klik på kort for at se det større

Norge har igennem de senere år navngivet en række ruter og skiltet dem. Den sydligste hedder ”Nordsjøvegen”. På norsk. Ruten er udlagt både for cyklister og bilister - med eller uden campingvogn. I alt 400 km skærgård og lidt Fjordnorge. Lige siden jeg på et forretningsbesøg til Haugesund i en snefyldt vinter faldt over nogle skilte og tavler, der fortalte om den rute, har jeg haft det ønske at gennemkøre den - og om muligt at holde ferie langs ruten. Lejligheden bød sig, da jeg skulle teste en Hobby 450 UFE Easy for Campingferie.dk . Nordsøvejens rute var en fantastisk indledning til en lang tur gennem Skandinavien. Den kan anbefales til alle danskere, der vil opleve en smuk bid af Norge uden at rejse for langt, der er nemlig færgeforbindelse fra Hirtshals direkte til rutens start.

Kristianssand.

Nordsøvegen starter i Kristiansand og det er jo et nemt udgangspunkt for os danskere, for det ligger jo bare på den anden side af Hirtshals, en færgetur på ca. 4 timer. Det er en flot start man får i denne by, hvor alle gader ligger vinkelret på hinanden. Der er markedsplads, hvor vi kan forsyne os med friske grønsager og først og fremmest fisk. Mest malerisk finder vi havneområdet med skulpturer, en stemningsfuldt marina i skærgården og den store fæstning.

Det er ikke fordi det er lunt her den 18.juni, men de store skyer er flotte, selv om de ind imellem også indeholder lidt hagl. Kristiansand ligger dog lunt mellem bygerne, hvor solen varmer dejligt.

De første indtryk fra Nordsøvejen

Vi forlader byen mod vest ad E39 og har ved den glimrende skiltning ikke svært ved at finde frakørslen til Nordsjøvegen ad vej 456. For her begynder Nordsjøvegen først rigtigt og vi skal nu følge den sydnorske kyst med sine mange skær og 11 berømte fyrtårne, der glimter ude på havet. Noget andet typisk her er alle de små bugte og fjorde, der somme tider strækker sig ganske langt ind i baglandet. Det første stykke vej er endnu præget af sommerhusbebyggelser, men ved Helleviga ser vi de første af føromtalte vige med dybt, irgrønt vand. Et fantastisk syn, ikke mindst fordi vi her nær ved kysten ser bøgetræer som kystens bevoksning. Et flot syn med disse farver!

Det terræn, vi kører ad, er moderat bakket.  Vejen er forholdsvis smal og nemt fremkommelig. Vi har bestemt os at køre efter brochurens anvisninger og det er faktisk en god anbefaling. Blot er der i brochuren ikke lagt særlig vægt på camping.

Camping på P-dæk i Trysnes

Skærgårdsidyl ved Trysnes

Udsigt fra campingvognen på P-dækket

Trysnes.

Ved Søgne ser vi en campingplads og var på vej ind til den, men vi vender om i indkørslen. En trist fastliggerplads uden nævneværdig eller spændende natur omkring.

En annonce i brochuren taler om en campingplads ved Trysnes, som ligger lidt sydvest for Søgne. En bakket grusvej fører til “byen” og pludselig står vi midt i den. Vejen ender blindt og foran os er blot en lille havn, en købmand og en restaurant. Hvor er campingpladsen? Jeg strejfer lidt rundt og kan ikke se antydning af den. I restauranten så de også ud som et spørgsmålstegn; vi bliver henvist til købmanden. Her taler man amerikansk, men hvad gør det, bare vi kan finde den plads! Der bliver kaldt på ejeren, som slet ikke vil tale norsk heller, men i lang tid bliver ved med at tale USA-engelsk til os. Men flink, det er han! Han indrømmer at der er sket en fejl, den påtænkte campingplads er aldrig blevet til noget. Vi har dog en fornemmelse af stedets skønhed og har ikke lyst til at drage videre; det er i øvrigt også blevet sent.

Vi bliver spurgt om vi vil stå på et halvt færdigt parkeringsdæk og det siger vi ja tak til. Og har den mest pragtfulde udsigt over det hele. Vi er nærmest lamslået over så megen skærgårdsidyl. Den bliver da også brugt af havfiskere fra det meste af verden.

Det gør virkelig helt ondt i hjertet at skulle forlade dette sted næste morgen - prisen var også rørende, 75 kr. inkl. strøm.

Mandals hvide huse

Mandal.

Vejen laver nogle store sløjfer. Det ene øjeblik er vi nede ved vandet, det andet i højderne, men aldrig er vi langt fra kysten.

Ved middagstid er vi i byen Mandal og i solskinnet nyder vi de mange helt hvide huse, som har deres oprindelse i fortidens statussymboler. Dengang var det kun de rige der havde fornemme hvide huse, men den farve er forlængst blevet hvermandseje; den hvide træbeskyttelse kunne godt være blevet opfundet her. Der bliver brugt masser af den. Fra denne by kommer også skulptøren Gustav Vigeland, som skabte Vigelandsparken i Oslo. Hans fødehjem måtte vi da også se.

Typisk stykke af Nordsøvejen - let at køre på.

Sjølingstad Uldvarefabrik

Sjølingstad.

For en kort stund forlader vi Nordsjøvegen og fortsætter ad E39 til Sjølingstad. I brochuren har min bedre halvdel fået øje på et uldvaremuseum. Jeg har jo for mange år siden indrømmet, at der skal et kulturindslag på campingturene, men vejen ser godt nok smal ud til den gamle uldvarefabrik. Det er lidt nervekriblende at køre flere km ad en smal grusvej, for tænk om der kom modkørende trafik. Det gjorde der ikke og ved fabrikken kunne vi vende i en rundkørsel.

Jeg vil lige her indskyde, at nok er der dejligt vårgrønt i skoven og solen skinner også, men det er faktisk hundekoldt. Så den lune strikhue er på sin plads.

Fra Vigeland fortsætter vi ad vej 460, den officielle rute, og selv om der ikke er mange bakker, snor vejen sig gennem det frodige, norske lavland. Ved Spangereid strejfer vi Lenefjorden, som kun er adskilt fra Nordsøen med en smal tange, som vejen fører hen over.

Lindesnes fyr med kongens signatur.

Lindesnes.

Det relativt flade landskab bliver dog snart mere dramatisk, efterhånden som vi nærmer os havet ved Norges sydligste punkt, som hedder Lindesnes. Det kan gå vildt for sig her ude, når bølgerne brydes mod de stejle klipper. Kaskaderne kan flyve både 5 og 10 m i vejret, når det blæser lidt. Det gør det ikke i dag, men der begynder at dukke grimme skyer op i horisonten. Vi forlader ikke stedet før vi har kigget på det lille museum ved fyret, for hele opholdet her ude på klipperne er en kærkommen afveksling af tilværelsen bag rattet. Vi har i hvert fald ikke set så voldsom en klippekyst som denne, den overgår sågar det, vi har set i Bretagne.

Vi får også syn for sagen, hvor langt der er til Nordkap - og oven i købet kommer, at vi slet ikke skal køre den lige vej, men skal zigzagge os op gennem Norge. På dette tidspunkt aner vi ikke, at vi skal køre dobbelt så meget som der står på skiltet, før vi står på Nordkap.

5036 km til Nordkap?

HUSK AT DU KAN FORSTØRRE ALLE BILLEDER VED AT KLIKKE PÅ DEM !!!!

Lista. - se også gode billeder her.

Fra Lyngdal går det ad vej 43 ud på den særprægede halvø Lista.  Man krydser Lyngdalsfjorden i Farsund, men snart efter deler Nordsjøvegen sig. Til venstre går det ud mod fyrtårnet Lista, som pryder så mange brochurer fra Sydnorge, mest i Solnedgangen. Det oplever vi nu ikke, da det er midt på dagen.

Der er meget at se her ude på halvøen og kysterne er egentlig ganske varierede. Vi så flotte sandstrande, gik tur på en gammel vej ved Framvaren og oplevede stemningen ved den gamle Loshavn med kulørte kystmiljøer. Vejret er nu blevet lidt barskt, så efter synet af fyret og endnu en vild klippekyst må vi tage tilbage til stedet, hvor vejen havde delt sig. Det er kun cyklisterne, der kan fortsætte ad den direkte vej. Foran os ligger Fedafjorden, som tvinger os ud på en lang omvej til Kvinesdal, men det er nu en nem vej at køre på.

Nordsøvejen ved kysten

..og inde ved en sø

Overraskende dramatik.

Nordsjøvegen følges her ad med E39 til Flekkefjord, det er en stærk bakket strækning. Endnu engang skifter vi vejnummer, denne gang er det nr.44, der skal lede os til dagens mål. Vejret bliver nu tiltagende dårligere mens det i susende fart går ned mod Lundevatnet. I øvrigt er Flekkefjord en kulørt og smuk lille by.

Det regner nu i stride strømme og vi glæder os til at komme i mål i Hauge, lidet anende hvad vi har foran os. Vi kunne nok have gættet det efter de  serpentiner ned mod fjorden. Da vi skal derfra går det stejlt opad, i øjenkrogen skimter jeg en stejl vej til højre og ser med forbløffelse, at det er den samme vej, som vi kører på. Der blev lige akkurat tid til at sætte bilen i 1.gear, så var vi midt i en stærkt hældende og stejl serpentine. Og det er regnglat! Hårene rejser sig i nakken ved at tænke på at vi har over 1 tons på den lille krog bag på bilen. Hældningen opad er noget der ligner 14%.

Barfjeld ved Hauge i Dalane

Er du klar over hvad det er? Det betyder at du på 100 lange skridt (a 1 m) skal stige 14 meter! Bare stil dig på din villavej, find et hus på 3½ etage, gå hundrede store skridt derfra og forestil dig nu at du skal op på taget af huset med din lille bil og 1100 kg på krogen! Nå, men vores lille Diesel svigtede hos heller ikke denne gang og den nye koblingsanordning på Hobby´en er en stor tryghed. Det blev ikke engang til lidt hjulspind. Vi er kommet godt i højderne efter en hel række sving af den slags. Landskabet ligner grå klumper af størknet lava, men det er nok granit.

Regn og skyer driver omkring os. Hvor ville vi dog gerne have fundet en plads her og nyde naturens overflod.

Regn i stride strømme ved Bakkaåno.

Eigersund (Egernsund).

Ud af Hauge ad vej 501, så til venstre ad nr. 44. Det nummer kender vi fra i går, men dagen i dag bliver dog knap så dramatisk. Turen over det lille fjeld ender snart i byen Egersund, som er en af Norges bedst bevarede træbyer og vi skal da også have en byvandring og helledusseda, regnen er hørt op. Hvilken lykke! Også udsigten over mod Eigerøy var smuk og sundet lå spejlblankt på denne søndag middag.

Jeg ved ikke hvad vejrguderne har imod os.

Ved Brusand

(kan ikke forstørres)

Varhaugs særprægede Kirkegaard.

Sandstrande.

For knap har vi forladt Egersund og nærmer os kysten ved Hellvik, før det begynder at regne igen. Her ligger ellers de flotteste sandstrande man kan tænke sig. Det begynder allerede at regne ved Søredningsmuseet i Brusand og fortsætter i flere mil mod nord. Ja, du læser korrekt: for vi har nu rundet det skarpe hjørne af Norge, hvor vi kan sige at det går mod nord.  Helt oppe, hvor strandene holder op i nærheden af Obrestad fyr ligger Kongevejen, en stump vej, som blev benyttet af de gamle konger. Jeg ved ikke hvad de skulle her efter, måske gik de i land her fra skibene på de venlige strande. Den lille kirke ved Varhaug er desværre lukket, men kunne godt minde om en gammel trækirke fra de gamle kongers tid. Det mest seværdige var nok også den særprægede kirkegård med det grønne græs og den ligger direkte ud til en brink over Nordsøen. Denne del af kysten ligner faktisk noget, der minder om Vendsyssel.

Jærmuseet ved Hå.

I jagten på dagens kulturelle oplevelse på denne triste regnvejrsdag finder vi endnu 2 små perler: et frilandsmuseum og Jærmuseet ved Hå, et spændende Videncenter hvor vi fik tiden til at gå med geologiske studier. Vi fik rigtig forøget vores viden om Norges sten og myr (moser).

Hovedrystende kigger vi på vejret, da vi kommer ud i luften efter nogle timer. Regnen vil ingen ende tage.

Her er det så, at vi beslutter at slå en streg over den sidste del af Nordsjøvegen på Rogaland, som denne del af Norge hedder. Fra Nærbø følger vi nogle mindre veje via Undheim op til Ålgård.

Ålgård var en god base for ture i Rogaland

Ålgård og Lysefjorden.

Vi slår os ned på den lille NAF-plads ”Kongeparken Camping” i byen. Der er faktisk ikke et øje, da vi ankommer.

Når vi har valgt Ålgård er det af flere årsager. Vi skal have tanket op forskellige steder: gasflasken (375 kr.!), dieseltanken og pengepungen. Så efter et varmende bad, begiver vi os til byen og ordner det hele.

Den anden bagtanke er, at vi vil bruge stedet til base for en tur til Lysefjorden med den nok så berømte Preikestøl, som er et fjeldplateau, som hæver sig 604 m lodret over Lysefjorden. Den ligner på en prik en prædikestol. Vi har set billeder af mennesker på plateauet, så det må vi undersøge.

Man vænner sig til at balancere på afgrundens rand

Næste dag ser vejret lovende ud, om end der er lidt skyer rundt omkring os, så er der dog også en del blå himmel at se. 

Vi kører ad vej 445/518 til Lauvvik og derfra sætter vi over med en færge til nordsiden af fjorden, hvor vi følger vejskiltene til Preikestølen.

Det vrimler med turister ved parkeringspladsen og de fleste vil op på plateauet. Det vil vi også. Vi har læst “lektien” i campingvognen og også fået god information på campingpladsen og har derfor taget kraftigt fodtøj og vindjakke på. Turen mod toppen er på ca. 6 km hver vej og skulle du efterprøve vor tur, så tag ikke ordet “vandresti “ alvorligt. Det er en afmærket gangsti gennem vild natur, hvor kun ganske små dele er gjort nogenlunde farbar for gående turister. Det gælder således nogle gangbroer over et gyngende moseområde, samt nogle spartanske broer over nogle kløfter, nær toppen. De er nu solide nok. Du skal også være forberedt at det kan regne i de højere luftlag, selv om det er pænt vejr på parkeringspladsen.

På vej fra toppen

Vel nede i dalen igen

Preikestølen.

Når dette er sagt og din kondition er nogenlunde OK, så har du til gengæld en enestående oplevelse foran dig.

Man skal bare følge de små røde “T”-tegn, som er anbragt på træstammer og klipper undervejs. Det første stykke er en stejl sti, som først består af groft grus, men snart går over i store runde rullesten. Bestemt ikke noget for høje hæle og blodet dunker også snart i brystkassen af anstrengelse. Møns Klint er det rene vand ved siden af. Vi hopper fra sten til sten, sommer tider må vi gå på alle fire for at kravle op til den næste sten. Det går heller ikke opad hele tiden, for nogen gange må vi nedad for at gå hen over et myr, hvilket er en norsk højmose. Eller for at betvinge en støre klippeknold. Man straffes selvfølgelig straks derefter med endnu en klatretur op.

Forventningerne er imidlertid så store, at de driver os fremad med uimodståelig kraft. I nærheden af målet skal man ind over nogle træbroer, der spænder over svimlende dybe kløfter. Det giver os også de første store udsigter, men det er ikke for sarte nerver.

Herfra er der 604 m lodret ned

 fra Preikestølen.

Regn.

Som før advaret, således skete det for os. Det milde vejr i dalen afløses af regn på toppen og vores udsigt bliver mere eller mindre spoleret af drivende skyer. Kun i små glimt anes Lysefjorden under klippen, men der er jo også over 600 m lodret ned. At der findes folk, som vover sig ud på plateauets kant, er mig ubegribelig. Især her i det våde regnvejr skal der ikke meget til før en fod smutter...se bare personen derude på klippekanten!

Vi nyder en velfortjent madpakke mens vi skutter os i regnen og begiver os på vej ned. Hvor utroligt det end lyder, så tog det længere tid at gå ned end op.

Trods det skuffende vejr er vi stolte som paver over at have nået toppen. Vi bliver på nedturen dog belønnet med at solen bryder igennem hist og her og vi nyder også at kunne se på vandfald og fjord fra oven af.

Ind og ud af tunnellerne

Boknafjorden.

Stive i lårene tager vi afsked med campingpladsen næste morgen og kører gennem Stavanger ud til den lille færgehavn Mortavika. For første gang stifter vi her bekendtskab med de store norske tunneller, hele 2 stk. lige efter hinanden med ret stejl stigning på 9%. Det er altså underligt at forestille sig at man er 200 m under havets overflade derned i bunden af tunnelen. Efter de sidste dages dramatiske oplevelser er færgeturen over Boknafjorden den rene afslapning og vi sætter punktum for Nordsjøvegen, for vi skal på helt andre eventyr i Hardanger og Bergen. Og naturligvis også videre til Nordkalotten. Derom andetsteds.

DENNE BESKRIVELSER ER

EN DEL AF VOR STORE NORSKE LANGTUR, LINKET.

 SUPPLERENDE INFORMATIONER:

Nordsjøvegen information, Vågsgata 22, N-4306 Sandnes, www.nordsjovegen.no

e-mail: nordsjovegen@sandnes.online.no

-------------------------------------------------------------------------------------

Besøgte campingpladser i Norge.  med mange links.

Norske favoritpladser - læsernes anbefalinger