Annoncører:

Campingplads Indberetninger

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

 
 

 

 

I

Info og rejseinspiration over 45 lande

Startside Regioner (indgangsside til alle campingpladser)

 

Den lille Balkantur

 

Turen er blevet gennemført som et eksperiment for en samlet klubtur med campingforeningen Back To Nature i 2008. Rejselederen, som havde tilrettelagt turen, havde store erfaringer og mange kontakter til personer fra Balkan. Dette, sammenholdt med landenes store naturværdier og landskabelige skønhed, var grundlaget for en fællestur med stor succes. Turen havde 15 deltagende enheder (31 personer), bestående af campingvogne og autocampere. Den lille Balkantur gik til landene Bosnien og Herzegovina, Montenegro og Kroatien. På vejen frem og tilbage overnattedes der også i Tyskland og Østrig. Der blev ikke overnattet i Slovenien, men landet blev gennemkørt ad to forskellige ruter. Rejsens længde var på 32 dage, inkl. diverse bykørsel og udflugter ialt 5830 km. Vores brændstofforbrug 14,8 km/ltr. Baggrundsbilledet på denne side er fra den meget smukke tur mellem Banja Luka og Jajce, sted: Vbas-dalen.

Her er vores rejseberetning:

(1.del Fra Tyskland til Sarajevo)

Klik på billederne for at se dem større, disse vil være forsynet med yderligere oplysninger.

Se hvor smuk Gedser er på en sommeraften - klik her

Denne tur er en fællestur for medlemmer af BTN. De sjællandske enheder samledes i Gedser den 4.juli om aftenen for at sejle over med en natfærge kl. 02,30. Det var en skøn sommeraften i Gedser, der varslede godt vejr for turen. Ingen vind og en formidabel flot solnedgang på Danmarks sydspids. De fleste var dog gået til ro, da vi skulle tidligt og det var kun os, der ankom som de sidste, der oplevede den flotte solnedgang. Der blev camperet "vildt" på et areal ved kysten med udsigt direkte over Østersøen.

Klik her for at se det store billede fra Lichtenberg Camping

Lichtenberg Camping er en kommunal plads med begrænset betjening, beliggende i et fritidsområde med bl.a. badesø.

I løbet af formiddagen samledes alle rejsedeltagerne på rastepladsen Walsleben, nord for Berlin. De første vanskeligheder havde allerede meldt sig, idet min kone blev syg af en pludselig opstået ryglidelse og et andet par blev udsat for at deres kat løb sin vej og derfor bestemte sig til at holde pause her for at se om den kom tilbage. Vi andre fortsatte til campingpladsen i Lichtenberg, på grænsen mellem Thüringen og Bayern. Efter nogen betænkningstid besluttede vi os for at se om vi kunne komme til behandling med konens ryg. Til vor overraskelse viste det sig, at vi med lejrchefens hjælp kunne få fat i en specialist, som ville komme ud til campingpladsen. Han anbefalede os, at fortsætte rejsen fordi tør varme og mest mulig bevægelse ville være godt for ryggen. Samtidig fik hun en recept på medicin, der ville holde hende fri for smerter. Det var en vellykket afslutning på en lang og problemfyldt køredag.

se det store billede fra Sulmen Camping - klik her

Leibnitz Camping tæt på den slovenske grænse i dejlig rolige omgivelser, hvor vi fik et tiltrængt bad efter en lang og svedig dag.

Næste dag, en søndag, måtte jeg først bruge et par timer til at hente medicinen på et apotek, som lå næsten 30 km borte. Men jeg oplevede hvor smukt dette landskab på denne egn er. Det havde jeg ikke set, hvis ikke vi var tvangsindlagt til et længere ophold. Dagens etape var fast lagt til 657 km og efterhånden som dagen skred frem blev det varmere og varmere. Det blev en drøj tur, først ved aftenstid nåede vi græn-seovergangen ved Passau og der var 240 km til målet ved Leibnitz, som vi nåede i en totalt udmattet tilstand i 33 gr. varme. Campingpladsen ved Leibnitz, lige før den slovenske grænse, hedder "Leibnitz Camping". Et dejligt roligt sted, men lidt svær at finde i mørket, hvor et tordenvejr samtidig gjorde det vanskeligt at finde frem til pladsen. Dagens anstrengelser gjorde, at vi tog en personlig beslutning: vi ville aldrig nogensinde køre mere end 3-400 km på en enkelt dag! Det viste sig så heller ikke at være nødvendig på resten af turen, som var planlagt til langt kortere dagsdistancer.

Se forsamlingen i stor størrelse - klik her

Middagspause ved Zagreb.

Grænseovergangen til Slovenien var uproblematisk, landet er jo nu med i EU. Turen gennem denne del af landet var også kun på godt 100 km, men nu skulle vi ind i Kroatien og det kunne nok mærkes, at det var udenfor EU. Lange køer af lastbiler ved grænseovergangen. En venlig lokal mand råbte dog til os, at vi bare skulle køre udenom køen. Der var ingen modgående trafik, så det lykkedes for os alle sammen, det var dog svært for 15 enheder fylder jo noget i længden. Ved Zagreb samles vi alle for en kort briefing, samt middagspause. Temperaturen er kravlet over de 30 gr.

en enlig badegæst midt på grænsen i Savafloden

En enlig badegæst midt på grænsen.

Fra Zagreb kørte vi igennem et meget fladt og uinspirerende landskab, som siges at strække sig helt til Serbiens hovedstad. Efter et par timers kørsel drejer vi af til højre ind til vi når grænsefloden Sava mellem Kroatien og Bosnien. Stedet hedder Bosanski Gradinski (den bosniske by). Her skal vi igen være tålmodig ved grænsen, som er tætpakket af ventende lastbiler. I det fjerne ser vi de første moskeer, men også flotte ortodokse kirker med flere tårne. Indtil nu har vejene været præget af vestlig kultur, Slovenien endda med et tydeligt bygningsmæssig afsæt i den østrigske byggestil. Her ved grænsen får vi de første indtryk af orientens byggestil og folklore.

Grænseovergangen til BiH

Trængsel ved grænsen til BiH.

Den resterende tur til Banja Luka, som vi passerer ad en ringvej, er smal og lidt ujævn og tydeligt præget af serbiske indbyggere, som har hejst det serbiske flag mange steder. Også skiltene er på det første lange stykke skrevet med cyrilliske bogstaver. Oven i købet så at strækningen fra grænsen er fyldt med boder, kiosker og andre salgssteder, trafikken er tæt og der er mange hastigheds-begrænsninger, som man skal tage sig i agt for. Betjente ser vi nemlig mange af! Det hele virker dog lidt trøstesløst med halvfærdige huse og en del affald langs vejene. Også nogle få huse med skudhuller, ser vi, selvom borgerkrigen nu ligger 13 år bagude i tiden.

den smukkeste dal

Vrbas-dalens smukke kløft

Det er på dette tidspunkt, at vi bliver totalt overraskede! Vi er nemlig kun lige kommet ud af Banja Luka før vi dykker ned i et naturområde, der fuldstændig tager pusten fra os! Det er her, at Bosnien åbner sig fuldstændig, hovedvejen følger et landskab, der nok kan måle sig med den nok så berømte Napoleonsrute i Frankrig. 86 km i en natur, så vild og smuk gennem snævre floddale, søer og bondelandskaber, der hører hjemme i en tid, der går 200 år tilbage i tiden. Godt at vi valgte denne rute og ikke den via Bihac! Det stykke af hovedvej 16 er endda ikke lagt ud som naturreservat, det er ellers en status som området nok kunne fortjene.

Tyrkiske vandmøller i Jajce.

I nærheden af den gamle kongeby Jajce kommer vi til en sø, som hedder Plivsko Jezero (Plivosøen), her finder vi også den første campingplads i BiH. Et flot sted i et planeret område. Campingpladsen administreres af et nærliggende hotel og lige ved pladsen og søen findes der et ejendommeligt område. Plivofloden går lige gennem søen og ved en park, som også er bosniernes store udflugtsområde i denne region, står en række vandmøller, som tyrkerne (osmannerne) byggede her. de virker endnu, men dog kun som en turistattraktion. Det er umådeligt smukt.

Plivo styrter sig ned i Vrbas-floden.

 

Jajce, som er en gammel kongeby, har endnu mange overraskelser til os. Vi har i fællesskab hyret et par guider. Lena taler svensk og er ortodoks troende, mens Benjamin er højtuddannet indenfor økølogisk landbrug og taler et letforståeligt engelsk og er i øvrigt troende muslim. Det giver os et lille indblik i det etniske kludetæppe her i BiH. Men som alle de yngre, vi mødte, kommer de godt ud af det med hinanden og vi får også det indtryk, at det er den unge generation, der bygger landet op. Turistkontoret yder også en førsteklasses service her i byen. de leder os hen til et museum, som står til minde om dengang i 1943, hvor den jugoslaviske republik blev udråbt her i byen. Vores vandretur følger Plivofloden, som går igennem byen og munder ud i floden Vrbas i et mægtigt vandfald.

Bymuren i Jajce.

Højt oppe over byen troner det gamle kongeslot. Det er udløberne af de mægtige mure, der også danner byens 2 byporte. Fra slottets højeste mure har vi en fantastisk udsigt over hele den dal, hvori byen befinder sig, faktisk på et sted hvor tre dale støder sammen. Med det udsyn forstår man den strategiske beliggenhed, som var vigtig for de gamle bosniske konger. Husene omkring broen over Plivo fortæller også deres andel af historien omkring denne beliggenhed, som også var vigtig for kroatere og serbere i borgerkrigen 1992-95. Gabende tomme huse med skudhuller fra maskingeværer og mortergranater var endnu almindelige her i 2008.

Hovedgaden i Jajce.

Den indre by har dog rejst sig fra asken. Hovedgaden præges af moderne forretninger, banker og hoteller - og ikke mindst den nye store moske, som er bekostet af Saudi-arabien. Tagene i byen har et karakteristisk udseende. Med stor indleven i historien har man genopbygget byen en en stil fra det osmanniske rige, som også havde byen som hovedstad i regionen. Vores dygtige guider viser os også en underjordisk kirke fra den osmanniske tid, disse muslimer tolererede kristne kirker - bar de ikke var til at se på jordens overflade. Som prikken over i´et får vi en ældgammel kirke at se, som er bevaret midt inde i et villakvarter. Den er fra det 3.århundrede.

AutoCamp Plivsko Jezero, Jajce.

Campingpladsen skal også have nogle ord med på vejen. Vi havde imødeset ganske enkelt udstyrede campingpladser i BiH. det var på denne første plads ikke tilfældet. Flotte sanitære forhold og stor orden på hele området prægede pladsen, man mærkede den professionelle ledelse fra hotellets side. Adgangen til pladsen var hindret af en bom, som vagterne personligt lukkede op og der var stor sikkerhed på pladsen.

Som man kan se på billedet ligger pladsen i et smukt område. Det er en smuk morgen, som vi vågner op til. Morgentågen hænger over bjergene og vi har nok en fornemmelse af, at det bliver en varm dag. Vi nyder rigtig turen de 40 km ved siden af floden Vrbas, I byen Dinji Vakuf drejer vi af til hovedvej 5. Mange serpentiner fører os op til byen Travnik hvor vi gør holdt for at forsyne os med den berømte ost, som laves her og som er kendt over den meste af verden. 2 kg for 10 Euro.

Se det smukke indre af BiH - klik her.

På billedet anes den stump vej (M5) i bunden af dalen, som vi lige har kørt på.

Vi følger samme vej, som undervejs dog skifter sit europæiske nummer fra E 661 til E 761. 39 km ad denne vej kommer vi til et nyt vejkryds, her skal man huske at dreje til højre i retning mod Sarajevo. Der var en masse vejarbejder i gang i dette vejkryds og vi havner det helt forkerte sted: nemlig i Zenica. Det opdager vi, fordi vi bliver ved med at få solen i ryggen, det mærkelige var, at navigatoren slet ikke protesterede. Vi vidste imidlertid godt, at de balkanske kort ikke var særlig opdaterede, så det var godt at vi hjemmefra havde forsynet os med et godt vejkort. Vi bliver og atter forbavset over den skønhed, som landskaberne opviser. Grønne træer og frodige landskaber overalt.

Med hestekøretøj til Månepyramiden.

Inden vi når hovedstaden, har vi dog endnu en stor oplevelse til gode. I en rejsefører har vi læst noget om nyopdagede pyramider i Bosnien og via Internettet har vi fundet ud af at de skulle være i Visoko, som ligger lige ved ruten til Sarajevo. Temperaturen har sneget sig op til 35 gr.C. Der er ingen vejviser til pyramiderne, men vi stopper op midt inde i byen og spørger om vej. Forespørgslen fører os til et lille uanseligt skilt ved en rasteplads. Her står en emsig mand parat og fortæller ivrigt - på tysk - om solpyramiden, månepyramiden og alle de andre. Der er imidlertid et betragteligt stykke vej at gå og i den varme synes vi ikke vi har lyst til en længere vandretur. Da vi nævner, at det er alt for varmt, har han straks hjælpen parat: naboen har sit hestekøretøj parat og vil køre os både frem og tilbage for 10 Euros.

Udgravning ved Månepyramidens fod.

Vi tog imod tilbuddet og det var en god beslutning! I et hyggeligt og afslappet tempo bliver vi ført rundt i landskabet og får forklaret de forskellige pyramiders beliggenhed. Nu skal lige siges, at der i videnskabelige kredse er uenighed om, at det virkelig er pyramider. Men de skovklædte pyramideformede bjerge har fra en bestemt synsvinkel en umiskendelig pyramideform. Kusken snakker lystigt løs om de huse, vi kører forbi. her bor hans bror, her hans søn, her hans svoger og også hans flagsmykkede hus bliver nævnt med stor stolthed i stemmen. Vi har bestemt os for månepyramiden og ved dens fod får vi en forklaring af de arbejdende arkæologer. Ved pyramidens fod har man startet en udgravning, der ganske rigtigt viser en trappeformet konstruktion. Fra Månepyramiden har vi også udsigt til solpyramiden, selv på lang afstand kan man se den blotlagte top, som dukker frem af skoven. Han er også meget stolt af den nye moske, som landsbyen har forsynet sig med.

Forstør billedet og se resultat af udgravningen på toppen.

Vi var jo meget spændte på, om kusken nu ville afhente os på det aftalte tidspunkt. Efter at have studeret udgravningsstedet og gået et stykke vej op ad pyramiden, er to timer dog en lang ventetid. Den eneste skygge kommer fra nogle frugttræer, som er plantet hele vejen op ad bjerget. Jeg nævner "bjerget", fordi set fra dette, fornemmer vi ikke, at vi befinder os på en pyramide. Foruden frugttræer er der en masse uigennemtrængeligt krat, der forhindrer egne undersøgelser. Vi får dog et fantastisk udsyn over dalen og ser tydeligt udgravning på solpyramiden nogle kilometer væk. Kusken er imidlertid ordholdende og dukker præcist op på det aftalte tidspunkt, vi gætter på at han har været hjemme og få sig en middagslur og give hestene noget vand at drikke.

Muslimsk kirkegård.

På vej hjem fortæller kusken os også at der er i alt syv pyramider i området. Han peger ihærdigt ud over landskabet, hvor vi med god vilje kan se fire. Men never mind, vi kommer velbeholdent "hjem" til campingvognen, som den enlige parkeringsvagt har holdt øje med. Han ville ikke have mere en 10 BAM for sin ulejlighed (38kr). Bil og campingvogn er nærmest glødende af at stå i den stærke varme og vi kan tydeligt mærke, at der er over 50 gr. varmt i solen. Det kan ikke nytte noget at smide noget af tøjet, man bliver solskoldet på ingen tid. det er i hvert fald vores tur til at drikke og campingvognens køleskab knokler for fuldt drøn for at holde temperaturen nede. Vandet er næppe mere end 20 gr varmt, men føles dejlig køligt under disse forhold. Lige ved rastepladsen ser vi en af mange kirkegårde fra borgerkrigens tid.

Camping Oaze i Sarajevo.

Det sidste stykke vej mellem pyramiderne (Visoko) og Sarajevo er udbygget til motorvej og der er et betalingssted lige før vi kommer til hovedstaden. Vi skal køre ad hovedvejen vest om byen og jeg skal love for at der er "rush hour". Vi kommer kun fremad med få meter ad gangen og har stor medlidenhed med de mennesker, der i profpyldte sporvogne gisper efter vejret. Campingpladsen skulle befinde sig i forstaden Ilidza og efter noget besvær finder vi den også. Den bærer det prægtige navn "Oaze" og drives ligesom pladsen i Jajce af et hotelkompleks. Vi finder vor egen oase under skyggefulde træer og det skal vise sig, at det ikke er nogen ubetinget fordel. Grenene hænger nemlig meget langt nede og flere af turens deltagere, deriblandt mig, fik nogle skrammer på campingvognen. Ellers er det en dejlig plads, lufthavnen er ganske vist i nærheden, men der er ikke så megen trafik, at det forstyrrer nogen.

Her i Sarajevo har vi fået bosnisk hjælp. Vera og Mirsad er fødte bosniere, men er nu danskere med bopæl i Maribo. De tager imod os her i Sarajevo. Ikke mindst er de til stor hjælp, da vi skal købe ind til en bosnisk grillaften. Der skal jo købes ind til 36 mennesker og det er ikke nemt, hvis man ikke kan få indfødt hjælp. Ved den lejlighed lærer vi, at hvis man vil have frisk brød og kød, så skal man købe ind om morgenen. Vi får alligevel nogenlunde det, vi gerne vil have. Blot var der ikke så meget lammekød at få sent på eftermiddagen. Der skal siges, at alt blev spist til den fælles aften hvor duften af orientalske krydderier og grill hang tungt over pladsen, ledsaget af bosnisk musik fra en ghettoblaster. Det eneste, der ikke blev spist op af, var vandmelonerne og det syntes vi var mærkeligt, men der var under hele turen ikke mange af os danskere, der faldt for denne dejlige forfriskende spise. For os, der kunne lide dem, var der rester til flere dage.

Vi fik her i Sarajevo et dybt indblik i den bosniske livsform og kultur. Den første dag blev vi via mariboniterne inviteret til en privat sammenkomst hos en enlig dame. Hun fortalte på tysk hvordan hun havde oplevet borgerkrigen, tvungen udvandring, sult og sygdom. Det var ret gribende historier, vi hørte. Det var samtidigt imponerende at høre, hvor mange af disse mennesker havde et overskud til også at hjælpe andre. Også vi danskere fik en del af dette overskud, idet de sørgede for at dørene åbnes for os i Sarajevo, ikke mindst den nye nationalhistoriske museum midt inde i byen. I samlet trop kørte vi med sporvognen ind til byen og en af de mest mindeværdige gader, "Snipers Ally"  (Snigskyttegaden), hvor endnu mange huse stod hen som udbombede ruiner. Primært hoteller og store beboelsesejendomme.

Der er en årsag til, at disse huse står sådan hen: deres ejere har oftest begået grusomme forbrydelser under borgerkrigen mod deres naboer og de kan ikke komme tilbage uden at blive straffet. Dette er et forhold, som gælder for det meste af BiH. Snipers Alley var på en strækning særlig skæmmet af de forladte og ødelagte huse. Når man på landet ser halvfærdige huse, er det en gammel balkansk tradition. Man bygger hus som man har penge til og fortsætter ikke før der er penge til det.

Do not forget...

Med blødende hjerte ser vi også Nationalbiblioteket, nedbrændt efter ildspåsættelse af serbiske bander. Her gik mere end 2 millioner værdifulde gamle bøger tabt. Der er intet, der kan erstatte sådanne kulturværdier og et helt folk bløder den dag i dag, fordi ingen nation kan leve uden beviser for sin historie. Ikke desto mindre kan ingen forhindre, at byen genopstår som fugl Fønix af asken. Mange steder ser vi tydelige beviser for kamp- og pionerånd. Det gamle marked, som var skueplads for frygtelige myrderier - vi kan fra stedet se, hvor nemt det var at skyde fra højdedragene omkring byen, lige ned på markedet - er genopstået næsten lige så farverigt som før borgerkrigen. Her kan vi opleve hvordan sølv- og guldsmede forarbejder tingene i gadedøren.

Der er også mange andre ting, der minder os om, at vi er tæt på orientens kultur. Duften af krydderier hænger tungt i luften, varer falbydes med høj røst. Byens store moske er åben for os besøgende, dog kun en kort stund, der skal snart kaldes til fredagsbøn. Så den oplever vi også, men må dog pænt blive udenfor muren. Denne er dog forsynet med store kighuller. Det er ikke for turisternes skyld, men her oplever vi at det er for kvindernes skyld, de må ikke komme med indenfor til fredagsbønnen. Det er ikke alle, der kan få plads indenfor i moskeen, også gårdspladsen er fyldt til bristepunktet af tilhørere og bedende mænd. Der er ingen, der tager notits af, at vi som turister tager billeder af sceneriet.

Sølvsmed på gaden.

Vi har arrangeret et fællesmåltid for turens deltagere på en lille restaurant lige ud til den travle markedsgade. Endnu engang er vi ved at kløjs i den bosniske nationalret "Cevabci" - en kæmpesandwich. Nogle kaldte det for en burger king size. Stor var den i hvert fald og ikke altid kunne vi spise op.

Vi bliver ført grundigt rundt i byen, går over Principbroen, hvor nationalisten Princip skød den første verdenskrig i gang ved at myrde det østrigske kronprinsepar. Beundrer også det gamle urtårn og nyder i almindelighed det varerige vrimmel og de mangeartede indtryk fra en næsten fremmed verden.

Nu skal man ikke tro, at Sarajevo er en stokkonservativ by. Flertallet er i dag muslimer, men kristne kirker - både katolske, protestantiske og ortodokse - ligger midt byen og side om side med de mange moskeer. Indbyggerne er moderne klædt, bortset fra et mindretal af kvinder, der bærer traditionel muslimsk hovedbeklædning - og ikke mindst de unge piger fører sig frimodigt frem som i enhver anden europæisk storby. Sporvognene er nye, det er skinnerne desværre ikke endnu og ligesom danske og amerikanske busser og s-tog, skæmmes de indvendig af graffiti, men det er billigt og bringer os direkte til centrum.

Vi henter vand fra Bosnas kilde.

Den sidste store oplevelse får vi, da vore bosniske venner leder os hen til en slags bosnisk helligdom: Bosnaflodens udspring, som ligger midt i Svaneparken i Ilidza, kun et par hundrede meter fra campingpladsen. Her står der en samling hestekøretøjer, der bringer os det sidste stykke hen til parken. Som bosnierne tager vi en flaske vand direkte fra kilden, det er tiltrængt, for termometret har igen svinget sig et godt stykke over de 30 grader og vandet er kun 7 gr. varmt. (koldt).

klik på fremvisning af film fra Bosnakilden her.

Links: Camping i Jajce   -  Camping i Sarajevo

FORTSÆTTES TIL BALKANTURENS AFSNIT 2

(klik på linien)

 

tilbage til rejseberetningers startside

 

Campisternes Rejseportal på Facebook

klik på logo

Gruppen Camping & Campingrejser på Facebook

klik på logo

Campingplads Indberetninger på Facebook

klik på logo

klik på logo for flere campingmuligheder

 

 

Gode 

Campingpladser:

 

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

  

 

 

  sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto