Støvlelandet rundt.

Den smukke Tegernsee	Jeg vil ikke trætte læserne med en halvkedelig beretning om turen ned gennem Tyskland. Blot konstatere, at vi atter er heldige med vejret. Så heldige, at vi ved ankomsten på en rasteplads nær Ingolstadt er ved at smelte. Vi runder München tidligt næste morgen, kører væk fra autobahn ved frakørsel nr. 97 via Tegernsee. Her bevæger vi os langs den smukke søs østkyst op til Achenpass i 904 m højde. Ikke noget at snakke om - ej heller for små campingvognstrækkere, som er almindelige i DK. Og en behagelig genvej mod syden. Vi har siden fulgt denne rolige vej til Kroatien og andre steder i Østrig.
3x lader vi Saab´en snøfte på vejen op med de 78 hårnålesving	Men lad os da starte denne rejse med et eventyr. For som passioneret bilist og campist er det et must at have på de mest umulige steder, selvfølgelig med alle 6 hjul på een gang. Og når nu vi havde fået den "nye" SAAB GLE, så var det jo nærliggende at prøve den ad om den kunne komme op over Grossglocknervejen og da nu Polar´en ikke vejede mere end de 840 kg. Som billedet beviser: vi nåede op, men det holdt hårdt. 78 serpentinkurver, hvor stigningen i svingene kom i nærheden af de 20%, men ellers lå mellem 10-14%, var en udfordring for bil og os. Men vi holdt nerverne i ro, nød udsigterne - gik et par lange ture undervejs, thi motoren kogte et par gange og måtte have tid til at køle ned og vejmyndighederne var så forudseende, at de ved de forskellige vandløb havde hængt spande, så man kunne hente mere vand til køleren. De sidste kurver var så anstrengende og maksimal farten var ikke hurtige end ca. 5 km/t - for fuld udblæsning !! Vi havde med fuldt overlæg startet opstigningen så sent som kl.18 og kl. 20 nåede vi Hochtor (foto) i en højde af 2503 m.
Vi når toppen efter 2 timers kørsel (27,7 km)	Aldrig senere har vi klaret denne præstation! Nu var det jo det, at det er forbudt at campere deroppe - men vi ville nu gerne opleve at se solen stå op her mellem bjergtoppene. Så vi lavede mad og nød en flaske østrigsk hvidvin til. Så vandrede vi lidt op til en nærliggende bjergtop (Edelweiss Spitze), thi solen gik ikke ned før ca. kl. 21,30 og det var lyst længe derefter. En nat mellem Europas højeste bjergtoppe er noget ganske særligt og vi vil aldrig glemme disse 2 dage, hvor vinden tuder i fjeldene og hvor skyerne kommer farende imod os - nedefra.
Ved Hochtor	Hvis der var nogen der ville jage os væk, havde vi givet dem nøglen og bedt dem om at køre vogntrækket ned i mørke. Der var ingen, der sagde noget til de skøre danskere, så vi nød natteroen på P-pladsen helt alene. I løbet af natten kunne vi høre vinden tude i klipperne forskellige steder og det ruskede også lidt i CVen, men morgenen brød ud i et orgie af farver. Engene omkring Hochtor var fyldt med et vidunderligt hav af blomster og grønt saftigt græs. Ved 11-tiden startede vi og kørte nedad mod syd. (Denne del af turen er senere gentaget og beskrevet i Alperne Rundt 2006)
Heiligenblut	Hele vejen i 1.gear. Teknikken bestod simpelthen af at lade bilen køre selv og den nåede op på 60 km/t. på de korte lige stræk mellem svingene. Så en kort bremsning, rundt i svingene og motorbremsning videre. Sådan nåede vi ned uden varme bremser og uden sved på panden. Naturligvis var vi en sviptur til gletscheren undervejs, men spændte dog CVen fra på en P-plads inden den korte og stejle nedtur til denne. Efter gletscher besigtigelsen køre vi tilbage og spænder CVen på igen og kommer forbi den smukke Glocknerby Heiligenblut, hvis slanke spir vi kan se i dalen neden under os, længe før vi kommer dertil.
Den smukke Pusterdal	Snart var vi i Lienz og derfra kørte vi videre gennem Pusterdalen til vi mødte Brennervejen, som vi så fulgte til Verona. Her havde vi bestilt billetter til operaen "Aida" i den gamle romerske arena. De var allerede betalt i januar via FDM, men da vi ankom til stedet kendte man ikke noget til dette. Vi lod os ikke slå ud, fremviste kvitteringer og parlamenterede med fagter og gebærder og til sidst fik vi vore billetter. Basta! Temperaturen svingede omkring de 35 gr. så vi var lykkelige for en plads helt oppe på toppen af arenaen,
Julies balkon i Verona	hvor en svar brise kølede os ned. Vi nød 1.akt - mest for stemningen, thi musikken var lidt langt væk (det var før storskærmenes og de store lydanlægs tider). Så kom 2.akt, hvor vi glædede os til den storslåede musik med bl.a. triumfmarchen. De mange trompeter fløj op, vi ventede spændt på tonerne. Der kom ingen! Efter et kvarters blev publikum urolig, så meddeltes der over højtaleren at der var udbrudt strejke blandt scenepersonalet. Man bad os vente. Ja, ja - vi var sandelig i Italien!
Firenze set fra domkirkens klokketårn "Campanilen".	På den måde blev kl. 4 om morgenen før vi var hjemme på campingpladsen og indlagde en dags pause, inden vi drog videre til Firenze, ved Toscanas nordligste grænse. Ind i byen med campingvognen - puha, her er trængsel. Men vi undgår ikke at se, at der henvises til en campingplads, følger skiltene og ender i forstaden Fiesole. Der er stejl opkørsel til pladsen, som ligger på en lille bjergtop og pladsen hedder Camping Panoramico. Men SAAB har kendt værre stigninger end de sølle 18% og vi sikrer os en plads med den dejligste udsigt over byen. Så følger nogle dages sightseeing i denne pragtfulde by. Men halløj, hvor er det varmt!. Termometret ligge i betænkelig nærhed af de 40 gr. og i de smalle gyder i byen er det varmere endnu. Her kommer ikke den mindst vind til.
Neptunbrønden i Firenze	Men vi holder væskebalancen i orden og er meget tyndt påklædte og på den måde når vi rundt til de allerfleste af de berømte bygningsværker, som man SKAL se: Palazzo Vechio, Ponte Vechio, pladsen Santa Maria, Domkirken, dåbskappellet og vi tager også alle trapperne op i campanilen for at nyde byen smukke røde tage (se foto) - og naturligvis nyder vi opholdet ved Neptunbrønden med Michelangelos smukke statuer omkring.
På tværs over Appeninerne	Vi får at vide, at hele Italien plages af en hedebølge - men vi har det godt oppe på campingpladsen, som ligger i en højde af 420 m og hvor en svag vind køler os behagelig ned, alt imens vi kan nyde cikadernes sang. Vi forelsker os også totalt i den nærliggende by Fiesole. Her finder vi hele den toskanske charme, skønne miljøer og en vidunderlig fred og ro. Det blev en forelskelse, der holder sig gennem mange år. Men det må jeg fortælle om en anden gang (se under Toscana) . Kommer du til Firenze, er der ofte vejvisere til Fiesole, så det er nemt at finde, selv når du tosser rundt midt inde i byen.
Den smukke bro ved Lucca	Med et tungt hjerte drager vi videre og følger små veje over Appenninerne og skønne dale langs floder og kommer til byen Lucca, som vi dog ikke besøger denne gang, for aftenen nærmer sig og vi gerne nå Pisa. Men det var en smuk køretur, hvor vi bla. a. kommer forbi den verdensberømte bro. Foran os ligger endnu en høj bjergkæde, men kørslen til Pisa går gennemgående nedad langs med floden og lige inden vi når byen, lader vi os igen lede hen til en campingplads. Det viser sig at være en plads for gennemrejsende turister. En bar mark uden faciliteter af nogen art.
Piazza Miraculi ved aftenstid	Godt, vi har det hele med. Myggene kommer også og vi skynder os at lukke døren og begiver os ind til byen: Og dér ligger det: det skæve tårn, oplyst i den begsorte italienske nat. Som en lysende bryllupskage. Vi nyder atmosfæren i kvarteret omkring Piazza Miracoli og jeg må skynde mig at tilføje, at dette er året FØR tårnet blev spærret for publikum! Så næste dag oplever vi den horrible fodtur op ad tårnet. Jeg var til tider temmelig panisk, thi afspærringen var spartansk og når man står på den udad faldende side er det som at stå på afgrunden, selvom jeg sniger mig op helt inde ved tårnets kerne.
Interimistisk myggecamping	Efter en hel dags ophold drager vi videre og forlader de mange myg omkring kanalerne ved Pisa. Vi har gennem et privat bekendtskab i Nykøbing F, munken Peter, fået en invitation til at besøge ham i sin sommerresidens i Umbrien. Peter lever her midt i det katolske landskab som græsk ortodoks munk af Athos. Han er dansker, og kaldes her på egen for Pietro Danese og det har han det godt med. Vi finder hans landsby Trevi og får besked at han
Domkirken i Assisi	bor et stykke op ad bjerget. Vi moser derop med campingvognen og får lov til at campere i rabatten ud for hans hus. Her er et vidt udsyn over det bakkede umbriske landskab, men fri for myg blev vi ikke - tværtimod! De små sataniske knort kom ind ad de mindste sprækker og var
Munken Peter Jegor	mindst lige så aggressive som i Lapland. Peter er kendt på egnen og viser os rundt. Først i Assissi, siden i de små hyggelige landsbyer, hvor vi bliver hilst velkommen hos befolkningen. Hans fromhed forhindrer ham ikke i at tage imod den kølige vin, som bydes rundt omkring. Vi introduceres os et enkelt sted til at gennemfotografere hele byen, det vil vi bruge en hel dag på. Det bliver til mange dejlige fotos her fra stedet. Tilbage i Trevi får vi hilst på flere af de lokale bl.a. præsten, mere vin til velkomst og en invitation til at deltage i katolsk morgenmesse næste dag.
Udsigt over grandiose Umbrien.	Ja, ja - vi får prøvet lidt af hvert! På den måde kom vi tidlig op og vi tager med Peter på heldagstur bl.a. til en meget afsides landsby, hvor der findes et lille valfartskapel med en undergørende Madonna. Der kommer ikke mange pilgrimme her, så kustoden må hentes i byen for at låse os ind. Også her kender Peter folkene og overalt står dørene åbne for os. Stedet ligger højt, så vi samtidig kan få et fantastisk farverigt udsyn over det umbriske landskab.
Hygge i "køkkenet".	Men underligt nok støder vi næsten aldrig på mandfolk nogen steder. Kun konerne er hjemme, men når der kommer besøg, støder der straks nabokoner og familie til . Vi oplever den store kulturforskel - køkkenet er samtidig stads og opholdsstue. Det bedste ved det hele er, at under disse hvælvinger er der altid behagelig køligt, thi udenfor står termometret nu på 42 gr. hele dagen lang, medens der er dejligt svalt her i køkkenet.
Tid til et forfriskende bad	Og tung om hjertet må vi tage afsked med disse prægtige mennesker - vi vil længere syd på ned gennem støvlen. Storbyen Rom kører vi udenom, der er alt for hedt inde i byen. Den vil vi spare til en efterårs- eller forårstur. Vi finder vej 148 og kører ind i Latina for at bytte benzinkuponer - underligt nok, det lykkedes. Vi bliver barende stående med hele vogntrækket ved den opgivne adresse. Videre går det langs kystvejen, hvor vi finder en skøn bugt at bade i. Pragtfuld i disse temperaturer, for der er igen over 40 gr. i skyggen. Og den er ikke nem at finde
Der hersker ikke ligefrem orden i Napoli.	Vi må køre med soltag og alle vinduer åbne, samt friskluftsdyserne på fuldt drøn, og undervejs hopper vi også i Middelhavet. Det er gyseligt koldt! Også kommer vi til Napoli! Der var bestemt ikke nemt at finde rundt. Vi havner på en ringvej (A10) lidt langt ude, og der er ubeskriveligt beskidt alle vegne. Rotterne piler over vejen ved højlys dag og vi kører gennem det værste slum, vi nogensinde har set. Og vejen er så ujævn, så vi føler at CVen hopper op i luften et par gange.
Pompeji	Men vi finder Pompeji inden aftensmad. Campingpladsen er vis a vis indgangen til udgravningsområdet, det kan ikke være bedre. Og der er høj sikkerhed her. For første gang oplever vi, at der er regulære vagter ved indgangen, med schæferhunde og pistoler! Venlige tanker går til Peter Munk og det gæstfri sted, hvor vi kunne campere i sikkerhed ved åben vej i Umbrien. Ikke desto mindre værdsætter vi sikkerheden på en anden måde her i Pompeji.
Husalter i Pompeji	"Ulven" ved indgangen ved snart hvem vi er og vi kan frit færdes uden at den snerrer ad os og uden at skulle vise papirer hver eneste gang. Og vi vil helst heller ikke have noget på os. Vi færdes med fuldt overlæg i halv-lurvet sommertøj, kun det ældste af mine kameraer tages med i byen. Den ene gang, vi tog med bussen til Napoli, var det også lykkedes nogen at skære lommen af mine cowboybukser uden at jeg lagde mærke til det. Indgangen til det gamle Pompeji ligger lige overfor campingpladsen. Så det kan ikke være nemmere.
Bagerens ovn i Herkulaneum - gravet ud af et tre meter tykt askelag, 1900 år efter Vesuvs udbrud, som begravede byen.	Vi brugte flere dage på at gennemgå de meget interessante udgravninger i både Pompeji og Herkulaneum - det ville føre for langt at udpensle dette her. Kun vil vi sige, at vi stadig er betaget af civilisationens mangfoldighed i år 76. Og at man kan se og opleve alt dette - helt ned til de fineste vægmalerier i dagligstuerne - så lang tid efter. Men foruden besigtigelsen af ruinerne havde vi to store oplevelser til hernede, som blev flotte minder for livet: den ene var bestigningen af Vesuv og den anden var en udflugt til Capri.
	Turen til Vesuv skulle selvfølgelig gøres i bil; som sagt så gjort. Ad umådelig støvede lavaveje snoede vi os op til en lille p-plads nær toppen. Derefter fortsætter vi ½ times tid til fods inden vi når op til krateret. Det syder og damper stadig derinde og det løber een koldt ned ad ryggen, ved at se på de giftige svovldampe, som nogle steder siver ud af sprækkerne. Små knald fra kratervæggene giver udtryk for at der er liv i keglen endnu - eller er det "bare" erosion i den glohede sol, der får stenene til at springe af? .
Krateret på Vesuv.	Her på billedet kan vi se hvordan vi kommer anstigende over kraterkanten - det er et uhyggeligt stort hul i 1200 m højde, skal jeg hilse og sige. Selv oppe i denne højde er det meget varmt, i skyggen har nålen nået 41 gr., vi tør slet ikke spå om hvordan det er nede i Pompeji, som nærmest ligger i et hul.
	Turen ned til bilen foregående halvvejs løbende, halvvejs skridende ned ad den grusede sti og aldrig i livet har vi haft så sorte tæer, som da vi kommer derned. Og der er absolut ingen vand, men en snu handelsmand har slået en bod med hjemmelavet hvidvin - og den er kold. Flasken ser ikke særlig hygiejnisk ud, men hvad - er man tørstig eller ej? Ned gled den i hvert fald. Hjemme i campingvognen har stearinlysene givet op - de hænger ned fra hylderne som slagne fallossymboler.
Capri	Campingværten har slået et skilt op, at der arrangeres tur til Capri, da vi kommer hjem til campingpladsen. Vi skriver os straks på listen til turen, som afgår om morgenen næste dag. Vi bliver hentet i bus og kørt direkte til båden ved Sorrento. Middelhavet ligger spejlblankt for vore fødder og vi nyder turen over til øen, hvor vi bliver vist rundt i byen. Kejser Tiberius´ haver eksisterer endnu. Lidt længere fremme har vi de mest pragtfulde udsigter langs kysten med de meget smukke klippepartier på Capris østkyst.
Ambulance på Capri.	Stien ned til vandet ser fristende ud i den stegende varme - termometret har nu nået den dræbende højde af 49 gr. - men det er svært at komme til at dyppe tæerne og badebukser har vi ikke med. Ærgerligt. Og dumt! Oveni har vi ikke taget højde for at der er meget langt op og selv om vi nu tager det roligt med opstigningen er det ved at være for meget. Mit hjerte dunker foruroligende og ved en restaurant må jeg spørge efter toilettet, hvor jeg vil have hovedet under vand.
Capri	Jeg fik det anvist på 2.sal og minsandten der var et brusebad! Af med klunset og ned under den kolde stråle. Dér blev jeg stående et kvarters tid, efter at have drukket det halve af vandet. Vel ned ved bordet - i øvrigt klask våd, thi håndklæder var der ikke - kunne jeg nu nøjes med en kop kaffe. Jeg havde undgået et hedeslag i sidste øjeblik og havde nu glædeligt betalt for dét brusebad. Godt jeg ikke fik brug for ambulancen, den ser ikke ud af at være et teknisk vidunder.
Trængsel foran den blå Grotte.	Vores guide fra campingpladsen får også overtalt os til en tur til Den Blå Grotte. Den var ikke nem at komme til. I motorbåde fragtes vi hen til en meget ugæstfri klippekyst. Efter at have forceret en sværm af souvenirs sælgere, som nærmest klistrede sig til motorbåden i deres små joller, måtte vi stige over i de små blå robåde, som lige netop kunne smutte ind gennem det lille hul i klippevæggen. Retur går det via Napoli, vi nyder den smukke havn - og set her ude fra ser byen smukkere ud end inde mellem husene.
Abruzzerne i 1300 m højde	Men dagene går og vi må se at stikke snuden hjemefter. Ruten lægges, så vi ved Monte Casino kører op over Abruzzerne og på bagsiden af støvlen følger vi kysten mod nord. Her er nemt at køre og det tager kun 1 dags tid at nå Rimini. Her er temperaturen faldet til 30 gr. og det gør, at vi er ved at få appetitten igen. Et værdigt måltid med både antipasti og pasta hovedret med masser af kød finder sin vej ned gennem svælget. Kors, hvor gør det godt - for i Syditaliens hedebølge var det næsten umulig at få mad ned. Næste dag holdes pause, vi vil opleve badevandet her, som skulle være noget så...det var den sikkert også.
Trængsel på Rimini	Hvis vi altså kunne have fået øje på det. For da vi kommer ned til stranden næste formiddag - campingvognen stod på en fodboldbane ved siden af campingpladsen - kunne vi kun se eet hav: mennesker så langt øjet rakte! Også 100 m ud til havs. På selve stranden lå vi klistret op ad hinanden; der var ikke plads til en hånds bred sand mellem personerne. Det var ikke noget for os - så vi skynder os videre over Po-sletten i retning mod St.Gotthard tunnellen. Det er søndag og stor hjemrejsetrafik og en 50 km lang stop-and-go trafik.
På vej op til St. Gotthard	Her oplever vi så turens eneste sorte uheld: pludselig slukkes lyset, motoren dør. Kaput. Her står vi på en smal 2-sporet vej op til tunnellen og blokerer trafikken! Nul strøm betyder nul benzin til motoren, automatgearet er låst. Vogntrækket står helt ude ved midterstregen. Strissseren er sur og jeg må løbe 6 km retur til nærmeste by for at skaffe hjælp - i 39 gr. varme! Atter på kanten af et hedeslag, men fruen på tankstationen får reddet mig. Jeg hørte kun råbene "Aqua-aqua", så var der sort for mig.
Motorstop	Kommet til mig selv igen i hendes badekar, måtte jeg parlamentere med mester om hjælp i 1½ time. Først da han finder ud af at han ikke kan hjælpe mig ude ved bilen, kommer han i tanker om, at der findes en SAAB-forhandler 8 km op ad bjerget. Nu kommer der skred i sagen. I løbet af 10 min. står der en flot ny SAAB med et lastbilsbatteri i bagagerummet. Det bliver lagt på forsædet hos os, ledninger trukket til motorrummet og der var lige strøm nok til at vi kunne nå hans værksted mange serpentinsving senere.
Schweiz	Derefter fik vi ny generator i, arbejdet var færdigt kl. 22 - lige tids nok til at snige sig ind på den nærmeste campingplads. Således kom vi OVER St. Gotthard . Der kører ikke mange den vej - og slet ikke med Campingvogn. Næste morgen går turen videre gennem Svejts og det er jo altid et storslået landskab at køre igennem. Byer lader vi ligge, der er gået 22 dage siden vi startede hjemmefra og efter al den varme glæder vi os til at komme hjem.
Rhinfaldene ved Schaffhausen	Det eneste sted, vi stopper er ved Rhinfaldene. Dem havde vi hørt meget om og det må siges, at det var en voldsom og dramatisk oplevelse. Der er ikke så mange steder i Europa, hvor det er muligt at opleve et så mægtigt vandfald. Det er ikke så højt, men til gengæld er det bredt. Vi kører langs med Bodensøens nordbred et stykke tid, indtil vi finder en motorvejstilslut-ning, der går direkte hjem til Danmark.