Tur gennem sydlige Portugal

På denne del af vor iberiske rundrejse skal vi primært opleve den gamle romerske by Évora. Den blå linje her på kortet tilkendegiver de ruter, vi har bevæget os på.

Vis stort kort - klik på minustegnet, hvis kortet vises i for stor målestok.

Puente Vasco de Gama, se fra Lissabon flotte messeområde	Vi starter dagens tur ved at forlade campingpladsen gennem den store park og GPS´en fører os sikkert til den store nye bro over Tejofloden. den slår lige akkurat Storebæltsbroen, men er anlagt efter de samme principper. Her er lige 1½ minut optagelse:
Landskabstræk fra turen til Évora.	Da vi passerer floden forandres landskabet. Det bliver tydeligt mere tørt. Gennem de uendelige rækker af oliventræer skinner det afbrændte landskab igennem. Solen har tydeligt været hård gennem en tør sommer. Motorvejen har ikke skåret sig igennem bakkerne, men følger den ene bakke efter den anden. Vi bevæger os væk fra kysten og det kan mærkes. Selv her i oktober måned er der stadig meget varmt, termometrets nål peger i dag stadig på 27 gr.C. Det er dog ikke uden nydelse, at vi kører gennem dette landskab, der i perioder præges af buske, der synes ufremkommelig. Godt, at vi ikke skal vandre igennem dette.
Her skal man nødig ende med en campingvogn på krogen!	Orbiturs campingguide har GPS-koordinater, som tydeligvis ikke forstås af vor maskine. I hvert fald var vi at havne midt inde i Évora´s snævre og stejle gyder. En lille plads giver os netop rum nok til at vi kan vende vogntrækket. Portugisisk er et vanskeligt sprog og de færreste taler fremmedsprog. De første mennesker forstår ikke hvor vi vil hen, vi henvender os til nogle yngre af slægten homo sapiens. Tydeligvis studenter, de taler engelsk og viser os i hvilken retning vi skal finde campingpladsen. Byen er jo ikke stor, så det var nemt nok. Man skal bare vide det! Vi slap for en tur i de snævre gyder, som endda havde trappetrin. Puha.
Det er altså stejlt, når man er på cykel	Selve Évora, som har sin oprindelse i romersk tid, har jeg beskrevet på denne side, så det vil jeg ikke bruge mange ord på her. Andet end at sige, at det var en pragtfuld oplevelse. Vi cyklede ind til byen. Ja, endda op gennem de stejle gader, hvor jeg først måtte give op 100 m før målet på torvet. Lige inden afrejsen glider jeg ud på det våde køkkengulv og slår mig temmelig meget. Tililende campister får mig på højkant, medens hele min opvask er strøet ud over gulvet. Jeg har smadret en vask med min venstre fod og jeg humper tilbage til campingvognen, dog klarede jeg opvasken.
Vort smukke vogntræk på vej gennem Alentejo	Syd for Évora hedder regionen Alentejo. Det er et spændende område og udenfor motorvejene - hvor vi bevæger os - er der mange bakker og smalle veje. Alle dog af god beskaffenhed. Min v.fod generer mig mere og mere og hæver meget, så jeg til sidst må overlade rattet til Ruth. Der ryger nogen pamoler ned gennem halsen og jeg kan da nyde det afvekslende landskab.
Alentejo´s barske veje og unikke landskaber	Lige før vi kommer til Lagos i Algarve, vil GPS lede os op over en smal skovvej for at komme til pladsen. Jeg tvivler ikke på, at det er rigtigt, så vi beslutter os at ignorere henvisningen og fortsætter ad hovedvejen (nr.120) og der går da også kun et par hundrede meter, før den korrekte rute kommer på tavlen. Godt frøken Jensen! (sådan hedder damen, der sidder inde i maskinen). Vi får lov at udsøge os en parcel, hvor vi vil. Det bliver nu ikke, den som vi helst vil have, men en hvor jeg kan bakke ubesværet hen d.v.s. bakke nedad. Min v.fod er holdt op med at fungere og er hævet så meget, at jeg ikke mere kan have sandalen på foden. På plads kommer vi dog, det sker dog med hjælp fra Ole Rømer, en dansk campist, som tilfældigvis holder på den anden side af hækken med sin flotte autocamper.
