Infoside Irland

Klik på billederne, så kan du se dem større - er du usikker om grevskabernes placering, så klik på det grønne kort	Irerne er et muntert, snaksagligt og imødekommende folk, der let bryder ud i folkloristiske sange, og finnerne har let til kniven. Det gamle citat fra geografibogen vedr. finnerne er der ingen, der tror på i dag, men det er heller ikke vores indtryk, at der er hold i den mere positive omtale af irerne. Irerne trasker ikke lalleglade rundt, men ligner til forveksling os andre (der er dog betydelig flere, der er rødhårede). Hvis du lever af turister, og det er der mange, der gør, er du selvfølgelig nødt til at være mere imødekommende, end hvis turisterne bare altid parkerer deres store autocampere i din private indkørsel.
	Hvis turen til England foregår med DFDS (www.dfdsseaways.dk) Esbjerg -Harwich, bliver deres tilbud, en Irlandsbillet (med Irish Ferries www.irishferries.ie ), lige pludselig meget interessant. DFDS er uden tvivl det selskab, der sælger den billigste billet til Irland. Den kan dog kun købes i forbindelse med billetten Esbjerg – Harwich. MEN de kunne ikke før april måned 2003 tilbyde en campingvognsbillet til Irland. Via diverse mails lykkedes det os at få DFDS og Irish Ferries til at udvide samarbejdet til også at omfatte transport af campingvogne. Og prisen var stadig over 1000 kr. lavere, end hvis vi havde købt billetten direkte hos Irish Ferries (Stena Line var endnu dyrere) DFDS tilkendegav efter debatten med Irish Ferries, at de fremover var villige til også at sælge campingvognsbilletter til Irland. Om de holder ord, og om det også på et tidspunkt vil fremgå af deres hjemmeside, vil vise sig.
	Den samlede færgebilletpris fra Danmark til Irland retur, via Esbjerg – Harwich og Holyhead - Dublin for 2 voksne, bil og campingvogn i højsæsonen, er ca. 8000 kr. incl. den rabat man kan få via DCU eller div. indkøbsforeninger, som DFDS har kontakt til. Det KAN gøres billigere ved at køre til Hook van Holland eller Calais, men da det ville tage et par dage ekstra hver vej, valgte vi at tage til Esbjerg.
	Det styrtregnede i Esbjerg Sankt Hans aften, da Dana Sirena afsejlede kl. 19. Det var en heldagsregn, som med nogle dages mellemrum, skulle forfølge os de næste tre uger. Dog, når det regner i Irland, og det gør det tit, er det mest en stille silende regn. Ikke de kraftige sommerregnskyl vi kender fra Danmark. Efter for 3 år siden at have taget kysten rundt på nær det nordvestlige hjørne Donegal, ville vi nu til de indre counties, Donegal samt et gensyn med Nordirland.
	I den nord- og nordvestlige del, i Sligo og Donegal, regner det dobbelt så meget som i Danmark (op til 1500 mm/år) og også dobbelt så meget som i den sydøstlige del, Wexford, Wicklow og Dublin. Det nordlige Irland har også færre solskinstimer end den øvrige del, men vintertemperaturen når sjældent under +5 C. Dana Sirena er et særdeles behageligt skib at sejle med, men væsentlig mindre end det tidligere Dana Anglia. Om det er skibets størrelse eller det færre antal passagerer, der er afgørende for graden af underholdning, ved kun DFDS, men vi savnede den i mange år ansatte engelske konferencier, der præsenterede sine dansepiger fra Liverpooooole og orkestret fra Østeuropa. Nu er der kun plads til én, men kvalificeret, musiker/sanger henne i krogen.
	Efter ankomsten til Harwich kørte vi mod M25, motorvejen omkring Storlondon.. Hvis vi kunne nå M1 ad denne vej inden myldretiden, ville det være hurtigere end at skyde genvej ad de mindre veje (et godt råd fra et dansk/engelsk par, som er bosat i den nordlige del af London). Det lykkedes. Vi fulgte M1 til M6 og drejede fra ved afkørsel 12 for at prøve at finde The Anchor Inn.
	The Anchor Inn, der er en meget idyllisk beliggende pub langt ude på landet ved en kanal, betjener de smalle fritids- og turistkanalbåde, narrowboats, der sejler forbi. Her er også en græsplæne, hvor der er plads til højst10 vogne. En rigtig Back to Nature plads. Vi blev af den eneste ”tourer” foruden os selv advaret mod at lægge os for tæt ved indkørslen til pubben, da de lokale, der besøgte stedet om aftenen, plejede at være meget støjende, når de gik hjem. Man skelner mellem ”tourers” og ”statics”, alt efter om du snarest drager videre til den næste plads, eller om du er fastligger. Pubben kan findes på den noget ukendte side, der hedder : www.caravancampingsites.co.uk, og som i modsætning til The Caravan Club´s www.caravanclub.co.uk, som er den engelske parallel til DCU, ikke kræver medlemskab.
	Standarden på de små pladser er meget svingende. På The Anchor Inn er der strøm, en vandhane og et toilet under et halvtag i forbindelse med pubben. Intet andet, men væggene på toilettet var ny-tjærede. Pris for en overnatning 5 £. Der findes masser af pladser på denne størrelse, hvor de sanitære installationer er meget bedre - men den lå nu meget idyllisk og øllet var godt . Men vi kom ikke i bad den aften og den følgende morgen. Alle de campingpladser vi har været på i England, Skotland og Irland i løbet af de sidste 10 år, selv de mindste, har været forsynet med de blå CEE-stik – det kan vi ikke prale af i Danmark, hvor der stadig er brug for en adapter af og til.
	Engelske og Irske campingpladsejere er aldeles ligeglade med campingpas. Det er ikke for deres skyld, at vi danskere tit er i besiddelse af et dyrt internationalt CCI- pas. Det eneste englænderne en meget sjælden gang har brugt mit campingpas til (når jeg nu alligevel stod og viftede med det), var for at se hvordan jeg stavede mit navn. Det skandinaviske campingpas CCS, der kun koster 80,-kr./år, er også anerkendt i Storbritannien og Irland, læs mere om campingpas her , men er heller ikke nødvendigt . Enhver englænder med respekt for sig selv, ville få det dårligt bare ved truslen om at blive registreret andre steder end i sin hjemkommune- f.eks. at skulle have et personnummer, der skulle registreres centralt i London.
	Fra The Anchor Inn til Holyhead, hvorfra Irish Ferries sejler til Dublin, er der ca. 175 km.. MEN vi blev advaret om, at det ville tage mindst 4 timer at køre strækningen, da vejen er tosporet (ét spor i hver retning) og trafikeret. Det tog over 4 timer, men efter den tur besluttede vi at skære 1 uge af Irlandsturens planlagte 4 uger og i stedet bruge den i Wales. Wales er pragtfuld.
	Verdens største bilfærge Ulysses (naturligvis opkaldt efter irske James Joyces mest berømte roman Ulysses) ejes af Irish Ferries og besejler ruten Holyhead – Dublin. Der er 7-8 vogndæk, og selv i højsæsonen, hvor vi sejlede, var der masser af ledig plads. En dejlig færge, men da jeg på hjemturen 3 uger senere vekslede mine € til £ om bord på færgen, blev jeg uden at bemærke det påduttet en 5£ seddel fra Nordirland. En £-seddel fra Nordirland kan ikke bruges i engelske forretninger og naturligvis slet ikke i den irske republik, så veksel-damen var sikkert glad for at komme af med den til en naiv, kontinental turist .
	Jeg har kendskab til 6 forskellige £-sedler, der lyder på samme beløb. Fire fra Nordirland ( Bank of Ireland, Ulster Bank, Nothern Bank og First Trust Bank), én fra Skotland (The Royal Bank of Scotland) og så den vi kender fra Bank of England. Kursen er den samme, og de burde kunne bruges i flæng , men det kan de ikke. Ingen forretninger i Storbritannien (England – Wales – Skotland) vil modtage £-sedler fra Nordirland. Og ingen forretninger uden for Skotland vil modtage £-sedler fra Skotland. Alle forretninger vil gerne modtage £-sedler fra Bank of England, og alle banker i hele kongeriget bytter til de ”rigtige” £-sedler uden gebyrer. Jeg har ikke kendskab til andre lande, hvor private banker har tilladelse til at producere gangbar valuta.
	Efter ankomsten til Dublins myldretid med Ulysses brugte vi 1 ½ time på at komme ud af centrum til ”forstaden” Clondakin på N7, hvor campingpladsen Camac Valley ligger. Det er en storby-campingplads med orden i tingene, og hvor hver enkelt plads er afskærmet med hæk på tre sider. De 4 tildelte stjerner er fortjent. På denne side er der en særdeles god oversigt over pladserne i Irland Det Irske Turistkontor Klostergården 29, 1160 København K, tlf.nr. 33 15 80 45 udleverer den samme oversigt gratis. Generelt er det vores indtryk, at specielt de mindre pladser, både de irske og engelske, er på et lavere niveau, både sanitets- og rengøringsmæssigt, end de danske. Men selv om mange af bruserne kun modvilligt gav varmt vand fra sig, fik vi vores bad hver dag.
	Dublin er en meget travl og befærdet by. Trafikken er betydelig mere aggressiv end i København, så som gammel københavner ved jeg godt, hvor jeg vil foretrække at køre- både med og uden campingvogn. Men hvor vi altid har kunnet undgå selv at køre i London, gør færgeterminalens placering i Dublin og afsejlingstidspunkterne, at kørsel gennem centrum med campingvogn i morgenmyldretiden kl. 7.00-8.00 er nødvendig.
	Irland er et af de lande i EU, der har haft mest gavn af medlemskabet. Det er ikke kun noget jeg påstår – de siger det selv. Det irske vejnet er noget for selv. De fleste hovedvejsstrækninger er stadig meget smalle med et enkelt spor i hver retning - veje med en samlet bredde på 6-7 m og omgivet af meterhøje hække som i England. Men i forhold til for 10 år siden ser man nu også 2-sporede motortrafikveje i nærheden af flere af de større byer. Ved afslutningen af disse veje er det meget tydeligt annonceret på store reklamestandere at EU har været med-finansierende. Men det dominerende vejnet består stadig af smalle og krogede veje, der kræver stor opmærksomhed. Den irske bilpark er fuldt på højde med den standard, vi er vant til. Moderne biler kan køre hurtigt, og det gør de også i Irland, også selv om vejenes beskaffenhed ikke lever op til bilparkens ydeevne.
	Søndag d.21.09.03 skrev journalist og forfatter Morten Sabroe en humoristisk, men ikke overdreven, reportage i Politiken om det irske vejnet ”Døden kommer om eftermiddagen”. (Linket til artiklen er desværre ikke tilgængelig mere.(Red. anm.)) Ud over vejenes beskaffenhed, skriver han også om de mange får. Og der er mange - ja der er endda masser. De er overalt. Det kan ikke undre at Irlands nationalret er Irish Stew, der oprindelig var en robust bonderet (selv om jeg kun har set det spist af turister, incl. mig selv). Det smager rigtig, rigtig godt, og jeg har selv lavet det flere gange. Gå ind i www.bbc.co.uk/food/recipes/ og skriv Irish stew i ”Recipe Search” feltet. Det er ”mutton neck chops”, der bruges til stew, altså lamme- eller fåre- nakkekoteletter, men jeg er nu temmelig sikker på, at det var lammebryst, skåret i store terninger, jeg konsumerede på O´Connell Street i Dublin. Det er også væsentlig billigere. Da engelske og irske kartofler normalt er på størrelse med bagekartofler, plejer jeg at bruge min. 6-8 alm. skrællekartofler til den angivne mængde, samt (når ingen ser det) en terning grøntsagsbouillon eller ”Oscar Lamme Bouillon”
	Fra Dublin kørte vi vestpå ad N4 til Mullingar, som er en typisk halvstor provinsby. Husene i hovedgaden er som i alle andre irske provinsbyer med forretninger i gadeplan + 2 etager og malet i forskellige kraftige røde, grønne, blå og gule nuancer. Murstenshuse ses næsten ikke, men sandsten og cementsten (der så males) er det foretrukne byggemateriale. Gennem byen løber også Grand Chanel, der forbinder Dublin med River Shannon, der igen har sit udløb på vestkysten ved Limerick. Kanalen var færdig i 1760 og blev først endeligt lukket for kommerciel trafik i 1960. I dag er store dele af kanalstrækningen omdannet til rekreative områder bl.a. med cykelstier, som vi benyttede os af.
	I Mullingar er der en netcafé. Den ligger nær hovedgaden ved siden af cykelværkstedet i den østlige ende af byen. Café er nu så meget sagt, men da vi nu havde sagt ja tak til en kop kaffe, skyndte den unge pige sig ud og købte et glas pulverkaffe. I Storbritannien og Irland drikkes næsten kun instant coffee. Da salget af alm. kaffe er minimalt, koster det også over det dobbelte, i forhold til hvad vi som danskere er vant til. Plastickrusene havde hun. En ½ time på nettet koster 5 €. og 2 kaffe 2 €. Vi fik sendt vores mails til familien og ”tømt” vores hjemlige ”postkasser”.
	På Shannons østlige bred 15 km syd for Athlone ligger Clonmacnoise – et af de store keltiske klostersamfund. Det havde sin storhedstid fra 600-1100-tallet. Først blev det plyndret af vikingerne, så normannerne og endelig erobret af englænderne i 1552. I dag står resterne af en gruppe stenkirker, 2 rundtårne og 3 højkors tilbage af det oprindelige. I 1979 holdt pave Johannes Paul 2. en stor messe her under sit besøg i Irland. Udover besøg af turister, tiltrækker omgivelserne også brudepar, der gerne vil foréviges foran en kopi af et højkors – originalen står i museet – eller et rundtårn. Og med en motorbåd på River Shannon som baggrund går fortid og nutid op i en højere enhed.
	Den typisk irske (katolske) kirkegård, der støder op til ”det historiske område”, er stadig i brug.Hvis man først én gang har stiftet bekendtskab med lugten af brændt tørv glemmer man den aldrig. Det er ikke en grim lugt, men lidt speciel. I min barndom i midten af 50´erne oplevede jeg lugten fra et tørve-opvarmet komfur på en feriekoloni – og da vi kørte igennem en mindre by i Offaly, kunne jeg genkende lugten. Grevskaberne Offaly, Laois og Kildare ligger i The Midlands, hvor Bog af Allen udgør et meget stort tørvemoseområde. Selv om brændværdien er ringe sammenlignet med kul, og luftforureningen (røg og lugt) meget stor, bruges der stadig tørv til opvarmning. Selv tørve-kraftværket ved Shannonbridge er i funktion endnu, trods mange lokale protester, da det sviner.
	Da Polen og Tjekkoslovakiet blevet demokratiseret og muren faldet i DDR , var moderniseringen af deres brunkuls-kraftværker noget af det første, der blev givet økonomisk støtte til. I grevskaberne i Midlands og i Donegal er der stadig store områder med ¾ m høje kegleformede bunker af tørv, der er blevet ”røjlet” for at tørre, samtidig med at der også ligger bunker af (genbrugs ?) plasticposer. Jeg vil tro der kan være 20-30 kg i en pose. Et gæt er 50 pound, som er 22,680 kg. I en af de mindre byer i Donegals gaeltacht område, lugtede vi igen tørverøgen og så ”tørvemanden”, der fra sin gamle lastbil bar plasticposer med tørv ind til kunderne. Om efteråret og vinteren, når der rigtig skal fyres op, må luften og lugten i disse lidt afsides beliggende byer være meget speciel.
	Bogside er der det katolske område i Londonderry - el. Derry, som byen kaldes af irerne – i Nordirland. Bogside (moseområdet) er stadig den fattigste del af byen. Det er da også nærliggende at tro, at de ca. 60 % royallister og protestanter der stadig udgør den økonomiske rygrad, tidligere fyrede med kul importeret fra England, mens de fattigere katolikker fyrede med de billige, lokale tørv.
	Så 125 km længere mod nordvest - på sydsiden af Clew Bay og 765 m oppe burde toppen af Irlands hellige bjerg Croagh Patrick kunne ses. Men det regner og det har det gjort hele dagen. Skyerne hænger lavt og skjuler alt, hvad der rager mere end 3-400 m op. Statuen af Sct. Patrick står hvor ”trampestien” til toppen begynder. Under normale omstændigheder vil det tage et par timer at nå op. Under de givne omstændigheder – smat og regn – blev nedstigningen påbegyndt allerede efter 20 min.. Vi håber på bedre vejr den sidste søndag i juli af hensyn til den store mængde pilgrimme, nogle barfodede, der den dag vil tage turen op til toppen.
	Sct. Patrick er Irlands skytshelgen. Da han i 432 vendte tilbage til Irland, begyndte han sin omvendelse af de keltiske høvdinge til den ”nye” religion. Det er også Sct. Patricks skyld, at der ikke er slanger i Irland – han jog dem i havet. Sct. Patricks Day d.17.03 er en af de store festdage i Irland med pilgrimstog og parader, samt festligholdelse af dagen på de ”irske” pubber over hele verden. Sct. Patrick er det katolske Irlands helgen nr. 1, men Irlands største kirke, Sct Patrick`s Cathedral i Dublin tilhører den protestantiske Church of Ireland og er dennes nationalkirke. Det var her Jonathan Swift (1667-1745), der bl.a. skrev Gullivers Rejser, var domprovst.
	Den irske befolkning talte indtil 1500-tallet irsk (gælisk). I dag forstås engelsk overalt og tales næsten overalt, men landet er officielt to-sproget, og næsten alle vejskilte angives både på engelsk og gælisk (irsk). Der er dog nogle få områder, gaeltachts, hvor hovedsproget er gælisk. Her er vejskilte og gadenavne kun angivet på gælisk. Det drejer sig om områder i Kerry, ved Galway og som det største den lange kyststrækning vest for byen Donegal og op til Fanad Head. I disse tyndt befolkede områder taler man gælisk indbyrdes. På bl.a. www.da.wikipedia.org/wiki/Irsk_%28sprog%29 kan der læses mere om ”irsk gælisk” og familieskabet med ”skotsk gælisk”

	GÅ VIDERE TIL SUSANNE DAGBOG FRA IRLAND