. Lad mig sige det kort: man lovede ikke for meget! Det blev en utrolig spændende dag, hvor vi kørte mange kilometer ud over sletterne. Til fods havde det ikke være til at nå - og vi havde da slet ikke fået den information, som vi nu fik. Om landskabets opståen, om folkelivet og folks vilkår herude på pusztaen. Ikke alene så vi de store fåreflokke, men fik også fremvist store hjorder af halvvilde heste, men også tamme heste som blev dresseret til at lave alle mulige "hunde"kunstner for turisterne. Men som man sagde, det var en forudsætning for rytterne, at de kunne en del af disse kunster, når dyr skulle indfanges, og hestene opdrættes. Under indtryk af hedebølgen fik vi også besked på, at hvis der skulle komme tordenvejr, så skulle vi ikke søge ly ved de enkelte træer eller på den medbragte hestevogn. Nej, vi skulle søge ned til grøfterne og opholde os der så langt nede som mulig. Det skal siges at en del af grøfterne var temmelig dybe. Vi slap Gud ske lov for denne del af forestillingen.

Udsigt over røde tage i Graz

Udsigt over

Camping Brunner

(foto: Erik Nielsen)

Camping Brunner

(foto: Erik Nielsen)

Udsigt over dalen

ved Millstätter See..

De 3 dage i Pusztaen forløb alt for hurtigt. Jeg kunne sagtens have brugt mere fototid på dette sted. Jeg er jo ellers nomadecampist og kan normalt ikke få tid nok bag rattet. Men for en gangs skyld er jeg lidt træt af at køre. Men jeg skal også tage hensyn til Maj-Britt og Ruth og de vil gerne se lidt mere af Østrig, så vi kører i et par lange buer gennem landet. Først mod nord for at komme til vindistriktet med den dejlige Tokayer og siden syd om Budapest for at finde en sydligere grænseovergang til Østrig. Det næste rejsemål er nemlig byen Graz i Kärnten (Østrig). Når man har nydt naturen i så enorme drag som derude på sletterne, hvor vi på tilbageturen igen har krydset mange broer og næsten udtørrede floder, er det at komme til en by lidt af et antiklimaks. Selv om jeg må indrømme, at Graz var en umådelig flot by og man må begejstres over den østrigske byggestil med de mange flotte facader. Selv var vi enige om, at synet af de mange røde tage fra slottet over byen nok var det flotteste syn. Og jeg tror at mange vil give os ret, når de ser på et billede, som det ved siden af.

Jeg formår dog at få damerne til at rive sig løs fra butiksvinduerne og lokker dem med lidt badeferie; det skulle så være ved Millstätter Sø. De første 3 campingpladser er optaget og som nomadecampister reserverer vi jo ikke plads på forhånd. Omsider kommer vi helt over i søens østligste side og får pladsens sidste frie sted på Camping Brunner. Men ikke uden sværdslag! En tysk dame påstår hårdnakket, at hun var kommet før os. Selvom vi står først ved bommen, da siestaen er forbi og jeg er også den første i receptionen. Det tog et kvarter at "overbevise" damen, at hun var ude på at lave numre. Det hjælper i så tilfælde at man behersker sproget, også når man skal tage til genmæle overfor åbenlyse tyske fornærmelser, men også med lidt støtte fra receptionen.

Camping Brunner

(foto: Erik Nielsen)

Solen går ned over

Millstätter See.

Det bliver vidunderlige solrige dage her ved søen. Og vandet er dejligt klart i modsætning til det, vi oplevede ved Balatonsøen. Badeliv har dog aldrig været min store lidenskab, så jeg tager på en lang vandretur op ad en vej gennem skoven. Her kan jeg nyde de smukkeste udsyn. Det er helt stille her oppe i skoven, det summer af insekter og sveden driver ned ad mig, mens jeg søger opad, opad, opad. På et tidspunkt hører jeg støj fra en flyver og kigger vanemæssigt mod skyerne. Ingen flyver! Pludselig får jeg øje på den - dybt nede under mig, mens landsbyen med den smukke kirke kimer i sommerheden. Efter et par timers tid når jeg trægrænsen og hviler ud på en duftende mark, med tusindvis af blomster og hvor bønderne høster hø i store mængder. Jeg har vanen tro ikke medtaget noget at drikke, og sådan noget kan jo være farligt. Men jeg stikker hovedet ind under vandstrålerne fra en styrtende bjergbæk og drikker begærligt det friske vand. Dejligt! Og oven over mig sejler de smukkeste hvide sommerskyer af sted og kaster underlige skygger over landskabet, som ligger under mig. Det er svært at løsrive sig fra stedet, men uret nærmer sig aften, så jeg må nødvendigvis begive mig af sted.

Smukke dale

ved campingpladsen.

Foto: Pia Lunk, Google Earth

Millstätter See ved forårstid.

Man sover godt efter sådan en tur og jeg beskriver overfor damerne hvor flot det var, men de kan heller ikke næste dag løsrive sig fra strandbredden. Men efter aftensmaden kører vi dog i bil op til et højtliggende sted, hvor vi kan nyde udsigten, mens solen går ned i et orgie af gult, orange og rødt lys og hvor sommerskyerne for længst er forduftet, opløst i tør og klar bjergluft. Det er samtidig aftenen, som bliver den sidste, for ferien nærmer sig sin afslutning. Vi vil slå en smut gennem de smukke dale her i det solrige Kärnten, finder efter en lang dags omstrejfen også en lille campingplads i en lille by, hvis navn er gået over i glemslens land. Pladsen er interimistisk i forbindelse med byens sportsplads, hvor faciliteterne i fodboldklubbens klubhus står til campisternes rådighed. Selve pladsen er dejlig plan, græssigt saftigt og et brusebad er jo ikke at foragte. Det virker bedre end på pladsen ved Millstätter Sø. (Som sikkert er blevet forbedret siden da.) Og det var billigt, men i disse Euro-tider kan det vel ikke nytte noget at nævne prisen.

Glødende alpeskyer

over Hohe Tauern

ved midnatstid, som vi

ser dem fra campingvognen.

Vil vil på tilbageturen endnu engang forsøge at betvinge Glossglockner! Med campingvogn på krogen, naturligvis. Det går da også godt langt hen ad vejen - vi så endnu engang den smukke gletscher ved Franz-Josefs Höhe og fortsætter hen imod aften mod toppen. 3 sving mangler vi, så er der ikke flere hestekræfter i SAAB´en (der var dog 123 !!) og gaaaaaanske langsomt får jeg drejet vogntoget på tværs af vejen ved en vigeplads og ruller så langsomt ned til den nærmeste lille parkeringsplads, hvor der er en ganske flot udsigt og hvor vi overnatter. Mod syd ser vi kæmpemæssige tordenskyer lyse orange i aftensolen, vi sidder indendørs og spiser mens vi nyder synet, for det er køligt udenfor, her i ca. 2200 m´s højde. Næste morgen vågner jeg meget tidligt til lyden af mange kobjælder. Jeg springer straks ud af sengen og lader damerne sove videre og tager også ved

Dette billede er fra

Grossglocknervejens

højeste sted ved

Fuscherl Tor, hvor vi

var oppe med campingvogn

året før - dengang nåede vi det,

men vogntrækket var

også ca. 85 kg. lettere dengang.

denne lejlighed en serie smukke billeder. Efter morgenkaffen - damerne kalder på den lille plet i det fjerne, som er mig - for lyden forplanter sig over lange afstande i denne stilhed på bjerget - ruller vi tilbage til "hovedvejen" og krydser Alperne ad den mere bekvemme vej gennem Felberntauern tunnellen. Det er jo trods alt også en oplevelse, som vi dog her i sommertrafikken ikke er ene om. Over Villach når vi Salzburg, hvor vi tager en overnatning. Da vi nu er 3 om at køre, kan vi tage det lange motorvejsstræk i een omgang lige til Puttgarden og kommer sikkert hjem, selv om vi kun brugte 14 timer fra Salzburg til Puttgarden. Endda med en mindre "stau" mellem Salzburg og München.

Grossglockners

vældige massiv

set fra Franz-Josefs Höhe.

Overnatning ved Salzburg på en lille bondegårdscamping ved motorvejen.