Vi fik set lidt af Lagos gamle bydel fra taxi´en.	Næste morgen mener Inger og Ole, at jeg ikke mere skal vente på at foden klarer tingene af sig selv. Jeg har haft en søvnløs nat med smerter og giver op. Der bliver bestilt en taxa, som kører os de 7 km ind til Lagos. Det blev en oplevelsesrig tur gennem smalle gyder, som vi aldrig havde fundet selv. Hospitalet er en gammel bygning, der er klinet op af den gamle bymur. Jeg kommer hurtig i behandling, foden bliver røntgenfotograferet. Der er heldigvis ikke brækket noget, det hele er "kun" en kraftig forstuvning. Jeg får udleveret noget smertestillende medicin og en recept til andre og så lyder ordren på 4-5 dages ro og kolde omslag. Ruth bliver hurtig ekspert i at forbinde min fod. På den måde får vi ikke set andet af Lagos end hvad vi fik ved taxikørslen.
Mur af regn over Atlanten.	Jeg sov godt og trygt næste nat, hjulpet godt på vej af lægens piller. Vi vågnede til mægtige tordenbrag. En sort mur af regntunge skyer kommer rullende imod os fra Atlanterhavet. Inden længe trommer regnen ned og snart sætter hele den rustrøde jord sig i bevægelse rundt omkring os. Jeg har aldrig oplevet så meget regn på engang! Vor markise blev forsvarlig forankret, men vandet rinder i tykke strømme ind under vognen. Det er ikke så lidt jord, der bliver flyttet på den måde. Det er ikke uden betænkeligheder, at vi skæver op til skråningerne over campingpladsen. Man har jo før hørt om jordskred! Efter 6 timer er det hele forbi og stilheden sænker sig over pladsen, men kros hvor vi dog slæbte megen jord rundt under fødderne i de følgende dage.
Strandliv i oktober i Praia de Luz.	Da jeg endelig var blevet lidt mobil igen, skulle apoteket i Luz besøges for at få smertestillende piller. Jeg forespurgte ved den lejlighed også efter anden af mig brugt medicin. Jeg må nok sige, at det var andre priser end dem fra et dansk apotek og hverken udvalg, rådgivning eller anden service fejlede noget! Bagefter tog vi en rundtur i badebyen Praia de Luz og kiggede lidt på stranden og orienterede os lidt om butikker, da vi ville købe ind på et senere tidspunkt. Der var ikke meget liv på stranden på denne årstid.
Regnen har fjernet græsplænen	I mange år har jeg skelet til Europakortet og fundet kontinentets sydvestligste punkt og tænkt, at det må være spændende at komme hertil. Ikke mindst på grund af mine læste geografibøger om dette dramatiske sted. Nu er tiden oprundet, hvor et besøg på Cabo Sao Vicente. Turen dertil forløber på den måde, at vi lader campingvognen stå og kører solo derud. Cabo de São Vicente er et sagnomspændt sted, som man i gamle dage antog for at være verdens ende. Fyrtårnet er 20 m højt og dens lyskegle rækker 60 km ud over havet. Skibsfartens travleste rute går forbi, men skibene holder sig i lyskeglens yderkreds, for kystens farlighed er kendt - også i vore dage med højteknologiske GPS-navigationer. Et klippeskær kan rive det stærkeste stålskrog i stumper og stykker.
Cabo de São Vicente Vejret er fredeligt.	Vis stort kort
Den forrevne kyst, set fra fæstningen i Sagres	Vejret er fredeligt her ude ved kappet. Allerede fra vejen nogle km fra det, ser vi det enorme forbjerg tårne sig op. Det er også 70 m højt og fyrtårnet synes lille i forhold til den voldsomme natur. Når stormen raser er bølgerne fra Atlanterhavet så høje, at de vælter sig ind over fyrtårnet med voldsomme skumsprøjt. Det oplever vi ikke, men kan dog tydeligt se at dønningerne på havet er store, selv set fra den store højde. På vejen ud til kappet er vi kørt igennem byen Sagres. Det er en flad by uden særlige interessepunkter.
Se bølgerne ved Cabo de São Vicente
Fajancebutikken i Sagres	Der er imidlertid udenfor byen et par interessante steder. Det ene er en stor butik med keramisk kunsthåndværk. Facaden er dekorativ og gør stolt opmærksom på sig selv, som den ligger der i vindblæst landskab, som er helt uden træer. Det er vel næsten en naturlov, at en kvinde skal opleve sådan et eldorado, som denne facade giver udtryk for. Således også min viv, men jeg kunne da heller ikke nære mig for en tur indenfor. Det VAR et eldorado, skal jeg hilse og sige!
Henrik Søfarerens solur på fortet Den lille kirke bag fortets tykke mure.	Jeg var mere nysgerrig på at se, hvad der gemte sig bag fortet Fortaleza de Sagres tykke mure. Den ligger på et næs syd for Sagres. Den er opført omkring et sted, hvor Henrik Søfareren har lavet et mægtigt solur. Det ligger på jorden og var egentlig forsvundet, men ved en tilfældighed genopdaget i 1928. Selve fortet blev udvidet under Napoleonskrigene, nogle meget rustne kanoner står tilbage på de enorme fæstningsmure. Fortet er nu et nationalt mindesmærke i Portugal, dets betydning som fæstning kom heldigvis aldrig til at spille nogen rolle, inden Napoleon blev styret fra magten. Hans flåde holdt sig i behørig afstand, men afstanden til Trafalgar er jo heller ikke stor og her led hans flåde jo sit største nederlag. (Mange døde engelske soldater er begravet på Gibraltar, som har en egen kirkegård for samme)
Ruth kigger sig nysgerrig omkring efter ankomsten på Albufeira Camping	Selv på en lang ekspedition, som vores, er der noget, der hedder en tidsplan. Den er på dette tidspunkt skredet gevaldig. Byen Lagos researches derfor fra campingpladsen, så jeg i det mindste kan beskrive byen med de oplysninger, der var tilgængelig her. Vi forlader campingpladsen Valverde ved Praia de Luz og begiver os mod øst. Som sædvanlig vil vi ikke benytte motorvejen, og slet ikke i dag, hvor distancen kun er på 50 km. Jeg ved godt at vi kunne være blevet i Lagos og opleve de vidtstrakte strande dér. Nysgerrigheden driver os dog fremad, vi må absolut se hvad der gemmer sig bag navnet Albufeira, som siges at være Algarves mest besøgte sted. Vejen er nem at køre, selv om den smutter igennem en række mindre byer og steder. De større steder som Portomao går vej N125 dog udenom.
To indtryk fra Albufeira Camping	GPS´en førte os helt korrekt hen til campingpladsen og vi kørte frem til indkørslen kl. 15. Undervejs havde vi holdt en lille frokostpause, man kan jo ikke få 50 km til at gå med ingenting, vel? Vi blev modtaget i en helt igennem prof reception, der udleverede et adgangskort med magnetstribe på. Der var yderligere en sikkerhedsvagt og selv om han havde set os blive ekspederet indenfor, så forlangte han at se adgangskortet ved bommen. Det kan synes unødvendig bureaukratisk, jeg synes at det er betryggende, når man nu ved hvor meget kriminalitet, der hersker rundt omkring i Europa. Campingpladsen er meget stor og består af flere afdelinger. Vi havde fået lov til at finde os den plads, vi kunne lide. Det blev en parcel med sollys, for vi kunne godt mærke, at vi selv her i syden var kommet ind til midten af oktober måned, hvor solen gik tidligt ned - d.v.s. ca. kl. 19.
	Her er et andet indtryk fra campingpladsen - dvs. fotograferet fra vort parcel. Man ser de åbne områder med maser af sol og hvordan man har etableret sig. Til trods for den fremskredne årstid, ses der ingen fortelte nogen steder. Man bruger årstidens lys og temperatur til at opholde sig udendørs, det mest dominerende hjælpemiddel er en markise. På denne årstid var der nu heller ikke mange, der havde rullet den ud. Man "nøjedes" med at opholde sig i skyggen midt på dagen, hvis man da ikke flyttede en liggestol ud i solen, den var heller ikke her så stærk på denne årstid - selv om vi målte 25 gr. C.
	Den første hele dag måtte vi jo absolut se på byen. Vi kørte selv, men var lige ved at fortryde det. Med usvigelig sikkerhed blev vi lokket ind at en række meget smalle gyder, men fandt dog en p-plads i udkanten af byen. Vi kunne lige så godt have taget bussen fra campingpladsen og sparet en masse tid. På den måde blev det kun et kort besøg, til gengæld var vi blevet en del klogere. Det burde vi jo nok have været, da vi efter besøg i en masse europæiske storbyer udmærket vidste, at man ikke ustraffet begiver sig ind i en fremmed by anno 2010.
Aculejos kakler på en kirke	Den næste dag kører vi lidt mod øst, dog uden campingvogn. Vi er bestemt ikke blevet færdige med Albufeira. Vor rejselekture giver et tip om en bedårende kirke. Det er nu, at jeg skal blive flov! Min PC brød ned på vejen hjem og da min "nørd" Mads, Vorherre velsigne ham, fik reddet noget billeder fra den ødelagte harddisk, så var billedtitlerne ikke med. Så nu kan jeg simpelthen ikke komme i tankerne om, hvad stedet hedder. Jeg håber, at min Alzheimers Light vil fortage sig og at jeg i det mindste finder brochuren igen. Hvorom end er, vi finder den lille kirke, med kakler i Aculejos. Hvilket er den berømte teknik, som Portugisere og Sydspaniere brænder deres kakler i og bruger dem til udsmykning af huse og facader. Her er hele den indvendige kirke forsynet med Jesu lidelseshistorie i tårnhøje tableauer med denne teknik.
Den stramtandede lærerindes smukke skole	Der var selvfølgelig Siesta, da vi kom frem. Ingen besøg før kl. 14! Så dukker en meget sur madame frem og raster demonstrativt med St. Peders nøgler inden hun slipper os ind, formedelst 2 €. Samtidig taler hun med en streng mine om at fotografering står til dødsstraf for hendes hånd. Jeg kan godt se, at hendes hænder har en agtværdig størrelse, så jeg skal ikke nyde noget. Jeg er ellers god til at snyde mig til et foto på "forbudte" steder. En tysk turist prøver at komme igennem med et billede, men nej, hun opdager det. Jeg forstår ikke portugisisk, men jeg synes bestemt at det lød som en vaskeægte bandlysning. Hun er øjensynlig den stramtandede skolelærerinde fra skolen overfor kirken, så jeg tager et foto af denne smukke bygning i stedet for.
	Næste dag går det igen til Albufeira. Igen i egen bil (vi orker ikke at vente en time på bussen), men belært af erfaring holder vi i udkanten og spadserer til centrum og derfra videre ad trapper og stier - også en restaurant må vi krydse - for at komme til stranden. Ruth påstår hårdnakket at vandet holder 22 gr.C, jeg holder mig i skindet. Jeg har nemlig for længst set hvordan sagtmodige dønninger rejser sig til mini tsunamier. Det opdager hun ikke før det er for sent :-)) Jeg slap dog for at redde hende i land.
	På vejen hjem til p-pladsen snupper vi en kop kaffe og lader bartenderen stege en hanekylling færdig, som aldeles friskstegt tages med hjem til campingpladsen. Næste dag forlader vi Portugal for at køre til Sevilla i Spanien. Solen skinner endnu og bortset fra 6 timers regnvejr i Lagos har vi nu haft uafbrudt solskin siden vi var i Sydfrankrig. Vi klager ikke.....
	TILBAGE TIL DEL 1 - TILBAGE TIL DEL 2.

Cabo de São Vicente

Cabo de São Vicente