Annoncører:

Campingplads Indberetninger

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

 
 

 

Tilbage til infolisten alle lande

Tilbage til Campingpladser

tilbage til rejseberetninger

Tilbage til Norge

 

 

Norge  -  langs vestkysten

 

Vi sejler fra Danmark til Norge.

foto: Hans,

 

 

Efter 11 dages regn og rusk, som truede med at ødelægge sommerferien, klarer det op fredag morgen og hen på dagen kommer også varmen. Så turen hen over Sjælland er meget smuk i det sommerlige aftenlys. Vi skal indlede ferien med et familiegilde i Odsherred om lørdagen og vi starter dagen med en hestevognstur rundt om Lammefjorden. Det blev en smuk oplevelse med højt humør, solskin og kolde øller. Søndag oprinder, vi sover lidt længe for at komme af med tømmermændene. Det lykkedes nogenlunde. Ved middagstid sættes kursen mod København, for endnu er vi noget stressede efter flere måneders hårdt arbejde. Vi har derfor besluttet at springe den anstrengende tur op langs den svenske vestkyst over og tage båden til Oslo. Så kl. 16 kører vi om bord og snart glider Amalienborg væk under os. Jo, det er rigtig læst: der er så højt til soldækket, at vi kan se ned til Dronningen. Temperaturen er over 30 gr... og flagene smælder fra masten - Norge, her kommer vi!   Mens solen går ned over Kattegat kan vi sidde og nyde et godt måltid i restauranten - der er god udsigt. Vi springer det med dansen over, har lissom fået nok i går. Til gengæld er jeg tidlig oppe for at se til vejret og når lige at se Pasternak fyret ved indsejlingen til Oslo Fjord. Det blæser godt heroppe på skibsbroen og alligevel er vandet næsten blikstille. Men vi sejler vel også 25 knob (ca. 40 km/t), så det er fartvinden, som jeg mærker. Farten aftager dog efterhånden og man forbavses over at et så stort skib kan manøvrere igennem alle de skær i fjorden. 

Atlanterhavsvejen

Langs Ottaelven.

TV ses fjeldene på Jotunheimen.

foto: Hans,

 

 

Midt på formiddagen kører vi i land og starter campingturen i Norge. Vi har retning mod Gudbrandsdalen, som vi følger stille og roligt. Det er så varmt, at vi må køre med vinduerne åbne. Hvorfor skulle man da også købe en sort bil? (Det var før klimaanlæggene tid). Vi holder en pause på en rasteplads ved Lillehammer og fortsætter så mod Otta. Her forlader vi E6 og retter køleren mod vest og kører ind i Ottadalen. Vi har forladt Gudbrandsdalen med ens hektiske trafik, hvor Gud og hvermand øjensynlig ræser af sted til Nordkap. Ottadalen starter som en smuk perle, (foto)  hvor solen glitrer i modlyset. Vejen hedder nr.15 og snor sig af sted nord for Jotunheimen og efterhånden tiltager stigningerne op gennem de dybe skove for at ende i barfjeldet ved Skjåk Sæter, hvor der også findes en lille campingplads.

 

Atlanterhavsvejen

På vej mod Brikdalsbræen-

høj sne i juli måned.

foto: Hans,

 

 

Det er stadig varmt og vi kan nyde aftensmaden i stærk sol kl. 21! Og nyde udsigten over mod Jostedalsbræen, hvor der stadig ligger sne i klatter hele vejen op. Lige efter campingpladsen deler vejen sig, den ene går til Brikdalsbræen, hvor man kan komme helt hen til gletsjeren. Den anden vej, nr. 63 går til Geiranger. Den skal vi prøve først. Turen går først forbi endnu is-belagte søer og sne langs vejkanten, nogle steder op til 2½ m. Og det i 25 gr. varme i juli måned! Hvor højt har det ikke været i vinters? Så det er en lidt særegen oplevelse at kaste med snebolde på denne årstid og ved de temperaturer!  Men vi nyder det. Mens vi nærmer os Geirangerfjorden, bliver det grønnere og grønnere og vi oplever vår og til sidst sommer med blomstrende enge og grønne træer. Men inden da finder vi et udsigtspunkt, den hed vist Præstestolen eller noget lignende. (næste foto)

 Geirangerfjorden

foto: Hans,

 

 

 

 Herfra kan vi se ned på krydstogtsskibene (foto), der har ankret op ved byen og en foss styrter sig ned til fjorden for vore fødder. Vejen snor sig ned til byen i serpentiner og snart kan konen gå på shopping igen. Vi beslutter dog også at tage en sejltur ud på fjorden og det blev vel nok en betagende oplevelse. Den spejlblanke fjord i sommervarmen, et par sejlende skyer halvvejs oppe ad  bjerget, vandfaldet "De Syv Søstre" der styrter ned højt oppe over os, alt imens båden stiller glider forbi direkte nedenunder. Her føler man sig pludselig meget lille. Helt tavse af betagelse kører   vi stille og roligt tilbage til campingpladsen. Efter aftensmaden skal der motioneres lidt, så vi tager en rask cykeltur ud ad landevejen og tilbage igen og sover derefter godt til lyden af en rislende bæk. Atter vågner vi op til solskin og tager nu den næste udflugt.

Brikdalsbræens gletjerport

foto: Hans,

Nu skal vi se gletsjer. Vejen ned til kysten snor sig helt  sindssyg og man vil nok give os ret i, at det var godt at vi lod  campingvognen stå ved Skjåk Sæter Camping.  Til bræen må vi gå et godt stykke til fods, endda lige under et vandfald, så vi bliver lidt våde. De turkisblå farver i bræens is betager os meget - men her føles det koldt og den afkølede luft nærmest styrter sig ned med kulingstyrke af bræens  skrænter. Endnu en dag tager vi heroppe, dels for at vandre lidt rundt i naturen, dels for at tage endnu en tur ned til Geiranger. Nu er vejret overskyet, det småregner også lidt i byen. Vi kunne nok have kørt ned til Geiranger med CVen, men vore kun 90 HK sætter nok en begrænsning når vi skal ned i Romsdalen over Trollstigen.

Så vi beslutter at tage den lange omvej over Otta og Dombås og så følge E 136 ned gennem Romsdalen derfra. En strygende medvind får os til at haste ned gennem dalen. Omvejen ser stor ud på kortet,  men vi har jo ferie og det var egentlig slet ikke så slemt, især når man som jeg, kan lide at køre bil.  Undervejs til Åndalsnes

kommer vi forbi et stykke voldsomt brusende elv og de berømte Trolltindene.

Bjergtop over Geiranger med stenvarder.

foto: Hans,

Vi kører dog forbi de sidste, fordi det faktisk er blevet sent om aftenen og vi gerne vil have tid til at grille lidt mad. Vi finder en campingplads lige før byen, hvor vejen (nr.63) drejer af mod Trollstigen.  Vi holder en hviledag på dette sted også og den bliver benyttet til et par timers besøg ved Trolltindene. Denne voldsomme bjergvæg, som rejser sig mere end 1000 m lodret op direkte fra landevejen. Da det stadig er godt vejr bruger vi så resten af dagen til et besøg i Åndalsnes og lidt hvile på campingpladsen. Det er nu ganske dejligt at få rettet ryggen lidt ud., nyde naturen omkring os, især ved elven, som løber lige neden for campingpladsen og hvor jeg finder smukke motiver.  Derefter går turen videre rundt om Isfjorden og Langfjorden - det var meget smukt - og langsomt nærmer vi os byen Molde.

Atlanterhavsvejen

Foto: Hans,

og Øyvind Larsen, Atlanterhavsvejen

 

Men hov - her støder vi på noget, som der ikke stod noget om på kortet: først bro og så en tunnel! Der blev vi 200 kr. fattigere!  Vi gør et shopping og sightseeing ophold her byen. Den er ret ny, idet den under 2.verdenskrig blev totalt udslettet af nazisterne. Så det er ikke gamle bymiljøer, der frister os - derimod nogle jazzorkestre, der spiller rundt omkring på gader og pladser. En svalende fadøl gør godt i sommervarmen - men sikken pris! Efter frokost drager vi videre vestpå til det lille fiskerleje Bud. Dejligt fiskermiljø og udsigt over Nordatlanten fra den fhv. tyske fæstning, hvor vi kravlede lidt rundt i kanontårnenes gange. Så fortsætter vi mod nord ad en lillebitte vej, der knapt er på kortet, forbi den lille kirke i Husstad. Her er et brudepar ved at være færdig med en bryllupsceremoni - det var lige noget for fruen, så videoen kører for fuldt drøn. Så kom der også smukke billeder i kassen dér!  Ved Hulshamn og Vevang er vi kommet helt ud til kysten og så ser vi snart forunderlige ting der rejser sig i horisonten. Hvad er dog det - og vejen styrer lige hen imod denne mystik. Det viser sig at være den første af en række broer, der sammen med de tilknyttede vejforbindelser hedder Atlanterhavsvejen, som på dette tidspunkt kun var 1 år gammel. Det bliver en køretur i aftenlyset, som vi vil mindes for livet. Vi overnattede på en lille rasteplads på et af klippeskærene et par dage. Det var vindstille og klart og naturligvis også lyst - og hvad bedre er: vi er helt alene her ude og hele natten kommer der kun en enkelt bil forbi. Solen kom kun lige under horisonten ved midnatstide for derefter at svinge sig op igen og således oplevede vi at solnedgangs stemning gik over i en ditto solopgang. Der var absolut nul trafik om natten og bortset fra de rullende dønninger fra Atlanterhavet og de skrigende måger i det fjerne hørte vi ingenting. Siden har vi hørt, at vejen er blevet den helt store turistattraktion - alligevel tror jeg at naturen er så stor her, at den kan tåle det.

 

Facaden på Nidaros domkirken

foto: Hans,

I horisonten trækker der så småt op med skyer, så vi beslutter os at bevæge os væk fra kystvejen og stiler nu mod Kristianssund. Det sidste stykke foregår med færge og kort efter byen endnu en færge og så går det videre mod Trondheim. Vi bliver nu indhentet af dårligt vejr, det tordner og lyner så det brager hele vejen til Trondheim, hvor vi finder en campingplads lidt syd for byen. Den er præget af stor gennemgangsturisme, men vi finder en plads - endda med flot udsigt over fjorden mod vest. Efter aftensmaden vil vi ind i byen - men hjælp, de vil endda have penge for at vi tager derind med bil. Lidet turistvenligt! Næste dag må vi på den en gang til, men hvad gør man ikke for at se alle herligheder i solskin. Nidarosdomkirken er en gotisk katedral, der fuldt ud kan måle sig med franskmændenes dito. Og set i historiens lys forbavsende, at denne arkitektur så tidligt fandt vej så højt mod nord.

Nidaros elven i Trondheim

foto: Hans,

Det tog os en hel formiddag at komme igennem kirken og bispegården før vi spiste til middag i en af de hyggelige restauranter ved elven. Det var dejligt at sidde her og hvile benene og kigge på de kulørte facader langs med floden - som i kan se på billedet, var der lavvande den dag. Eller var det ebbe? Smukt og særpræget var det nu. Vi drager videre ad E6 nordpå. Det bliver mere bakket nu hvor vi har forladt vejene helt nede ved kysten. Og snart snor vejen sig højere og højere op. Der er næsten 500 km til Mo i Rana, men det når vi ikke helt denne dag, som det egentlig var meningen. I nærheden af Mosjøen drejer vi ned at et stykke nedlagt vej og slår benene ned. Godt gemt står vi her helt alene og overnatter i naturen - tror vi da - ind til et tog kommer buldrende ganske tæt forbi. Nå, der kom nu ikke så mange den nat. Vi tager os en gåtur inden vi går i seng og så fortsætter vi næste morgen til Mo i Rana. Tanker op og fortsætter så ad en vej til venstre lige uden for byen i retning mod Svartisen.

 

Gletcheren Svartisen.

foto: udlånt af Svartisen Tourist Info.

 

 

Vi kan på kortet se, at der ikke findes campingpladser ved Svartisen, men et lille stykke ned ad vejen er der et stort grusbelagt område med en jordvold på sydsiden og fri udsigt nordpå og  hvor der står nogle campingvogne. Så vi slår os ned på pladsen og laver aftensmad. Pusler også lidt med vognen og renser bilen for det meste mudder og nyder stilheden. Tror vi - pludselig igen en larm af godstog - denne gang 100 gange højere. Forskrækket ser vi at en flyver lægge an til landing lige på den anden side af jordvolden. Den var godt nok tæt på! Altså flytter vi CVen længere mod vejen - tænk om den drattede ned ved siden af landingsbanen! Svartisen var en dejlig naturoplevelse og også her oplever vi en iskold vind der falder ned fra isskråningerne. Betaget er vi dog også af det omgivende landskab inden vi kommer helt til Svartisen, (CVen lader vi som alle andre stå på gruspladsen), sejlturen over gletsjersøen og den sidste vandretur helt op til bræen. Det bliver en lang og trættende dag - vanddunkene bliver fyldt op undervejs direkte fra en brusende bjergbæk.

Efterskrift 2008: Det er ikke mere muligt at overnatte på den omtalte grusplads, men der er åbnet en campingplads 1 km fra stedet ved hovedvejen.

 

Midnat på Saltfjorden ved Fauske

foto: Hans,

Her fra er der ikke mange timers kørsel til Polarcirklen, og alle rejsendes mødested ligger her i 700 m´s højde. Det vrimler med campingvogne og bobiler heroppe. Eller rettere sagt: der er næsten ikke andet. Også vi får 2-3 timer til at gå inden vi fortsætter videre mod nord. Vi holder længe udkig efter et sted at campere, men det er ved at blive tyndt med campingpladser og vi kommer nærmere og nærmere til Bodø. I bunden af fjorden ved Fauske, kort før vejen drejer af til Bodø, ser vi en mole hvor der står nogle campister og da klokken er 21  beslutter også at stoppe her.  Alle tiders sted! Det er privat område og der hænger en rød postkasse hvori man lægger nogle penge og så er den pot ude. Vi nyder aftenen her. Der er kun nogle lave skybanker mod vest, som skygger for solen. Præcis kl. 24 ser vi et forunderligt syn: en gylden lysstråle fejer vandret hen over landskabet (se foto), det er solen som lige finder et hul i skyerne bag det nærmeste bjerg. Et flot syn. Et skærmbillede kan desværre ikke i fuldt omfang vise dette syn. Helt høje lægger vi os til køjs og vågner først ved 9-tiden, hvor solen står højt på himlen igen.

Morgenmad på molen ved Fauske

foto: Hans,

Og hvilken morgen!!! Sommeren er vendt tilbage!  Fjorden ligger blikstille og så så smager morgenkaffen dobbelt så godt. Der er 22 grader allerede og vi føler os højt privilegerede over, at kunne sidde udendørs og indtage morgenmåltidet i det frie. Der er kun ca. 120 km til Bodø, som skal være det nordligste punkt for vores tur. Terrænet er nemt at køre i, så vi beslutter at finde et sted, hvor vi kan tage solbad. Det finder vi ca. halvvejs til Bodø. Først hen på eftermiddagen kommer vi til byen - og oh, ve og skræk. Campingpladsen er optaget af folkedansere. Videre til den næste. Det samme. Først efter at have kørt et stykke op ad vestkysten nord for byen finder vi et sted.

Bodøstrand med udsigt til Lofoten

i 23 gr.varme

Foto: Hans,

Et prægtigt sted endda med badestrand. Også her er der mange folkedansere, men campingværten slipper os ind og vi finder plads på en lidt halv våd eng ved en lille lagune bag klipperne. Her nyder vi adskillige dage i fred og ro. Man tror jo næppe at der findes et sted som dette med 23 gr. varme, en lun lagune,  dejligt badevand og uovertrufne udsigter langs kysten og over mod Lofoten! Det er sandelig svært at rive sig løs fra dette sted, især de flotte solnedgangsstemninger, men da vi har planer om at besøge venner i Sverige - og grænsen ligger jo ikke langt væk - så må vi jo til sidst tage en beslutning.
 

Saltstraumen er verdens stærkeste malstrøm.

foto: Google free photo - klik på foto for en forstørrelse

 

 Først skal vi dog besøge verdens mægtigste tidevandsstrøm "Saltstraumen", som er lige her i nærheden. Det bliver en æresfrygtindgydende oplevelse! Denne vældige strøm, som rettelig er en voldsom malstrøm, hvor tankerne uvilkårligt går tilbage om beretningen fra Odysseus færd. Jeg får gåsehud ved tanken om at nogen skulle falde i vandet her - det er den visse død. Farverne i vandet er utrolige her, fra turkis i strømhvirvlerne til dybblå over de dybe steder til hvid i det glitrende modlys. Prægtigt! Så bliver der kun tilbage at returnere til hovedvej E6.

 

Polarcirkelstationen på den svenske side var mere ydmyg end den norske. Vejen hedder Silvervägen..

foto: Hans,

 

 

 

Lidt sydpå i Storfjord drejes mod venstre op gennem Junkeralen i retning mod Skelleefteå i Sverige. En brat opkørsel over fjeldet og så går det nedad mod Polarcirklen og ind i det dybe Lapland, hvor rensdyret nok så fredeligt spadserer på vejen. Da vi bremser ved parkeringspladsen på Polarcirklen skred hele vogntrækket ud på den grusbelagte plads. Vi gav underlaget skylden. Senere, da vi kører derfra, bemærker jeg at campingvognen gerne vil rende hurtigere end bilen og vi ligesom bliver skubbet lidt. Da vi skal på indkøb i Vilhelmina, undersøger jeg det nærmere og ser til min skræk at bremsestængerne under campingvognen er knækket. Vi befinder os på det man kalder indlandsvejen, som går parallelt med kysten gennem Norrland og Jämtland, hele tiden midtvejs mellem grænsen og kysten. En dejlig vej. Men hvad gør vi ved de bremser? Fat i instruktionsbogen og HOV - vognen blev bygget i en by der hedder Dorothea og der er kun 50 km til fabrikken!

Fotos fra Vänernsøen og Lidköbing by.

 

Det kan jo ikke være heldigere,  vi kommer også hen til fabrikken, som er totalt mennesketom. Vi vandrer igennem kontorer og haller, ikke et øje. Efter 1 times tid kommer der folk, der havde bare været middagspause! Nu kommer vognen på liften og i løbet af nulkommaniks er bremserne lavet. Billigt endda.

Resten af turen ned gennem Sverige forløber stort set begivenhedsløs. Vejene er uendelig lange og der er træer alle vegne. Eneste afbrydelse er rensdyrene på vejene i Lapland. Jeg vovede mig ud en enkelt gang for at at tage billeder, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg blev omgående udråbt til myggenes madtrug nr.1. Vi fulgte indlandsvejen hele vejen ned gennem Sverige. Her er umådeligt fredeligt i forhold til kystruten. Somme tider går der 10 minutter inden vi ser en modkørende bil. Vi følger ruten vest om Vänern og finder en stille vej ned til søen, hvor vi vil overnatte. Men nej, vi har knapt sat middagsbordet ud før en vred svensker kommer løbende over marken og beordrer os væk. Allemansrätten gælder ikke her! Vi orker ikke at diskutere med ham  og fortrækker til en P-plads på "fastlandet", får en god nats søvn og triller så med en lidt ærgerlig stemning hjem til Danmark. Dog ikke uden at kigge lidt på den hyggelige by Lidköbing undervejs.

                                      

 

Gode 

Campingpladser:

 

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

  

 

 

  sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto