Rejseberetning fra Dordognedalen i Frankrig

Turen er gjort adskillige gange og ovenstående billede er fra en af de utrolig smukke morgener ved floden. Nedenstående beskrivelse er derfor gjort som et sammentræk fra dagbogsnotater fra 5 ture(1978, 1980, 1981 1996, 2003, 2007). Alle ture er gennemført med campingvogn, hvor der også under frem– og tilbageturen er afset tid til hvil, turistbesøg og om muligt solbadning. Der er taget rigelig tid til ud- og hjemrejse.

Ovenstående billede er fra camping Municipal i Cenac/St.Julien, lige for foden af klippebyen Domme. Nedenstående er en statue af Cro Magnon manden, hvis rester er fundet i Dordognedalen ved Les Eyzies og som er et symbol for hele området.

Neckargemünd Camping	En kold vinterdag i 1979 hørte vi et radioforedrag om et sted i Sydfrankrig, der hedder Sarlat og som lå i Dordognedalen. Den danske forfatter Jens Kruse, dengang et velkendt navn i fjernsynet, blev også interviewet og han fortalte meget malerisk om byen og egnen. Vi besluttede på stedet, at dette sted måtte vi besøge — det var lige noget for os. Som ved andre rejser sydpå, har vi igen foretrukket at tage motorvejen gennem Tyskland helt ned til Basel. Da vi tager hjemmefra (Nykøbing F) allerede fredag aften. Efter færgeoverfart kan vi køre et par hundrede km inden vi tager en overnatning på en rolig plads i nærheden af motorvejen. I de senere år har vi foretrukket ikke at bruge rastepladserne mere, fordi sikkerheden ikke er ret stor mere. (et tips om et godt overnatningssted er lagt på Tysklandssiden ). Hen på eftermiddagen om lørdagen passerer vi Frankfurt og mærker nu, at trafikintensiteten aftager betydelig. Vi snupper igen en overnatning på den hyggelige campingplads i Neckargemünd ved Heidelberg.,
Neuchatel Sø, udsigt mod alperne	før vi søndag morgen fortsætter mod syd. Alt er rolig ved grænseovergangen i Basel, de i trafikradioen nævnte Stau´s om lørdagen er fuldstændig forduftet. Vi får vores klistermærke på og beder denne gang personalet om ikke at sætte det på campingvognens rude, hvorfra det er komplet umulig at fjerne. Derefter nyder vi de flotte landskaber nord for søerne og indlægger en lang afstressende middagspause undervejs, fordi vi har fundet en meget rolig parkeringsplads med flotte udsigter over vinmarker og bjergene på den anden side af søen og hvor der også er fredeligt nok til at pigerne kan tage et par timers solbad. Først hen på aftenen triller vi ind på vor foretrukne og lille, hyggelige plads i Neuchatel, som ligger direkte ned til søen af samme navn. Der er igen tid til en dejlig promenade langs søen inden vi går til ro. Næste dag skinner solen igen fra en letskyet himmel, og det er rigtig sommerlig lunt, så vi kan køre med åbent soltag. Vi orker ikke rigtig bytrafikken gennem Geneve og stikker af fra hovedvejen ved at dreje til højre og tager en smutvej bag om byen gennem de skønne Jurabjerge. Der er ikke stejlt nogen steder, selv den lille Citroën GS klarer turen uden problemer med sine sølle 62 HK og Adria´en bagved. Nu er det tid at køre efter rigtige Michelin-kort. De er bare geniale til de franske landskaber og tilhørende veje.
Fisken fanges i Bourg	Vi har diskuteret lidt hvor vi skal overnatte og det bliver igen til et ophold i Bourg-en-Bresse, lidt øst for Macon. Pladsen er både til fastliggere og til transitgæster og den er temmelig billig. Men sikke en fisk man kan fange i en lille bæk direkte fra pladsen! (se foto). Brusebadet har en genial vandbesparende anordning. Man skal nemlig trække i en snor for at få vand ud af bruseren og man får kun vand mens man hænger dér. Og det er garanteret ikke længe! Senere støder vi oftere på denne franske opfindelse. Næste dag er det fransk sommer og vi krydser den store nord-sydgående hovedvej ved Macon og begiver os ad små hyggelige veje i retning mod Michelinbyen Clermont-Ferrand. Vi har også krydset Loirefloden og kører i eftermiddagsheden over et ret fladt landskab. I det fjerne tårner sig nogle kegleformede bjerge op. Det er en række udslukte vulkaner, som i sin helhed benævnes ”Massif Central”. Clermont´s centrum med domkirken ligger på sådan en kegletop og gaderne herfra går alle nedad, hele kompasset rundt. Et besynderligt syn.
Dordognedalen	Shorts, T-shirts og lette bluser er for længst fundet frem og vi finder efter lidt forvirring i byens gaderne vej N 20 til Brivé-la-Gaillarde, fortsætter sydpå i retning mod Cahors. Der er ikke langt til byen Soulliac og her støder vi på Dordogne-floden. Vi drejer til højre ad vej D 703 og kommer nu til at opleve vort livs smukkeste køretur. Vi følger vejen indtil vi lidt syd for Sarlat ved floden finder campingpladsen Beau Rivage i nærheden af den lille by Domme. (Senere har vi foretrukket Camping Municipal i ST.Julien/Cenac ved broen 2 km syd for dette sted. Se også på udenlandske campingpladser Vi har reserveret plads lige ned til floden hjemmefra og den står parat til os. Nogle unge hollændere er receptionspersonale her og modtager os på engelsk, hvilket er behageligt, da vi ikke er særlig franskkyndige. Der er en dejlig svømmepøl, som pigerne glæder sig til, men vi kan også svømme i floden.
fra Céredalen	I øvrigt har vi på de varmeste dage ophold med klapstole og det hele på en sandbanke ude i floden . D.v.s. hele indretningen og benene dyppes i vandet. Dette kan ikke lade sig gøre i alle år, for vandstanden i floden varierer. Dordognefloden var i sin tid grænseflod mellem England og Frankrig - det var i 100års krigen i det 13. Og 14. århundrede. Derfor findes der langs hele floden borge og fæstninger. I udstyr og udseende noget, man ser i tegneserien om Prins Variant. En del fungerer som museer, andre er beboet., kun få er rene ruiner. (foto)
Byport i Domme *) Jens Kruse er en dansk forfatter, der i 70´erne optrådte meget på TV som dommer i en gættekonkurrence (Spørg Århus), han var også gastronom og medstifter af det danske gastronomiske selskab..	Ved at have opholdt os på campingpladsen nogle dage, lægger vi mærke til en klippemur lidt længere væk, som ser ud til at have huse på toppen. Vi beslutter os til at tage tingene nærmere i øjesyn og kigger lidt på kortet for at finde en vej der op. Der er 2 veje og vi beslutter os til at tage den ene op og den anden ned. I serpentiner går det op gennem en skov og uden varsel ligger der en bymur. Vi måber - aldrig har vi set noget lignende. Skydeskår med tydelige spor af pile og kugler rundt omkring hullerne. En byport, som vi kun lige akkurat kan komme igennem og indenfor smalle stræder med ensrettet trafik. Vi sniger os frem til et lille torv, som viser sig at ligge på plateauet lige over campingpladsen. Her er kirke, souvenirboder og hotel med restaurant. Da priserne er rimelige, beslutter vi os at tage en menu heroppe en lun sommeraften. Og kommer ikke til at fortryde det. I modtagelsen sidder Madame selv og spørger hvor vi kommer fra. Da hun hører ordet Danemark bliver hun endnu mere overstrømmende og udtaler ordet ”Jens Kruse” *). Således fik vi at vide, at det var her han holdt til. Og får da også hans yndlingsplads ved vinduet, hvor vi kan skue ud over hele dalen. Det viser sig, at Domme er lidt af en turistmagnet, fyldt af butikker med potterier, kniplinger, gåse- og andeleverpostej og alskens godt fra egnen. Og meget skidt fra hele landet, som turister ynder at købe.
Neandertalmanden Cro Magnon i Lez Eyzies	Dordognedalen ligger midt mellem Biscayen og Cote dÁzur og hører til de mest vejrstabile strøg i Frankrig. Klimaet er meget behageligt og det er det eneste sted i vort lange campingliv, hvor vi har kunnet holde ud at være i længere tid. Grundet flodens nærhed falder der en del dug om natten, denne nedbør er nok til at holde landskabet grønt og frodigt. Vi ser derfor en stor mangfoldighed af afgrøder. Tobak, valnødder, majs hører til de fremtrædende. Og trøfler! Dermed er også sagt at stedet - hele omegnen - er arnestedet for det franske køkken. Foie Gras - (gåseleverpostejen) kommer også herfra. Landskabet er afvekslende med frodige bakker og klippepartier hist og her - det kunne faktisk minde om Bornholm nogen gange. Hvis vi ser bort fra den historiske tyngde der overalt har sat sit præg i både landskab, historie og byliv.
Aftenfoto fra Cenac/St.Julien: Man kan kun ane, at der her ligger en skøn campingplads. Ovenover troner klippebyen Domme.-	Navnet på hele egnen er Perigord, hvis administrative hovedstad er Perigueux, men Sarlat (Sarlat la – Caneda) er det historiske midtpunkt. Det er en meget gammel by. Vi har set huse helt tilbage fra 100års krigen, men mange fra det 16. Og 17. århundrede. Bevæger man sig rundt i byen - væk fra det altid fyldte torv, er der i hundredvis af maleriske vinkler og har man et blik for dette, er det underfuldt at traske rundt i de gamle gyder og nyde skønheden og den meget store ro, som hersker her. Hvis vi kigger i toppen af denne side, ser vi på billedet af manden fra Cro Magnon. Mange har kaldt Dordognedalen for menneskets vugge. Homo sapiens erectus - det oprejste menneske - har dog ikke sin oprindelse her, derimod har stedet været tæt befolket af dets forgænger, Neandertaleren.
	Rettelse: Siden ovennævnte besøg har byen Sarlat installeret højttaleranlæg i byen og der er kommet mange flere restauranter. Dette har efter min mening spoleret stemningen lidt - men det er lige malerisk af den grund, især i sidegaderne. Se foto forneden på siden.
Hulemalerier	Floddalen og også de tilstødende, hvoraf der er mange, vidner om at vandstanden i fordums tider var meget højere. Adskillige steder virker det lidt hen imod Grand Canyon du Verdon i Provence. Vandslebne klipper hænger ud over vejen og under dem finder man de mange huler. Vi har besøgt nogle af dem. De mest berømte i Lascaux er for længst blevet lukket, da folks udånding fik luften til at være for at være for fugtig og true de mange hulemalerier. Les Eyzies derimod har åbent nogle få timer om ugen (endnu oplysningen er med forbehold). Vidunderlige ting skuer ned på os og vi får en dejlig eftermiddag ud af det.
Klippebyen La Roque-Gageac, kun 1,5 km fra Municipalcamping i St.Julien/Cenac	Rettelse: Der er nu i Lascaux opført en rekonstruktion af hulerne i naturtro gengivelse udenfor de egentlige huler - dermed er der nu igen adgang for besøgende til at se de vidunderlige hulemalerier og de flotte huler Hulerne i Les Eyzies er stadig åbne.
Fransk krebsekalas.	Tilbage på campingpladsen er fiskehandleren kommet. Han har en masse krebs med i sin vogn. De skulle komme fra floden, siger han. Det må vi da prøve! Men vi aner faktisk ikke hvad vi skal stille op med dem. Vores franske begrænser til nogle få gloser, men vi tager kontakt med nogle franske naboer og spørger ubehjælpsomt hvor mange minutter de skal have i gryden. Fingersprog kan jo gøre det!! Men, hvad sker der nu? Alle franskmænd styrter hen til fiskemanden og kommer også tilbage med flodkrebs og bænker sig rundt om os og forklarer hvordan den giftige endetarm skal tages ud og at 10 minutter i kogende vand skulle være nok. Og inden vi ved af det, er der samlet til krebsegilde. Vi kommer til at møde disse naboer flere år og bliver altid modtaget med kindkys og smil, som det sig hører til i Frankrig, selvom det kniber med sproget.
Camping Municipal i ST.Julien/Cenac.	Ikke langt fra campingpladsen finder vi en lille flække ved floden, som er meget dyb her. Den glider derfor rolig af sted. Stedet hedder La-Roque-Gageac og har nogle skønne pandekager og is steder , hvor vi tit sidder og nyder denne dessert efter aftensmaden, som vi nogle gange laver selv, andre gange køber hos campingmutter som dagens ret. Eller vi spiser på en af de små sidegaderestauranter i Sarlat, hvor man kan få 3-retters menuer til næsten ingen penge.
Et andet billede af La Roque-Gageac.	Rettelse: Efter det ovennævnte besøg er der foretaget udvidelser langs floden i La Roque-Gageac. Dels med P-plads, dels med kaj til udflugtsbåde. Det er derfor ikke muligt at nyde udsigten over floden direkte fra restauranterne mere. Men den ejendommelige stemning kan stadigvæk opleves fra de højere liggende stræder eller lige udenfor byen mod vest.
De skønne bymiljøer i Sarlat.	Udflugtsmuligheder er der i det hele taget nok af. Gentagne gange kører vi en tur op – eller nedad floden for at tage et kig på de mange borge og slotte - eller bare nyde landskabet. Og så må vi jo ikke glemme, at vi også er kommet her for at nyde vinen. Det siger sig selv at trøflens hjemland også på dette område har godt at byde på. Der er ikke så langt til Bordeaux og ikke mindst området i Graves, som har besnæret os. Gentagne må vi på besøg dertil. Favoritstedet kom til at hedde Chateau Millet, lidt syd for Bordeaux. Vinslottet ligger direkte ved Girondes bred og byder på både flotte hvid- og rødvine, som også kan købes i DK. Men de har deres pris! På vejen til og fra Graves støder vi på en lille by, der hedder Bergerac. Her i området er der mange vinsmagningssteder direkte ved landevejen og jeg synes det er synd for mig, at det er mig som kører bilen. Men det er tilladt at smage på vinen uden at drikke den. I dette område er de lette vine dominerende. I modsætning til Graves og Medoc-området. Bergeracvinene når deres højdepunkt allerede i 3-4 års alderen og de er virkelig til at købe for rimelige penge, så det er noget vi benytter os af, især da de er så velsmagende, som de er og også viser sig at kunne tåle transporten hjem. Senere er netop disse Bergeracvine blevet ganske populære i DK og vi glæder os over at vor lokale vinhandler er opmærksom herpå.
Klippebyen Rocamadour er Frankrigs 4.mest besøgte turiststed.	Dordogne er en stor flod, som har sit udspring lige syd for Clermont Ferrand, i Centralmassivet. Vi beslutter os i første omgang at følge floden tilbage til hovedvej N20, som vi krydser og fortsætter ad D 703 ind i den øvre Dordognedal. Her finder vi meget smukke, bakkede landskaber med forunderlige stenstrukturer langs floden, som er så karakteristiske her, fordi de lave bjerge mest består af kalksandsten. En sideflod til Dordogne hedder Cére og vi besøger den smukke kløft Gorges du Cére inden vi drejer lidt sydpå mod byen St. Cére og derfra videre ad D 677 mod vest til Padirac, hvor vi opsøger det meget store hulestystem Gouffre de Padirac. Vi har set mange huler i vort liv, men dette slår alt i den henseende. Efter at have set disse huler, beslutter vi at nu har vi set de huler vi skal se! Men lige i nærheden finder vi endnu en stor seværdighed, som endda hører til en af Frankrigs mest besøgte: klippebyen Rocamadour. Vi bliver allerede ved indkørslen til byen henvist til en parkeringsplads og begiver os til fods ind i byen. Milde Moses, hvilken oplevelse! Byen er nærmest hugget ind i klippevæggen, der rejser sig 100 m over gaden. Et enkelt billede kan kun give et overblik, men ikke gengive det virkelige indtryk fra dette særprægede sted. Det skal simpelthen ses. Over de maleriske huser rejser sig et kloster, delvist inde i klipperne og over det hele troner et lille slot med kirketårn.
Parc des Volcans de Auvergne, Centralmassivet.	Nu er dagene i Dordogne talte. Campingvognen hægtes på krogen og vi beslutter at vi på hjemvejen vil opleve Centralmassivet ved at følge floden så tæt til kilden som mulig. Også dette bliver en storslået oplevelse og Michelin-kortene er en fantastisk og nem hjælp på de små veje. Vulkanlandskabet er aldeles smukt og efter de hede dage i Dordognedalen er det en lise atter at fornemme den kølige bjergluft. Vi finder en lille Municipal campingplads og kører en dagstur i området. Med bilen bestiges bjerget ”Mont Dore”, der er stort set ingen autoværn og vi kommer op i 1885 m højde. Skråningerne nedad bjerget er saftiggrønne med et væld af blomster i græsset og stilheden i denne højde betager os. I nærheden finder vi andre veje og bjergruter, som er Tour-de-France rytternes mareridt næsten hvert eneste år. Graffiti teksterne på vejbanen minder os hele tiden herom.
Hospitalet i Beaune besøges på hjemvejen.	Vi har fulgt Dordogne-floden tilbage til dens udspring og er nu mæt af oplevelser og begiver vi os nu mod motorvejen syd for Clermont Ferrand og følger så A6 nordpå. Vi gør holdt i Beaune og camperer på en plads ved en bondegård, ikke langt fra motorvejen. Om aftenen tager vi en tur ind til byen og kigger på det berømte hospital og oplever også et lyd– og lysshow inde i hospitalets gård. Næste dag er vi tidligt oppe, alle campisterne er gennemrejsende og der er et leben uden lige - ja, ligefrem kø ved afregningsbordet hos campingmutter. Vi følger motorvejen A36 mod Mulhouse og er kort efter i Tyskland, hvor det i strakt galop går over Kassel hjem. Og atter engang må vi opleve at de berygtede bakker ved Kassel ikke er noget at snakke om. Det er et langt træk til Puttgarden, så vi tager en enkelt overnatning til i Giessen (Tyskland), hvor vi har gode venner.

Nogle opdateringer fra 2003:
Den beskrevne campingplads "Beau Rivage" ved Vitrac/Dordogne har siden beskrivelsen foroven fået et betydeligt udstyrsmæssigt løft bl.a. med tennisbaner, solterasse ved en større svømmepøl m.v. Flodbredden er blevet bevokset, således at der ikke mere er direkte udsigt til den smukke flod. Prisen er til gengæld fået et betydeligt løft. Har man ikke til sinds at betale denne afgift, kan Camping Municipal i Cenac/St.Julien anbefales, 2 km mod syd fra Beau Rivage. Se billede i toppen af denne side. Prisen er det halve, de sanitære indretninger i top og udsigten over floden bevaret. Til gengæld er der lidt fjern trafikstøj fra den nærliggende bro. Der er kanoudlejning og gratis bademulighed og solrige enge direkte ved pladsen, hvor man kan ligge og slappe af, mens den kulørte armada dagen igennem flyder forbi. Der er kommet mange flere campingpladser i omegnen. De fleste ved floden og næsten alle med kanoudlejning. Alle andre seværdigheder, slotte og landsbyer er bevaret som i de gode gamle dage, om end der overalt er flere turister. Muligheder for gode indkøb af vin, foie gras Gåseleverpostej), Confit de Canard (syltet and)honning, lædervarer og potterier er forøget ganske drastisk. Det må anbefales at man ved hjælp af sine Michelinkort finkæmmer området - der er fantastisk smukke steder næsten overalt og der er langt flere seværdige steder end her beskrevet. GPS er fint at finde vej efter, men det er kun de gode Michelinkort der afslører noget om en egns topografi.