Annoncører:

Campingplads Indberetninger

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

 
 

 

Info og rejseinspiration over 45 lande

Startside Regioner (indgangsside til alle campingpladser)

 

Campingrejse til

Normandiet og Bretagne

Billeder med blå kant kan forstørres. Blå ord indeholder links. Brune ord er overnatningssteder.

 

 
Vis stort kort

Kortets blå linje er afmærkningen af den fulgte rute

 

 

 

Vejret er dejligt, på vejen, 2 km ude af byen, kommer vi i tanker om, at sengetøjet ikke kom med i campingvognen. Hurtig vending, tilbage til huset og så af sted igen. Puha!!!

Vi nåede færgen i Rødbyhavn i sidste øjeblik og Østersøen ligger spejlblankt foran os. Et godt varsel om den kommende tur. Først kl. 21 er vi dog i Puttgarden.  Vi vil jo gerne køre et stykke fordi vi har aftalt med nogle venner fra Jylland, at vi mødes på en rasteplads  midt mellem Hamborg og Bremen.

Det bliver en anstrengende tur, hvor øjnene bliver faretruende tunge hen over midnat og først kl. 01,30 når vi mødestedet og går til køjs, efter at have parkeret lige ved siden af vennerne. Dog uden at vække dem.

Den ca. 30 km lange afsluts dæmning i Holland fortæller stadig om den daglige kamp med at holde havet ude.

Fælles morgenmad kl.7 og straks derefter går det videre. Nu er der ikke langt til den hollandske grænse og turen går gennem det flade land vi Afsluitdijk (Den store dæmning) og her holder vi en kort middagspause. Ret begivenhedsløs går turen videre. Det er ikke meningen, at vi skal se noget videre her i Holland, så lidt vest for Amsterdam når vi det store motorvejsnet og vi snor os elegant udenom de store byer Utrecht og Breda og grænsen til Belgien passeres uden stop. Antwerpen køres igennem ad den hurtige motorvej og vi må konstatere, at klokken er over almindelig aftensmadstid. Ingen campingplads i sigte og nu er...

Waregem centrum

...er det efterhånden blevet meget sent, men ved byen Waregem er der en henvisning. Vi følger den og når til en sportsplads, hvor transit-turister er stuvet i lige lange rækker med mindre end 50 cm´s afstand mellem vognene. Nogle kan kun lukke dørene i CV´en op på klem for at sno sig ind og ud! Vi var for trætte og sultne til at lave vrøvl over denne totale mangel på sikkerhedsregler. Lige inden jeg falder i søvn tænker jeg på dette, for sådan noget kan holde mig vågen. Men dødtræt falder jeg dog i søvn.

Maison Sublime, Rouen

Vejret er blevet overskyet næste morgen, morgenkaffe og hurtigt gennem det store industriområde Tourcoing og Lille. Så har vi endelig nået Frankrig og er blevet lede af al det motorvejsræs og drejer snart af ad N25 mod Amiens. De gode minder om denne by bliver dog snart spoleret! Det er blevet regnvejr og et øjebliks uagtsomhed i bytrafikken får mig til at bremse alt for sent, hvilket normalt ikke er et problem, men vejene er så glatte som en skøjtebane. Resultatet er uundgåeligt!  Vennernes campingvogn kommer nærmere og nærmere. Man håber jo til det sidste, lige ind til der lyder et brag, derefter stilhed. Kun lyden af trillende glassplinter fornemmes. Vi stiger ud for at beses skaderne.

Spriten er trykket 40 cm ind, Trækdyret – en næsten ny Toyota Carina – er bukket godt sammen omkring anhængertrækket, medens vores SAAB knap har fået en skramme!. Bagklappen på Carinaen kan ikke lukkes mere. Og ydermere er vennernes vogntræk i det glatte føre rutschet 1,5 m fremad og har knust baglygterne på en foran stående autocamper fra Holland. Ingen er kommet til skade, men jeg kan høre kasseapparatet klinge ganske kraftigt. Lidt nedtrykte kører vi videre efter at have ordnet det økonomiske med hollænderne. Lidt udenfor byen kører vi ind hos en automekaniker for at spørge om han ikke kan bøje anhængertrækket, så vi igen kan lukke bagklappen på Carina´en.

 

Rue de Gros Horloges, Rouen .

Han kigger lidt på det og siger så at han ikke skal nyde noget fordi han skal opvarme anhængertrækket og den ligger alt for tæt på benzintanken til at han tør gøre det.  "Dangereux, dangereux" siger han bare. Vi får lidt snor til at holde bagklappen nede med og fortsætter turen. Næste stop er Rouen, vikingernes tidligere hovedstad i Normandiet. Det er de meget stolte af dér! Vi parkerer på åben gade for at se Jean d´Arcs monument og det fine museum og kirken lige ved. Carina´en er blevet tømt for alt indhold, så...

Eglise St.Jeanne, Rouen

...eventuelle tyveknægte ikke fristes af en åben bil. Selvom jeg er chokeret endnu, er besøget ved byens seværdigheder en stor oplevelse og også de gamle bydele fascinerer mig meget, især urmagernes gade . Tilbage ved parkeringsstedet er der en beboer der fægter vildt med armene og peger på vogntogene. Der hænger en seddel på vennernes Sprite! Fra politiet! Da vi ikke mener at have parkeret forkert, hakker vi os gennem de franske bogstaver. Der står noget om indbrud. Men vi ved jo godt, at Carinaen er itu og åben, så vi tager det roligt, indtil Sprite´ens dør bliver åbnet.

Slotscamping Lez Eaux

 

Alt ligger hulter til bulter og det viser sig at alt børnetøjet og det bedste af de voksnes tøj er blevet stjålet. Det er vel nok en ulykkernes dag, vi er rendt ind i !!! Så nu må vi til politistationen og anmelde det og få de nødvendige dokumentationer til forsikringen derhjemme. Det franske system arbejder langsomt og desuden er det søndag, så det tager 5 timer inden vi kan fortsætte. For en politirapport skal vi jo have af hensyn til forsikringen. Denne tillader til gengæld at der kan købes ny beklædning.

Vi har reserveret plads på en Slotscamping Lez Eaux ved St.Pair ****, i nærheden af Granville, dette sted vil vi bruge som udgangspunkt for flere ture og udflugter i denne del af Normandiet. Granville ligger helt ude ved havet, men klokken er 23 inden vi når stedet, nærmest helt forpustet.

Slotscamping Lez Eaux

Efter foregående dags hektiske oplevelser beslutter vi os for at slappe af, det er også dejlig fransk sommer. Spriten kan ikke kobles fra Carina´en på grund af det bøjede anhængertræk. Så vi spørger efter en mekaniker, der har forstand på Toyota´er. Slotsherren er en greve, som taler engelsk, og han bedyrer at dem findes der ingen af, men der bor en mekaniker i nærheden, som vi får en kørselsvejledning til. Vi havner godt nok langt ude på landet, gennem hulveje og tværs over gårdspladser på diverse landbrug, før vi finder ham. Stedet ligner mest af alt en ophuggerplads, der ligger bilvrag over det hele. Og der er meget stille. Vi finder en ung mand, som er lærling på stedet. Men le Maitre er ikke hjemme, han kommer ikke før kl.14, bedyrer han.

Havnen i Granville ved flod

Havnen i Granville ved ebbe.

Vi lader vennernes vogntræk blive stående og kører tilbage til campingpladsen for at holde konerne med selskab og nyde solen. Efter frokost vender vi så tilbage for at forklare mester vores problem. Og hvad ser vi? Uden at have talt med os har han selv fundet ud af det. Spritens bagende er bulet ud og pladerne nittet på plads, Anhængertrækket er rettet ud og Carina´ens sider er også rettet op så bagklappen kan lukkes og låses igen. Se, det var en rigtig håndværker! Og det hele kostede den rørende sum af 120 FFr. (Ca. 150 kr., 1986) Bare vi kunne få repareret Toyotaen her, sådanne timelønninger kunne vi kun drømme om at betale derhjemme. Nu kunne vi rigtig slappe af og nyde den dejlige sommer. Jeg vil ikke tænke på den forestående regning i Danmark. (efterskrift: den blev på godt 12.000 1986-kr)

Invasionskysten

Næste dag beslutter vi os for en udflugt til invasionskysten, der kun ligger ca. 75 km borte. Vi ser stedet, hvor D-dagen i 1944 tog sin begyndelse og endnu sås resterne af de gamle betonmoler ude i havet. I museet på stranden genopfrisker vi begivenhederne på hin minderige dag, hvor slaget gengives i dets enkelte faser og ser også de gruopvækkende scener på stranden, som de blev filmet på stedet. Her så vi den barske  virkelighed og ikke de glamourøse film fra fjernsynet. De kæmpemæssige kirkegårde ved Omaha Beach og andre steder i nærheden, fortæller jo på en knugende måde, hvor mange mennesker der måtte lade livet i bestræbelserne på at vælte Naziregimet i Europa. Vor taknemlighed overfor alle disse drenge, der måtte lade livet, kan ikke vare længe nok! Det var jo også for os i det fjerne Danmark, de kæmpede!

Havnen i Granville

Vel hjemkommet til pladsen bliver vi med vennerne enige om, at vi vil spise noget af de indfødtes mad, så vi kører ind til Granville for at se hvad der findes af restauranter. Det sædvanlige er  der nok af, men ude på molen finder vi noget, der ser indfødt ud og som byder på friske fisk. Det tager ikke lang tid til beslutningen er taget og vi bestiller en platte ”Fruit de Mer” (Havets frugter). Servitricen kommer med vinen og dækker i øvrigt bord med et kæmpeudvalg af værktøj, spændende fra nåle og gafler i diverse størrelser til noget der ligner nøddeknækkere. Spøgefuldt bemærker vi, at vi skal skam ikke ud at stikke i fakirer. Fiskerne ved baren griner mistænkelig meget ad os turister, som har vovet sig ind på deres enemærker. Jeg må da også indrømme, at særlig fornemt er stedet ikke, men vi får sandelig noget på opleveren! Ind kommer servitricen igen med store terriner og fade og milde moses, vi får øjne så store som rundetårn!

Det er hvad man kan smovse i på kajen i Granville.

Terrinerne er fyldt med blåmuslinger og andet godt, fiskesuppe (Boullabaisse) er der også og på fadene bugner det med krebs, krabber, havsnegle af diverse slags, lidt fisk og ovenpå hviler der kæmpemæssige taskekrabber og hummere. Og så selvfølgelig østers! Nu kan jeg nok se en eller anden rimpe på næsen – men jeg kan godt love jer at det smagte godt. Oven i købet får vi så et bizart skuespil: der er nogen, der har trukket bundproppen ud af havnen, for mens vi sidder der har alle fiskerbådene stille og roligt lagt sig om på siden og man kan gå tørskoet hen over hele havnebassinet! En utrolig oplevelse at se dette skuespil..

Jersey Island, nås hurtigt fra havnen i Granville

Granville er også udgangspunkt for færger til engelsk territorium, nemlig øen Jersey, så vi tager en flyvebåd derud og får et indtryk af denne del af England. Og selv om øerne ligger så tæt på det franske fastland, så ER det engelsk, når man kommer derover. Både byggestil, venstrekørsel og den velkendte bobby, som her endnu ikke er udskiftet med mindre maleriske politibetjente, som i London. Og ikke mindst landskabet, som minder mere om Skotland eller Vestirland. Vi havde flot vejr denne dag og mens konen kigger på butikker i hovedstaden St. Hellier , så fik jeg tid til at snige mig ud til kysten og opleve tidevandet. D.v.s. der var ikke noget vand, så jeg kunne vade tørskoet langt ud over ”havet”, ud til en klippeø med en fæstning på. Jeg bliver endnu engang betaget af dette naturfænomen. Jeg når også at komme tilbage til St. Hellier inden vandet kommer tilbage.

Det blev atter en god dag!

Mont St.Michel

Efter denne dag tørster vi efter endnu flere oplevelser og beslutter, at nu skal vi til det utrolige bjerg ”Le Mont St.Michel”.  Vi lader campingvognen stå, som det også var planlagt. ”Les Eaux” er et dejligt sted og der var ikke langt at køre, kun en lille times tid. Ad små veje naturligvis, for vi vil jo også se noget af det ”rigtige” Frankrig. Og så når vi da ud til dette besynderlige sted, en klippeø midt i et kæmpemæssigt vadehav, med et tidevand på 3-4 m. Hvordan den klat klipper er havnet der, kan kun Vorherre vide.

Udsigt over Vadehavet.

Før i tiden har den tjent som fæstning, sikkert og uindtagelig. Men nu bestormes øen daglig af tusindvis af turister. Der er et leben på gaden som i et cirkustelt, der falbydes de samme varer som alle andre steder, hvor der kommer mange turister. Mest kitsch af al mulig slags. For øen selv har naturligvis aldrig haft nogen næringsvej, der fremstiller produkter, som er specielle for stedet. Det skulle da være omeletten, som er opfundet her på stedet og et stort skilt minder derom og naturligvis er der knyttet en omelet-restaurant til stedet! Her er ikke engang en håndsbred jord at dyrke noget på.

Mont St.Michel, set fra luften.

 Her er det turisme; her går turisterne skulder ved skulder. Men imponerende er stedet, og trods trængslen lykkedes det mig at komme lidt afsides og nyde utraditionelle vinkler og syn over hav og vadehav. Men jeg lover mig selv, at en dag vil jeg komme tilbage i en efterårsferie eller tidligt på foråret, hvor stormene raser og hvor man må kunne få helt anderledes indtryk af stedet. Lige nu er parkeringspladserne langs dæmningen fyldt til bristepunktet. Det er godt at komme hjem og hvile benene ved grillen. Vi får da også en par drinks hos greven, han har en lille bar ude ved laden, hvor vi slår os ned en times tid.

Tidevandskraftværket

Vi holder en dags pause på ”Les Eaux” og så tager vi endnu en udflugt. Denne gang til St. Malo. Også en enestående, forhenværende sørøverby med fæstning, vindebro og høje mure ud til tidevandet. Det kunne godt minde om gårsdagens oplevelser. Den store forskel er, at der her er badestrand lige udenfor bymuren. Det benytter vi os selvfølgelig af. Og så er der et svømmebassin, hvor der er sikkert at fbade. For ude mellem klipperne kan vi se, at tidevandsstrømmen er temmelig kraftig. Svømmebassinet har den egenskab, at det 2 gange i døgn oversvømmes af tidevandet og derved udskiftes vandet på en naturlig måde. Genialt, ikke? Naturligvis skal vi også kigge på verdens første tidevandskraftværk, som bærer navnet ”Usine Maremotrice”. Det er imponerende at se vandet fosse gennem de vældige turbineanlæg, desværre kunne vi ikke komme ind på værket denne dag, men alene at se denne malstrøm kan jo give et koldt gys over ryggen.

Borgen i Avranches

På hjemvejen besøger vi også byen Avranches, som ligger på toppen af en stor bakke. Byen blev totalt jævnet med jorden i 1944, fordi nazisterne et stykke tid havde forskanset sig her. Hovedgaden er derfor en lang lige gade tværs over bakkedraget. Mellem Avranches og Granville tilbringer vi dog mange timer på landevejen. Ikke fordi der er langt, men folk har samlet sig langs landevejen og vi  må da se, hvad det er. Tour de France selvfølgelig og da vi tror, det er lige op over, slår vi os også ned. Så en nærliggende bistro får besøg af os, hvor vi ligesom franskmændene får gjort kål på et par stykker Richard´s. De smager stadigvæk af Kongen af Danmark (Absint).

Tour de France

 

 Det er derfor udelukket, at vi kan køre videre og vi indtager en frokost i stedet for. Det tager stive 4 timer inden cykelrytterne kom. Stor opstandelses, "Les Femmes", lød det i det fjerne. Det betyder "kvinderne kommer" - forskrækket kigger vi på konerne. Er der noget vi har glemt? Men, nej - det er kvindernes Tour de France, som kommer først. Dem har vi aldrig hørt om i Danmark. Så kommer et timelangt reklameoptog af  megen mærkværdig slags og vi bliver bombarderet med kuglepenne, slik, kager, vareprøver af enhver slags - ja, sågar et helt Frankrigskort med de skønneste veje får vi smidt i hovedet. Tungt belæssede går vi tilbage til bilerne - og så kommer de! Det tog hele 12 sekunder - så var det  Tour de France forbi! Som billedet viser, så jeg kun et flimmer af cyklister. Færdig.

Rumskibet Enterprise

Nu skal vi dog lidt videre mod vest, Bretagne lokker! Vi tager N 176 og i St Brieuc drejer vi ad D 786 mod kysten og følger denne til Paimpol. En flot køretur. Overalt er der små boder, der lokker med friske østers eller crepes (Crepe Suzettes), altså små lækre pandekager. Således kommer vi til den lille by Trégastel, i nærheden af Lannion. Fin lille campingplads, med et ikke for højt prisniveau. Dejlig store celler, så selv vi to familier endda har rigelig plads omkring os på en enkelt standplads.  Og med høje hække, der kan give læ, hvis Atlanten skulle finde på at vise tænder.  Det gjorde den nu ikke, der var pragtfuld sommer uden vind alle dage.
Vi laver selv vores ”crepes”  og kan hygge os udendørs hele aftenen. Ved 22-tiden blæser det lidt op, men de høje hække giver fortrinlig læ og vi har været heldige at ligge på den rigtige side af hækken, altså i læ. Vinden dør dog bort igen efter en times tid og vi kan gå i seng med ro i sindet. Næste morgen starter vi så på vores  egentlige rundtur gennem forskellige egne af Bretagne.
 Hvilket vi igen gør på den måde, at vi lader campingvognene stå og kører rundt i den spolerede Toyota eller vor egen SAAB 900. På kortet har vi studeret nogle interessante områder og det første sted, vi tager hen er kystområdet ved Perros-Guirec, nærmere betegnet Pointe du Squewel  ved Tregastel-Plage.
Vores timer ved at studere kort blev til et pletskud. Det vil sige, at her finder vi noget for alle. Vennerne tager på indkøbstur i den nærliggende by på forsikringsselskabets regning, så de igen kunne få tøj på kroppen efter tyveriet, der er dejlig fredelig badestrand mellem klippepartierne  for damerne og jeg får lejlighed til at dyrke min hobby, fotografi, på de udstrakte klippekyster. Her er så mættet med naturoplevelser i en pragtfuld højsommer, at vi er her i adskillige dage. Det kommende og gående tidevand giver os en helt ny måde at leve på og uanset om man går på badetur eller blot på klippevandring, så gør man det ikke uden at have sin tidevandstabel med i lommen. For ellers går det som med nogle andre turister: de må hentes i helikopter på en klippeblok, som pludselig er blevet meget lille. Vi får en anden ro i kroppen ved dagligt at se opleve dette tidevand, ja – man fornemmer det som selve klodens åndedræt. Langsomt hæver og sænker vandet sig som en jordens brystkasse.
En dag står jeg på et fladt klippeparti, der har umiskendelig lighed rumskibet Enterprise, der sejler majestætiske ud i et uendeligt verdensrum. Og dog er man på jorden og denne fornemmelse af uendelighed skyldes alene, at jeg står der helt alene og skuer ud over et uendeligt og stille hav. End ikke lyden af brænding er der. Kun en måges skrig og latter i det fjerne. Jeg kan nu godt forstå at der var noget at grine af, for mennesker er nu noget grinagtige. Der er f.eks. en, som har bygget sit sommerhus helt ud i yderste klipperække. Han må nok fornemme, at han udfordrer havgudernes luner. For han har sikret sig ved at bygge huset midt mellem 2 solide klipper.

Camaret plage

 Et stenkast derfra står en villa og rager som en solitær klippe ud i luften på den bare mark. Også han ser ud til at have sikret sig mod højvande. Jeg selv får skudt adskillige ruller film her ude mellem klipperne (det var før digitalfotografiets tid!) og det bliver til en dejlig samling vidunderlige fotografier derhjemme.

Pointe du Raz

En af de andre udflugter går lidt vestpå. Syd for Brest og vest for Quimper ligger der nogle pragtfulde halvøer, som vi vil se lidt nærmere på.  De har begge et udsigtspunkt ud over Atlanterhavet, hvor nærmeste fastland mod vest er Amerikas kyster. Først tager vi kap Pointe du Raz, et vildt klippeparti med vidstrakte udsigter over oceanet. Her er intet som forhindrer øjet i at skue langt, for stedet ligger meget højt til vejrs. Efter denne oplevelse, som vi ikke kunne blive mæt af, kører vi rundt om Douarnenez-bugten – her er der mange campingpladser - til halvøen Crozon, hvorpå der ligger en smuk by af samme navn.

Camaret sur Mer

Et par kilometer længere kommer vi så til den lille fiskerby Camaret-sur-Mer, (Municipal Camping) som ligger godt beskyttet i en lille bugt bag høje klipper. Her fornemmer vi, at tiden er gået i stå. Alt er søvnigt og i bugten ligger skibsvrag lige ud for strandpromenaden, hvis vi kan kalde hovedgaden ved dette navn.  På en måde et det jo affald, vi kigger på – men det ser også ganske malerisk ud.

Kap Pen Hir

Det er blevet sent på eftermiddagen, da vi når ud til et kap, som hedder Pointe de Pen Hir. Her er udsigten en ganske anden. For bagved udsigtspunktet er der en række andre klipper, der er strøet ud som klippeskær et langt stykke til havs. Helt sikkert et frygteligt sted for en kaptajn, når han passerer stedet. Som savtakkede sten står klipperne og skærer tænder af skibene, som sejler forbi. Det var da også her i nærheden, at et stort skibsforlis fandt sted; en olietanker hvis last forpestede hele kysten.

Kap Pen Hir

Vi kan imidlertid nyde udsigten i den stille sommeraften. Men pludselig – og uden varsel – fornemmer vi et strejf af kold luft. Jeg har før oplevet det ved Gudhjem på Bornholm og er parat med kameraet, for jeg ved at her kommer der havgus om et øjeblik.  Ganske rigtig, pludselig kommer der en sky NEDEFRA og kravler op over klippekanten, til trods for, at vi vel nok er ca. 100 m til vejrs. Vore venners dreng sidder endnu på en klippetop og skuer ud, men jeg har kun blik for det dramatiske i situationen. Og fanger da også  et billede, som bliver lidt af et kunstnerisk scoop i senere sammenhænge hjemme i fotoklubben. Klik blot på foto´et.

Lorient

Jo, her på Bretagne er der meget at kigge på, de store grotter ved Morgat skal heller ikke glemmes. Men vi drager videre i feriens eneste regnvejrsdag, krydser vi med vogntogene Les Montange Noires (De sorte bjerge) ad vej D 769 for at bevæge os mod syd, mod byen Lorient hvor vennerne har bekendte på et landsted, hvor vi får lov at slå os ned. Her på sydkysten er helt anderledes end på nordkysten. Nok er der også klipper, men der er også lutter små bugter, som danner skjul for mange små lystbådehavne, som slet ikke fandtes på nordkysten. Og selvfølgelig er det et eldorado for østerselskere, vi nøjes dog med en aften med kæmperejer og baguettes hos vore franske værter. Og masser af lækker hvidvin!

 

Camping Atlantys ved Lorient

 

Også finder vi ud af at man ved hjælp af lidt vin og velvilje fra samtalepartnerens side kan meget mere fransk end man troede. Vi skal selvfølgelig også på badeferie ind imellem og har udset os Qiberon halvøen som et godt sted, for der ser ud til at være sandstrand. Der var der også. Pragtfuld strand – der var bare det, at det var lørdag og folk fra storbyerne Rennes, Nantes, Tours og Paris og hvad ved jeg, også havde fundet ud af det. For første gang i vort liv kneb det med at få en parkeringsplads. Men det blev en pragtfuld badedag med høj sol og – man tror det næppe – endnu engang vindstille. Det var faktisk første gang at vi fornemmede, at nu badede vi i det store Atlantiske ocean.

Next stop Amerika!

 

Når stormen raser på klippekysten til Biscayen

 

Opholdet på Bretagne nærmer sig nu sin slutning, vi har hjemmefra vedtaget at feriens næste 14 dage skal slutte i Dordognedalen. Endnu engang. Men inden vi forlader Bretagne stopper vi op ved de berømte bautasten ved Carnac, som i deres historie er lige så mystiske som Stonehenge i England og i øvrigt rejst for ca. 5-6000 siden.  Så forlader vi denne smukke halvø, som forlænger det franske fastland ud i Atlanten. Et smukt og oplevelsesrigt sted.

UDVIDET REJSEBERETNING FRA DETTE OMRÅDE SES HER.

 

Campisternes Rejseportal på Facebook

klik på logo

Gruppen Camping & Campingrejser på Facebook

klik på logo

Campingplads Indberetninger på Facebook

klik på logo

klik på logo for flere campingmuligheder

Seneste opdatering af denne side: 17. januar 2015

 

Gode 

Campingpladser:

 

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

  

 

 

  sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto