Denne tur er en del af vor iberiske
rundtur 2009, men er berettiget som en selvstændig omtale fordi provinserne
Baskerlandet og Galicien har så meget at byde på. Du skal nok klikke på
minustegnet i kortet nogle gange for at få fuldt overblik over den kørte rutes
forløb. Du kan også manøvrere rundt i kortet ved at trække "hånden" (musen) i
alle mulige retninger, ligesom du kan forstørre kortet til udsnit. Angivne
gadeforløb er dog kun omtrentlige. Vor tur løber ikke langs hele
kyststrækningen, hvor de fleste campister foretrækker at køre, men vi har valgt
en rute gennem nationalparken Pico del Europa for derefter at slutte os til
Jacobsvejens (Camino de Santiago de Compostela) rute ved de større historiske
samfund, Astorga, Sarria og Portomarin i det indre af landet. Herefter
følger jeg "Camino´en" med vogntrækket til Santiago, medens konen foretrækker at
gå til fods de sidste 120 km fra Sarria.
Alle billeder kan forstørres ved at klikke på dem.
Overnatningssteder er kendetegnet
med brun skrift.
Vi har passeret Pyrenæerne med den
fransk/spanske grænseovergang lidt over middag. Der var lang kø af
lastbiler ved grænseovergangen, men vi kørte uden om køen og smuttede
nemt over grænsen. Det var egentlig planlagt at køre på alm. landeveje,
men terrænet er "umuligt" med mange vanskelige ind- og udfletninger på
motorvej A8 i stærkt kuperet terræn. Så vi holder os til A8 og glider
snart forbi San Sebastian. Baskerlandet ligger i pragtfuld septembersol
og bjergenes skråner, som er meget tæt på os, lyser i flotte grønne
farver.
Lige før Bilbao
fører GPS´en os ind på N-637 (Senere BI-637) til badebyen
Sopelana.
Campingpladsen ligger højt i terrænet med en fantastisk udsigt over
Biscayen. Allerede den første aftens sol giver os et flot billede
(foto) og vi kan se kæmpemæssige dønninger i en højde af 3-4-m rejser
sig i vejret, når de ruller ind på den flotte sandstrand. Campingpladsen
er stor og af jævn god kvalitet. Desværre oplever vi at vores grill
bliver stjålet, mens den stod til afkøling på grillpladsen. Så det var
jo en skidt optakt med vor første aften i Spanien. Det lykkedes ikke
lejrchefen at opspore Weberen, inden vi rejste igen 3 dage senere. Vi
gjorde nu heller ikke ham den tjeneste at spise i hans restaurant.
Der er en lille halv times gang ind til
Sopelana centrum, hvorfra der går Metro ind til Bilbao. Det er en gammel
skibsværfts og fiskerby, der var ved at gå en krank skæbne i møde, da
fiskemængden aftog og skibsværftsindustrien bekender sig meget stærkt
til globaliseringen. Byrådet satsede imidlertid på det kulturelle og det
lykkedes dem at få Guggenheimfonden i New York til at investere i et nyt
kunstmuseum i Bilbao og når man betænker hvilken mængde af udstillings-
og klassisk kunst, der befinder sig i Europa, så var bygningen af netop
dette museum et scoop. Læs mere om
Bilbao og campingpladsen her.
Campingpladsen i Sopelana ligger kun få
minutters gang borte fra en stort anlagt strandpark med udsigt over en
bred strand - vel at mærke ved ebbetid. Herfra kan der opleves nogle
meget spektakulære solnedgange. Vi oplever flere aftener i vindstille og
ikke desto mindre ruller der de høje dønninger ind på stranden, som får
Vesterhavet i Danmark til at ligne et legetøjsbassin ved siden af.
Stranden myldrer da også med surfere (ikke vindsurfere!) lige til det
bliver mørkt og der er for mig ingen grænser for udbuddet af gode
motiver.. Udsigtsplatforme og bænke i parken er da også tæt besatte af
folk, der nyder naturen, de smukke syn og den milde luft ved
Biscayen.
GPS´en har ikke besvær med at lede os
igennem Bilbao. Vi kommer ind til A-8 "Autovia del Cantabrico" og efter
overgangen til provinsen Cantabrien snor motorvejen sig helt ustyrligt.
Det er en utrolig flot køretur, godt nok med mange stigninger, men ingen
er nogen stor udfordring for vort vogntræk. Før Santander forlader vi A-8
og skifter til S-10/A-57 for ved Torrelavega igen at skifte til A-8 og det
bliver den så ved med at hedde indtil den opløses i to større
vejsystemer i det vestlige Galicien. Undervejs
ligger en stor UNECO-relateret seværdighed: Cueva de Almira. GPS:
43.382724,-4.115993, flotte hulemalerier fra forhistorisk tid. Det er
kun ca. 6 km fra motorvejen. (afkørsel 232 el. 234 fra begge retninger).
Dagens slutmål er ikke så langt væk, vi
skal kun i nærheden af Llanes (udt. Janes), hvor en af denne sides
campister har anbefalet en campingplads, der skulle være noget ganske
særligt. Vi ankommer også uden besvær til pladsen, selvom den sidste km
vej fra hovedvejen ned til campingpladsen er overordentlig smal.
Pladsens navn er La Paz og vi bliver forskrækket stående, et godt
stykke fra receptionen. Vejen op i højderne synes uoverstigelige for os,
noget der minder om 20-21% stigning. Vi går ind i receptionen for at
høre om mulighederne.
Vi forklarer vort ærinde og vore
bekymringer, men der reageres ikke sådan lige med det samme, først da
manden har tilegnet sig vort ACSI-campingpas, siger han at vi bare skal
kigge ud af vinduet. Vor campingvogn er allerede hængt af krogen og
spændt på en LandRover, der øjeblikket efter tøffer forbi! Vi får besked
på at køre solo op på første plateau og vi kan kun med undren se, at
vor elskede campingvogn forsvinder op ad højderne. Vi følger efter og
da vi kommer frem til den, allerøverst oppe, er den spændt fra og vi
skal bare sige, hvordan vi vil have den stående! Det må man da kalde
service!
Over os troner det høje bjerg
Picos de
Europa og i afskedsaftenens flotte lys troner den cantabriske bjergkæde
nærmest over os, mens vi fortærer et dejligt måltid i den flotte
restaurant. Næste dag må vi lidt tilbage ad landevejen for at finde et
hul i bjergkæden, der kan føre os ind i landet bag bjergene. Det bliver
en meget flot køretur, der følger nationalpark Picos de Europa. Der er
utrolig mange sving og flere gange må vi stoppe for ikke at blive
rundtosset, men flot er det. Et meget spændende område er ved nogle
opdæmmede søer, og vejen N-621 går lige hen over dem ved den lille by
Riano. Efter nationalparkens grønklædte skråninger kommer vi ind i
et landskab, der hurtigt bliver betydelig tørrere at se på. Borte er
kystens grønne farver, nu bliver det gult og brunt.
DENNE FILM ER DELVIS OPTAGET FRA EN PARAGLIDER
OVER CANTABRIEN OG GENGIVER PÅ GLIMRENDE MÅDE CANTABRIENS SMUKKE OG
DRAMATISKE LANDSKABER.
Vi ved godt, at byen
Leon har mange seværdigheder fra romertiden, men vort mål er en anden
by: Astorga. Så vi kører uden om Leon og bruger ikke autopistaen, men
vej N-120 som i en snorlige linje løber parallelt med autopistaen.
Således kommer vi til en by med den mærkelige navn
Hospital de Orbigo,
hvortil vi har en GPS-adresse til en campingplads: Municipal Camping
Don Suero. Der er mange fastliggere her, som er meget hjælpsomme og
er de springer straks til, da campingvognen skal manøvreres på plads.
Selve byen med sine 1100 indbyggere, har vi aldrig har hørt om, er også ganske køn og gemmer
såmænd også på seværdigheder, først og fremmest den gamle romerske bro
over en flod, som ikke er udtørret helt. Broen kendetegner også, at byen
har haft en betydningsfuld fortid, efter romerne først og fremmest som
overgangssted for pilgrimme på vej til Santiago. Campingpladsen er ikke nogen
naturperle, men minder mere om en feriepark eller en kolonihave og
opfindsomheden for at sætte sit individuelle præg på parcellen er meget
stor. Som andre steder, er havenisser og kulørte lyskæder foretrukne
pyntegenstande. Vi turister er dog i et særligt område og kan nyde det
ægte campingliv.
Astorga, hvortil der kun
er 15 km fra Hospital de Orbigo, har ikke nogen campingplads, men byen
er en af de centrale steder langs Jacobsvejen, på spansk: Camino de
Santiago de Compostela. Den monumentale pilgrimskatedral hæver sig
højt over byen og i de små stræder er der et livligt liv af vandrere,
der er undervejs ad den lange rute. Vi er heldige, katedralen lukker kl.
11, så vi får lige 12 minutter til et kig indenfor. Overfor katedralen
hæver sig også det store palads (foto), der nok kunne minde om en kirke.
Fyrsterne i middelalderen var da også ofte bisper eller ærkebisper og
deres paladser skulle ligeledes udstråle magt. Det var datidens
statussymboler.
Blind vej midt i intetheden.
Fra Astorga fortsætter
vi gennem et meget tørt landskab ad A6 i retning mod kystbyen Coruna.
Efterhånden som vi nærmer os Lugo bliver landskabet grønnere igen,
autoviaen har lange bakker med halvstore stigningsgrader (6-9%) og der
er mange af dem og selv om vi er i september, så er der meget varmt. På
et tidspunkt afspærres motorvejen og vi omledes ad landevejen. Det
mærkelige er, at omkørsels skiltene forsvinder og vi havner sammen med
andre bilister på en landevej, der er blind og stejl. Oven over os
bruser motorvejen i to etager! Vi bakker op ad en
indkørsel, spænder fra og får med besvær vendt campingvognen ved hjælp
af armkræfter, for at køre
tilbage ad den 15% store stigning. Pyha, havde vi ikke sved på panden,
så fik vi det her! Det er hverken første eller sidste gang, at vi oplever
sydlændinges lemfældige skiltning.
Kørt fast under dobbeldækket motorvej.
Vi prøver at vende
ved hjælp af en indkørsel.
Der er langt ned, hvis
det går galt!
Væk fra det faretruende sted! Puha, det
var tæt på!
Sarria Campings indbydende facade.
Yderligere ligger der to
viadukter lige over vore hoveder, så GPS´en har lidt svært med at finde
ud af hvilken vej vi er på. Ikke så underligt! Vi finder dog en åben
opkørsel igen og fortsætter via den øverste viadukt mod Lugo, hvor vi
drejer af i retning mod dagens mål: Sarria, som skal være startsted for
Ruths vandring ad Jacobsvejen, det er den der hedder "Camino de
Santiago".. Ingen skiltning at se mod nogen
campingplads i byen, som jeg ved, skal være der. Vi får fat i en
taxachauffør og han kan et par tyske gloser, som fortæller at der er en
vej mod campingpladsen 400 m længere fremme. Vi finder den i andet forsøg og
kommer frem til den.
Det smukke pampasgræs ses overalt i Nordspanien.
Det er siesta tid, da vi
ankommer. Ikke desto mindre springer lejrchefen straks frem og lukker
porten op og siger at vi kan slå os ned hvor vi vil, bare ikke på den
plæne, som han kæmper med at vedligeholde som en grøn oase. Der er ingen
skygge alligevel, så vi foretrækker køligheden i skyggen i pinjeskoven.
Pladsen er stort set ubeboet, bortset fra 11 tomme telte, som er
efterladt af nogle pilgrimme. Det viser sig, at der er togforbindelse
mellem Santiago og Sarria, så pilgrimmene kommer nok tilbage hertil med
toget, når de har afsluttet pilgrimsvandringen. De sanitære faciliteter
er ekstrem flotte og en 5-stjernet plads værdig. Her burde jeg være
blevet noget længere, mens Ruth er på vandring, for den starter hun her.
Pilgrimsvejen går lige forbi campingpladsen.
Mutters
alene kører jeg nu gennem det galiciske landskab og der er meget smukt
og grønt. Da jeg vil prøve at at træffe Ruth på pilgrimsvejen, gør jeg
holdt i pilgrimsbyen Portomarin, som er en smuk lille by ved bredden af
en opdæmmet sø. Faktisk er det en flod, som ved hjælp af en dæmning er forvandlet til en sø. Vandmanglen i Spanien er dog stor, det skal
både bruges til drikkevand, kunstvanding af landbrugsjord og golfbaner
meget langt væk. Derfor er søen her i begyndelsen af september tørret
halvt ud. To pilgrimme er på vej op af pilgrimstrappen i byen og i
baggrunden ses broen over søen.
For mig er
dagens mål Santiago de Compostela. Ruth har 100 km at gå endnu, men det
lykkedes ikke for mig at træffe hende, før jeg må starte vogntrækket for
at fortsætte til Santiago. Det bliver spændende kørsel, først med lidt
snævre veje, som dog snart til den større vej N 547, som går direkte til
målet. På vejen ligger en del spændende byer: Palas de Rei, Melide og
Azua. Selv om det er en større vej, er der dog mange sving, men
spanierne er påpasselige med "overhaling-forbudt-skilte" før hvert
eneste sving og galicierne er ikke så temperamentsfulde som dem i
Sevilla, så det hele foregår i noget, man kunne kalde "i god ro og orden".
Nævnes skal dog også, at trafikken, bortset fra gennemkørslen gennem
byerne, ikke er særlig stor.
I Santiago fører GPS´en
mig ad underlige veje til campingpladsen. Først tror jeg, at det er en af
de sædvanlige fejlvisninger, men senere viser det sig at det faktisk er
den rigtige tilkørsel. Alternativet havde været en meget længere omvej
via motorringvejen. Problematisk er opkørslen til
Camping As Cancelas.. Den er meget stejl, ca.
19% og man tvinges til at stoppe ved receptionen inden den endelige
opkørsel. Dårlig en mulighed for at få tilløb. Der er heller ingen hjælp som på "La Paz", i det hele meget
ringe service på pladsen. Jeg er på nippet til at brænde koblingen af,
og kommer med nød og næppe op på første terrasse, indhyllet i en sky af
blå og ildelugtende røg. Der skal ydermere bakkes op af en skrå og ujævn
parcel og det kostede en bule i bilens dør. Shit.....
Nu skal
negative oplevelser af den karakter ikke spolere opholdet i Santiago,
som bestemt hører til de bedre. Vi er jo i lavsæsonen og selv om der er
en del pilgrimme i byen, føles det ikke særlig overrendt. Jeg kan så i
mit 5 dage alene-ophold i byen både studere den kollektive trafik og gå på
jagt efter alternative indkøbssteder. Campingpladsens butik har nemlig
lukket, selv om der næsten er fuldt optaget. Jeg får også tid til at
vaske tøj og sengetøjet. Naturligvis også studeret den centrale, gamle by,
som bestemt er en særlig oplevelse, så jeg er godt forberedt til Ruths
hjemkomst, som fejres med udsigt over Santiagos forstæder, en flot
solnedgang og i øvrigt til en stiv og hidsig kuling, der farer igennem
træerne og truer med at vælte det hele.
Se flere billeder fra Santiago her.
Galiciens
store skove, som mest består af Eukalyptustræer, pryder de mange bakker.
Det fornemmer vi rigtig på en tur til Kap Fisterre, som ofte
benævnes som Finisterre. Spanierne bruge begge betegnelser. GPS´en
vælger vej 404 fra Santiago og det skal man ikke være ked af, selv om
vejen slår en stor bue gennem de store skove. Vi kommer også igennem et
par spændende landsbyer med nogle meget ejendommelige kirkegårde og så
finder vi nogle særprægede huse rundt omkring. Det viser sig at være
opbevaringshuse for afgrøder af forskellig slags. Nogle udsmykket med
religiøse symboler, andre er en simpel firkantet kasse med tag.
Tilfælles har de, at de står på stylter. Det skulle forhindre at
skadedyr som mus og rotter trænger ind til afgrøderne. De har været
anvendt i århundreder, så det må jo virke.
Vi er for
længst kommet ind på vej AC-552 "Carretera Finisterree a Coruna" og den
fører os til byen Finisterre, hvor der er en meget flot badestrand og
hvor det siges at apostlen Jacob blev skyllet i land for senere at bygge
kirken i Santiago. Derfor ender Jacobsvejen (Camino de Santiago de
Compostela, kaldet Caminoen) også her for anden gang og de sidste
pilgrimme går her ud til kappet, de sidste 139 km fra Santiago.
Jacobsvejens sidste kilometersten "O-stenen" står da også på kappet og
her ofrer pilgrimmene en støvle, en trøje eller et par sokker. Der er
små bålsteder overalt ude på kappets høje klippe, hvorfra man har en
flot udsigt over Atlanterhavet. Det er så også vort første syn af det
egentlige Atlanterhav, hvis vi ser bort fra Biscayen tidligere på turen.
Romerne
havde også et godt øje til Galicien. Vi læser om det romerske vejnet
flere steder. Ved Brandomil ser vi en særlig flot bro, som er
bevaret og nænsomt restaureret og optaget på UNESCOS verdensarvsliste.
På begge sider ses også lidt af den originale vejbelægning.
Husk at du kan forstørre
alle billeder ved at klikke på dem!
Kirkegaard i Galicien
Vej 404 i Galicien
Vi skal nu
forlade Santiago. AP-9 (også
E1) går forbi campingpladsen i tilbørlig afstand. Langt nok væk til at vi
ikke kan høre noget til den. Vi bor jo også højt oppe, mens motorvejene
ligger dybt nede i dalen. Vi finder dog nemt motorvejen og kører nu
mod syd ad en fremragende motorvej. Der er kun 112 km til grænsen til
Portugal og kun ved byen Vigo, efter at vi har krydset bugten "Ebsenada
de San Simón", bugter motorvejen sig op i højderne i lange serpentiner.
Vores nordspanske eventyr er forbi og vi kan
kun sige, at det er landsdelene Baskerlandet, Cantabrien og Galicien er
oversete - især hvad der angår den indlandske rute via Astorga, Sarria
og Portomarin - med kørsel i campingvogn/autocamper. Vi
har delt ruten ligeligt mellem kysten og indlandet og er betaget af
begge dele. Vi synes, at det har været et rigtigt valg at lægge ruten på
denne måde.
Vejret oplevede vi som dejligt
sommervejr, som når det er bedst i Danmark. I baglandet noget varmere og
tørrere end langs kysten. De første 12 dage var det primært vindstille,
medens det i Santiago blæste lidt med optræk til uvejr, som dog
ikke blev til noget. Ved Atlanten var der noget blæst. Der faldt ikke
regn af betydning på nogen del af turen.
sætter man
pris på danskere her:
