Rejseberetning Kroatien mv

	Jeg vil ikke trætte læseren i denne rejsebeskrivelse med kedsommelige ord fra turen ad endeløse motorveje gennem Tyskland. Kun at sige at vi sejlede fra Rødby en fredag aften, for så at køre et stykke ned mod syd, og så overnatning på en rasteplads vest for Lübeck. Det er nu for øvrigt en praksis, som vi har forladt. Rastepladserne er blevet for støjende og usikre for os. Men dengang gik det. På den måde kunne vi starte relativt tidlig lørdag morgen og have færgeriet bag os. Det tager alligevel altid mere tid end man regner med. Ved aftenstide er vi så kommet til en rasteplads lidt nord for Ingolstadt. Det er ikke så langt til München derfra. Det er temmelig varmt, men vi finder en niche, omkranset af buske og træer, og er derfor afskærmet for den værste støj. For motorvejen Nürnberg-München er virkelig en af de slemme. Vi kører så øst om München i retning mod Salzburg og og via den kønne rute over Tegernsee følger vi almindelig landevej mod Achenpas.
	Det er ikke fordi der er særlig højt, kun et par enkelte serpentiner ned mod hovedvejen til Innsbruck. Vejret langs med Tegernsee var dejligt, men da vi kommer ned i dalen ved Innsbruck er det blevet småregn og der er - som man ser - rigelig med plads på campingpladsen. Skyerne driver lavt hen foran bjergene og trods det dårlige vejr, er det jo altid et syn, som vi som danskere betages af. Men da det nu er så vådt, så begiver vi os en tur ind i byen. Maden til de lange stræk laver konen altid som en sammenkogt ret hjemmefra, eller noget nemt med ris og kødsovs. Så er det nemt og hurtigt at lave i campingvognen. Og har man frosset det ned, er det en god hjælp til at holde køleskabet koldt, selv i en hedebølge. Men som man vil se, så er selv den mest charmerende by ikke meget bevendt i regnvejr. Men vi tager et orienterende kig på byen her i aftenstunden. Vi holder dog en dags pause for at kigge lidt på seværdighederne i Innsbruck. Som du kan se på linket, er der nok at se på.
	På denne sightseeing dag, var vejret dog stadig temmelig fugtigt, og da det samtidig er søndag, er der ikke mange folk på gaden. Vi har dog ikke noget imod denne afslappede atmosfære og kan faktisk traske rundt på gaderne uden at blive kørt ned i en hektisk trafik. Og så lyder det også dejlig kønt med alle de kirkeklokker, som ringer og giver genlyd fra bjergene. En opremsning af seværdighederne vil jeg ikke trætte læserne med, de står alligevel på ovennævnte link. Men efter føddernes tilstand at dømme, så vi det hele. Der er gamle sten og museer nok. Og masser af butikker, puha............Vi bliver da heller gamle denne aften og falder udmattet om i køjerne.
	Ved afgangen næste dag regner det igen, men vi har besluttet at køre ad den gamle Brennervej. Jeg har nok altid været for nærig at betale for noget, når jeg kunne undgå det. Men også fordi vores erfaring siger, at der altid er mere at opleve og se langs de mere ordinære landeveje. Således blev det også her. Det storslåede bygningsværk slynger sig som en slange hen over vore hoveder, mens vi nyder den idylliske tur nærmest som i en dal. Hvad det jo egentlig også er. For gennem denne dal har mennesker rejst siden stenalderen. (Efterskrift 2006: Det er ikke mere tilladt at køre ad den gamle Brennervej med campingvogn). Selve Brennerpasset ligger da også "kun" i 1372 m´s højde og det er jo småting, set i sammenligning med de bjergtoppe, som vi kan skimte både til højre og venstre for vejen. Og bjergene her hedder Dolomitterne, i hvert fald når man kommer syd for passet. Vi kommer først op på motorvejen lige før passet, på et tidspunkt hvor der ikke er nogen vej udenom. Så vores afgift bliver beskeden, især da vi forlader motorvejen ved den først givne lejlighed. D.v.s. ved frakørslen lidt nord for Brixen i Italien.
	Vi har nemlig besluttet at følge Pusterdalen og det var en viis beslutning. Det er nemlig utrolig flot og overgår i skønhed langt motorvejen via Garda. Vejen hedder nr. 49 til Toblach, derefter følger via nr.51 en smule. For allerede efter 14 km på denne vej står vi foran det nok vældigste bjergmassiv i Europa: "Drei Zinnen", som rejser sig lodret næsten direkte fra vejen. Se blot på dette billede! Efter regn og fugt i Innsbruck er det på den korte distance, vi har kørt, blevet højsommer. Men foran os ser vi iskolde gletsjere styrte sig ned ad bjerget! Et imponerende syn!
tryk på kortet til Dolomitervejens forstørrelse	Dolomitterne bliver efter denne oplevelse for os den smukkeste del af Alperne. Jeg kan da også røbe, at det ikke blev sidste gang vi kom her. Den vej vi ser på billedet fører lige til Cortina d´Ampezzo, men vi drejer til venstre ad vej 48 og efter 30 km´s svingkørsel følger vi så vej nr. 52, som også har en del sving. De er dog nemme at køre og terrænet skråner nedad hele tiden, så jeg i lange tider må holde SAAB´ens automatgear i en lavere position for at få lidt motorbremse. Man skulle jo nødig køre bremserne varme. På den måde går den huj-hei ned gennem de juliske alper, vi møder motorvejen nord for Udine og følger denne til Trieste. Grænseovergangen er uproblematisk og snart flyver vi af sted, nu på jugoslavisk (kroatisk) territorium. Jeg skal lige huske at sige, at denne tur fandt sted inden Kroatien blev selvstændig som nation.
	Fra Trieste følger vi kystvejen et stykke tid og føler det som en underlig kontrast efter 3 dages ophold og kørsel i bjerge nu at kunne se havet. Vidunderligt blåt og med glitrende stjerner i modlyset. Turen går egentlig glat, bortset fra et tilfælde, som kunne have endt forfærdelig galt. Vi kommer kørende med god fart ned ad en bro, hvor der for enden er et lysreguleret vejkryds. Da vi har grønt lys kører vi rask videre - men der var en Yugo som ikke respekterede sit røde lys og kørte tværs over krydset foran os. Det var virkelig et øjeblik, hvor vi priste os lykkelig for at have et vogntræk med perfekt teknik (SAAB+Polar). Med skrigende lyde fra alle 6 dæk rutscher vi på vej ind i kollisionen, men slipper med skrækken. Yougoen passerer med en avistykkelse foran os. Senere viste det sig, at Polarens bremser havde taget skade , ligesom dækkene på campingvognen også måtte udskiftes ved hjemkomsten. De var simpelthen ikke runde mere! SAAB´ens brede dæk derimod havde ikke taget skade.
	Efter denne uhyggelige oplevelse luntede vi først lidt forsigtig videre og nød den før omtalte kystvej. Først da vi kommer ind på hovedvej 2, som skal føre os direkte til byen Pula sætter vi lidt mere fart i vogntoget. Således når vi Autocamp Stupice syd for Pula, ved landsbyen Premantura, hvor Istrien har sin sydligste spids. Det meste af pladsen består af fyrreskov, som er meget, meget tør.
	Der bliver rask væk lavet mad på åbne gasblus her ved aftensmadstid, og vi beslutter at tage en rundtur til fods, for at se på mulighederne. Det gør vi i øvrigt altid, når vi kommer ind på en ny campingplads. Vi ser, at der er rigeligt med plads på den lille halvø, som hænger der på Istriens sydkyst, nærmest som et appendix. Det er lige noget for os! Vi finder en plads og med hjælp af en spade, udlånt af venlige campister - et præsteægtepar fra Københavns omegn - får vi CVen sat i water på det ret knubbede og skrånende terræn.
	Men som vi kan se på denne lille billedkavalkade, er det et godt sted. Vi har solsejlet på og er dermed uafhængig af fyrretræernes skygge, idet vi jo har egen skygge med. På billedet til højre kan vi se den sølvfarvede Polar trone på det udvalgte sted. Vi ligger lige i strandkanten, kun med en lille skrænt på ca. 2 m´s højde ned til vandet. Det hele virker bare perfekt. Bortset fra een ting: solen har i den grad varmet landjorden op, at luften om aftenen stiger til vejrs op over land og vi derude på pynten må de fleste aftener døje med en uhyggelig træk. Blæsten rusker i solsejlet, så hele CV´en rusker i flere timer. Det medbragte telt ,som er datterens soveplads, må også forankres ekstra. Først hen på aften, når lufttemperaturen er udlignet lidt, stilner det af. Et par dage rusker det ogdå med den frygtede Bora, som kommer over til os fra fastlandet mod øst. Men windsurferne nyder det, vi må pille solsejlet ned et par dage og nøjes med den skygge, som CV´en giver os. Men appendiksen giver også læ til den lille bugt, hvor børnene kan lege trygt i vandkanten. Der er dog ingen sandstrand. Hele kysten består af ral i stort format og der er masser af søpindsvin, så den første tur til byen bliver brugt til at købe badesko af tykt plastic. Dejlig skarp blå farve til at holde pindsvinene på afstand med. Mærkelig nok er disse stikkende bæster kun at finde på de første par meter af strandkanten. Derefter har man fred for dem og kan nyde det pragtfulde vand. Nogle dage tager jeg endda en svømmetur på 2-300 m over til en lille ø, hvor man kan tage solbad uden at blive forstyrret. I ved nok hvad jeg mener. Og ude på denne lille ø er der et tydeligt fodaftryk af en dinosaurus.
	Vi havde en lidt negativ oplevelse herude, som ikke havde noget med pladsen at gøre. Men en aften, da vi var i byen for at spise, hørte vi allerede dér at vi havde fået nye naboer og at vi hellere måtte køre tilbage til pladsen for at se på det! Og tak skæbne! En tysker have plantet sit vogntog på ialt 14 meters længde lige mellem os og vore danske naboer. Selvom der kun var de sædvanlige 3 meter mellem enhederne. Han havde simpelthen fjernet surfbrætter, en gummibåd og rykket bardunerne op til vore solsejl. Og derefter lagt sig til at sove. Næste morgen blev han i pladsværtens nærvær bedt om at flytte et andet sted hen.
	Godt nok er der dømt badeferie. Men efter en lille uges tid har vi ligesom fået nok og beslutter os til at tage nogle ture i omegnen. Først besøger vi den smukke by Rovinj ved vestkysten. Byen ligger helt ud til vandet, på et lille forbjerg. En smart måde at temperere hus og by på. Et frisk saltvandspust fornemmes overalt. Og ind mellem gyderne er der hele tiden udsigt til Adriaterhavet. Perlende klart vand helt ind til husmurene.
	Hvor kan man ellers finde en æselskærre, der lunter stille af sted med et gevaldigt overlæs? Og så har de gæve bønder endda tid til at stoppe op og få en sludder og naturligvis skal de også hen og kigge på den store blå SAAB, som slet ikke er blå mere, men frygtelig støvet.
	Men også byen Pula er et besøg værd. Vi var flere gange på sightseeing. Ikke mindst på grund af romernes pragtfulde efterladenskaber. Således bl.a. en byport og en Arena, hvor vi så Verdis smukke opera "Skæbens magt". Således beriget med kulturelle indslag kan vi rolig fortsætte badeferien nogle dage endnu. Så er det også slut. 14 dages badeferie må være nok, vi er dejlig solbrændte og ingen af os 3 kan holde så megen lediggang ud mere. Vi bryder op og vil se lidt mere. Vi kører en rask tur ad 2´eren til Rijeka.
	Undervejs gør vi dog stop i en malerisk landsby og vi er faktisk sultne efter den lange badeferie. Hvor vi nærmest ikke gad noget som helst. Vi støder ind i et sted, som vi hylende af grin falder for. I en have står nogle vakkelvorne borde, bænke og stole. Inde i værtens hus svømmer fiskene rundt i et stort kar og vi får lov at vælge den, vi vil spise. Til trods for de ydmyge omgivelser blev det noget af et festmåltid.
	Næste station var Plitvice nationalpark. Det blev en lang køretur og for en gangs skyld kommer vi meget sent til en campingplads, nemlig kl. 21! (Camping Korana) Og der er fuldt optaget, vi fik dog lov at gå en tur på pladsen for at se om vi kunne finde noget, der var vild kaos over det hele. Bås inddeling fandtes ikke.
	Kun det ene ben kunne nå jorden ved hjælp af medbragte egetræsklodser og en sten. SAAB´en måtte også parkeres, så den hældte faretruende mod slugten. Men hvad er man campist eller ej - nogen gange må man jo tage de forhåndenværende princips muligheder i brug. Der var ikke andre pladser i miles omkreds. Men da jeg altid har kiler med til at låse hjulene, var problemet løst og således hang vi der i 3 dage!
	Nationalparken Plitvice er ikke bare disse krystalklare søer, men selvfølgelig hele området omkring søerne. Dette område består af af en kæde af søer, som ligger i forskellig højde og alle er af vulkansk oprindelse. Sø-området som sådan er ca. 2 kvkm. stort og altså nemt at færdes i, fordi man kun går ved de mest tilgængelige af de i alt 11 søer. Der er lidt trapper hist og her, men generelt set færdes man ad gangstier som er lagt ud som catwalks langs bredderne. Den kalkholdige limsten, som vandet har passeret over, har renset det totalt og vandfaldene har tilført masser af ilt, så det fremtræder i den cyanblå farve. Højdeforskellen derimod kan være betragtelig mellem søerne og da vandet løber fra den ene sø til den anden er der naturligvis nogle meget flotte vandfald.
	Hvad det mest forunderlige er "hernede" er den fuldkomne ro. Stilheden brydes kun af spredt fuglesang, cikadernes hvislen ( eller er det græshopper?) og de utallige insekters surren, hvoraf guldsmede synes at være en fremtrædende art. I søen ses masser af fisk. Her er vi virkelig fjern fra støj og forurening. Når jeg før brugte ordet "hernede", så er det fordi vi færdes i en gryde og solen bager umådelig hårdt i den stillestående luft, ingen vind når at komme herned. Ingen krusninger på vandet, for her kan man virkelig sige at det er spejlblankt. Vi havde desværre kun afset 1 dag til dette besøg og ferien nærmer sig sin slutning, men jeg kunne have brugt meget mere tid til dette besøg. Ja, flere dage.
	Vi skal derfor søge afsked med denne skønne plet på moder jord. Vi følger E 71 mod nord og i middagsheden når vi Novo Mesto ved "dødens landevej", som den kaldtes i gamle dage. Det har ikke noget med borgerkrigen at gøre, men med den frygtelige trafik, der herskede her inden da, hvor især de mange lastbiler var berygtede for deres hensynsløse kørsel. Vi kommer forholdsvist nemt igennem Ljublana og tager den gamle landevej til Italien og derfra videre til Villach i Østrig. Sådan ville jeg ikke gøre i dag, der er jo både kommet motorvej og tunnel (Karawankentunnel). Men her ved grænsen bryder et frygteligt uvejr (foto.tv.) løs og vi må holde længe i lange køer, mens det lyner og tordner omkring os. Men vi kommer da alligevel så småt i gang igen og fortsætter ad motorvejen via Tauerntunnelen til Salzburg. Uvejret er drevet over og vi kan igennem det åbne soltag nyde flotte udsigter mod høje bjerge omkring os. Ved aftenstide når vi en lille campingplads lige før Salzburg, og som vi kan se på billedet, skinner solen igen fra en skyfri himmel, da vi vågner.
	Nu skaber teenageren sig ved at plage "Hvornår er vi hjemme" og da hun har spurgt jeg ved ikke hvor mange gange, bliver der smurt madpakker til hele dagen, lavet kaffe på termokander, og så siges der : så kører vi non-stop til Danmark. Vi skiftes til at køre hver anden time, spisning og væske indtagning - og en lille lur ind imellem - ordnes i bilen. Stop finder kun sted for at tanke og 14 timer senere stod vi ved færgen. I øvrigt til en måbende gut, som i sportsvogn og telt havde overnattet lige ved siden af os i Østrig. Sådan kan det gå.
	Se anden info om Kroatien her bl. a. med henvisnerger til andres rejsebretninger fra Kroatien.